lørdag den 30. november 2013

Smølfine-kage

- eller - endnu en smølfekage, men denne gang til Olivia som bliver 3 år og er vild med Gammelsmølf og Smølfine :) Kagen har allerede affødt endnu en Smølfe-kage-bestilling i januar, så det er godt jeg er ved at være ok til at lave smølfer i fondant..


Indholdet er en chokoladekage med jordbær/citron-smørcreme. Opskriften på chokoladekagen ses her. Jordbærcremen laves ved at koge ca. 150 g jordbær sammen med skallen og saften fra en økologisk citron samt lidt sukker og vanille i 15 minutter. Herefter sies jordbærene fra og jordbær/citronsaften røres i en almindelig smørcreme med 1 pk. flormelis og 150g usaltet smør. 


Smølfine og Gammelsmølf er gået i juletræsskoven og har lavet en snemand :) Der er også nogen der har hakket hul på isen så man kan fiske lidt. På siden af kagen er lidt snefnug. Juletræerne er vafler dækket med hvid smørcreme og pyntet med sukkerkugler. "Søen" er lavet med piping-gel der har fået lidt blå farve og glimmer. 

Det er en noget tung kage pga. den almindelige chokoladekage som bunde, men der skulle være til mange mennesker i en mindre kage for at holde prisen nede, så den lever op til kravene. Kagen er i øvrigt dryppet med appelsinsaft før den er lagt sammen med jordbærcremen.

Små detaljer til fantasien.



søndag den 3. november 2013

Hello Kitty Kage

Min pige fyldte 3 år for nylig og vi holdt fødselsdag i går og så skulle Hello Kitty selvfølgelig med, for det er yndlings i øjeblikket og hvis man kan få lov at se Hello Kitty-tegnefilm hele dagen, så ville det være virkelig dejligt (not gonna happen). Inspirationen er fra Sugar High, som er mit idol indenfor sukkerfigurer, de er SÅ seje til det og desværre overhovedet ikke fra Danmark, så der er ikke chance for et kursus dér.

Nå men jeg synes lagkagen blev ret sød:


Jeg havde rester tilbage fra Smølfekagen, så fyldet er det samme, dog med lyse bunde. Ungerne spiste hver en Kitty, så de fik sukker nok. Jeg havde dryppet bundene med Grand Marnier, og da vi spiste den nogle timer efter jeg havde lavet den, synes jeg at jeg nok lige havde været rundhåndet nok med spritten, men i dag har vi spist rester og der var det lidt skarpe gået af, så den var rigtig god. Der er altså noget om det med at lagkagen skal man lave dagen før så den kan stå og trække lækker smag natten over. 


Min store pige har lavet bogstaverne, hjertet og 3-tallet, så vi hyggede sammen med at lave kagehalløj.

lørdag den 2. november 2013

Smølfekage

Jeg er helt færdig i dag. Jeg har lavet to kager og det gør jeg ellers aldrig, for jeg ved godt at den energi der går i at lave en temakage tager flere dage og så er jeg træt bagefter, så der er ikke nok til to på én gang, men det blev jeg nødt til denne gang for jeg var kommet til at sige ja til at lave en fødselsdagskage til Thomas som blev 4 år og så blev min egen pige 3 år og vi valgte så at holde fødselsdagen i dag, samtidig med at jeg skulle aflevere kage til Thomas.. Nå, men det gik og det blev nogle gode kager omend min egen piges blev lidt mere flad på detaljerne end Thomas', men hun var glad. Den må I få i morgen, her kommer Thomas' smølfekage:


Thomas blev 4 år, så der er 4 smølfer og 4 gaver. Min store pige spurgte hvor Gammelsmølf var henne, men ham må I have til gode til næste gang der er smølfetema. Indholdet er den samme som jeg har lavet de sidste par gange med hindbærcreme og chokolademousse (se LOL kagen og Lego-kagen). Dog med det twist at jeg brugte hvid toblerone til hindbærcremen, jeg synes dog ikke at man kunne smage forskel, så fremover bruger jeg bare en almindelig hvid chokolade. Selve kagen er overtrukket med grøn-marmoreret marcipan.


Husets form drillede mig noget. I princippet skal taget have en anden form, hvis det skal være et helt rigtigt smølfehus, men jeg synes i forvejen kagen blev noget stor med huset på, så jeg synes ikke at det skulle være større. Derudover var det megasvært at få fondanten pænt rundt om taget OG kunne flytte taget ovenpå bunden uden at sætte fingermærker over det hele, så det baksede jeg en del med. Smølferne er jeg dog ret tilfreds med, de er mægtig søde synes jeg. 


Til gengæld hyggede jeg mig med at lave døre og vinduer til huset, det blev egentlig ret godt synes jeg. Der er brugt en fondantpræger jeg har købt i Holland. Og så blomsterne op ad siden af smølfehuset, det giver en fin finish, de er lavet af fondant og det grønne plantehalløj er royal icing. 

Efter sigende var modtageren og gæsterne meget glade for kagen - også for smagen og det er jo ligeså vigtigt! 


lørdag den 19. oktober 2013

Prinsessekage til tiden

Så fik jeg styr på kalenderen og fik lavet den endelige prinsessekage til pigen som havde fødselsdag i fredags. Jeg synes faktisk den blev ret god og med accessories denne gang ;)


Samme opskrift som sidst, men med royal icing som pynt på siden og så et armbånd og en prinsessekrone. 



søndag den 13. oktober 2013

Prinsessen der kom for tidligt til ballet..

Nogle gange går kalenderen oppe i hovedet ud af sync med den i telefonen.. Denne gang fik jeg bagt kager og lavet pynt til den store guldmedalje og da jeg så skal til at samle kagen, vil jeg lige tjekke om jeg har adressen osv. og opdager så til min skræk at det først er NÆSTE uge jeg har en aftale om at levere en kage til en lille prinsesses fødselsdag.. Hvad gør man så? Man kan bruge sin Facebook side til at høre, om der ikke er nogen der står og mangler en kage til en prinsesses fødselsdag, for kagerne kan jo ikke holde sig en hel uge alligevel og jeg har ikke fryserplads til dem. Der var en vinder og så kunne jeg få lov at pynte hende færdig så hun kunne komme afsted til sin fest.


Jeg skulle bruge en børnevenlig chokoladekage og hvad kan være mere børnevenligt end en "klassens time kage" - originalt, jeg ved det:

Til 25x30 form:
250 g blødt smør
350 g sukker ( ca. 4 dl )
4 æg
500 g mel ( ca. 8 dl )
4 tsk. bagepulver
1 dl cacao
3 tsk. vaniliesukker
3 dl mælk

Sukker og smør piskes luftigt. Æggene tilsættes ét ad gangen. De tørre ingredienser sies sammen og tilsættes skiftevis med mælken. Bages i nedre del af ovnen ved 170 grader i en time.

Jeg skar den igennem et par gange og lagde den sammen med en almindelig chokoladefrosting (flormelis, usaltet smør, lun mælk og kakaopulver). Modtageren var efter sigende meget glad både for smag og udseende, så det bliver samme opskrift igen i næste uge!

Jeg kæmpede lidt med draperingen omkring livet på hende, den blev ikke helt efter ønske, men fin alligevel. Nu har jeg jo en uge mere at øve mig i..

Ta-ta.


søndag den 15. september 2013

Vinderkagen til høstmarkedet

For lang tid siden annoncerede min søster at hun havde tilmeldt mig til en lokal kagekonkurrence i Annisse i Nordsjælland. Der skulle være høstmarked ved kirken og det var i dag og som bestilt, så lavede jeg en kage til konkurrencen og sørme om ikke den vandt præmie både for udseende og for smag! Der var ikke så mange kager tilmeldt, meeen alligevel, jeg er da totalt stolt af at den vandt begge præmier :)



Opskriften er fra mine gulerodscupcakes og den er lagt sammen med ostefrostingen og smurt op med den samme. Det grønne græs er en almindelig smør-frosting med vanille og grøn farve. Den er dækket med marcipan, som drillede mig en del, så kanten blev ikke så pæn som jeg gerne ville have den, men det var ok.

Det er simpelthen sånen god opskrift! Den smager dejligt krydret og med struktur fra nødderne, så vil jeg være helt ubeskeden og sige at det ikke er underligt at den vandt ;)

Så blev det alligevel en god søndag, på trods af at vejret absolut ikke ville være med. Hvis der er nogle af jer der er i Nordsjælland næste år ved samme tid, så skal I altså køre forbi til høstmarkedet, det er et SÅ skønt område - udsigt over Arresøen og alt i alt dejlige omgivelser til et marked. Jeg glæder mig allerede til næste år!

mandag den 9. september 2013

Williams robotkage

Nu er det efterhånden en tradition at William får en kage efter hans ønske (eller hans mors) i fødselsdagsgave. Denne gang var ønsket en robotkage og den kom til at tage sig sådan ud:


Jeg gik med mange overvejelser om en robotkage var en stor robot i oprejst form eller hvordan man kunne udfærdige en sådan, men jeg er altså bedst til fantasifulde detaljekager, så jeg kreerede i stedet denne her med mange robot-agtige detaljer, tandhjul og den lille 3d-robotfyr der holder 3-tallet med selskab ovenpå kagen. Jeg synes selv det blev ret godt! William sørgede for at score den lille robotfyr til sig selv inden nogle af de andre børn kunne komme til det, så alene dét var et hit ;) 

Indholdet var af samme skuffe som I tidligere har set med hindbær-creme og chokolademousse, som i LEGO-kagen

Og ellers er det fondantpynt hvor kun fantasien sætter grænser. 




Her er Williams andre kager: 
..fortsættelse følger ;) 

søndag den 8. september 2013

Den heldigste dag!

7 * 9 * 13

Som det meste af landet, var vi til bryllup i lørdags! Min mands bedste ven og barndomskammerat havde sammen med hans kæreste fundet ud af, at det da skulle være dér at knuden skulle bindes og selvom der var tale om lidt kort varsel (et par uger - og indbydelse på sms selvfølgelig), så troppede vi selvfølgelig op og jeg efterkom med glæde brudens ønske om bryllupscupcakes på opsats til lejligheden.



Her er det vanillecupcakes med rabarberfrosting og nederst på opsatsen er det marcipan-cupcakes med hindbærfrosting. De var rigtig flotte på opsatsen og vakte glæde hos gæsterne, så det var dejligt at være med og være vidne til.

Rabarberfrostingen er inspireret af Kitchen Konfidence:
300 g rabarber i tern
2 vanillestænger
113 g usaltet smør (stuetemperatur)
1 pk flormelis (mængden varierer alt efter hvilken konsistens du vil have på frostingen)
Saften fra 1 citron
Skallen fra 1 citron
2½ dl vand

Rabarbertern koges ca. 15 min med vand, citronskal og ½delen af saften, vanille (både korn og stænger - skil evt. kornene med lidt sukker). Sæt på køl. Når det er kølet ned, kan du mixe selve frostingen. Pisk smør og halvdelen af flormelisen på lav hastighed indtil det er ensartet. Tilsæt rabarberjuice og citronsaft og tilsidst flormelis indtil konsistensen er som ønsket.



Marcipancupcakes med hindbærfrosting (inspireret af Sarahs Kager)

Opskrift på marcipancupcakes, ca. 40 minicupcakes eller 20 almindelig størrelse
4 æg
240 g. sukker
2 vanillestænger
250 g. revet marcipan
250 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
150 g smeltet smør

Forvarm ovnen til 180 grader
Æg, sukker og vaniljekorn piskes til en tyk skummende masse
Mel, revet marcipan og bagepulver blandes sammen
De våde og de tørre ingredienser blandes sammen og det smeltede smør tilsættes
Papirsforme sættes i muffinpanden og dejen fyldes i formene så de er ¾ fulde
Kagerne sættes i den forvarmede ovn og bages i 8-10 minutter for de små og 18-20 minutter for de store cupcakes.
Når kagerne er bagt, afkøles de helt, inden frostingen smøres/pipes på


Her pyntet med fondanthjerter med hvidt glimmerdust og lidt tekst med sølvmaling i toppen. 

Vejret var perfekt og det var en hyggelig dag hvor vi fejrede det smukke brudepar. 

7-9-13-remsen er en folkelig trylleremse til afværgelse af nemesis, som siges straks efter, at man har sagt noget overmodigt. F.eks. "Jeg har da stadig mit gode helbred, 7-9-13".
Trylleremsen 7-9-13 siges ofte i forbindelse med at banke under bordet. Et bank for hvert tal. Hvis man ikke lige har et bord eller blot noget træ i nærheden, kan 7-9-13 også siges i stedet for at banke.
7-9-13-remsen menes at være opstået i begyndelsen af 1900-tallet og eksisterer kun i Norden. Der findes ikke nogen hovedkilde til netop denne talkombination, men det ser ud som om, at disse tre tal er valgt, fordi de hver især har en meget tung symbolik.

søndag den 1. september 2013

Teenagecupcakes

Så var der dømt teenageflip, glimmer og tilhørende skrigeri i mit køkken! Årsagen? Ida fyldte 12 år og ville have Justin Bieber cupcakes og hendes kusine Zenia, fyldte 13 år og var mere til 1 Direction, så der måtte gang i glimmeret og jeg fik afprøvet en ny opskrift på cupcakes uden bagepulver som hævemiddel.


Idas Justin Bieber cupcake skulle være med jordbær. Jeg er ikke så vild med frugtstykker i kagen, så jeg tænkte jeg kunne lave den med blendede jordbær i og jeg fandt en opskrift som viste sig at være udmærket - de smagte i hvert fald rigtig godt!

Her er opskriften fra "En køkkenskrivers dagbog", det er oprindeligt Camilla Plum og Mette Blomsterbergs ideer.

Ingredienser:
200 g. sukker
200 g. blødgjort smør
2 stk. vaniljestang
6 stk. æg, stuetemperede
125 g. hvedemel
25 g. ris-/kartoffelmel/hvedestivelse
30 g. mandelmel (blendede mandler)
125 - 600+ g frugt (bær eller små tern)

Fremgangsmåde:
Varm ovnen op til 185 grader.

10 - 12 stk. (ca. 42 mini Cupcakes)

Flæk vaniljestangen på den lange led, og skrab kornene ud med en lille kniv. Kornene mases sammen på bordet med en anelse af sukkeret, således at kornene skilles ad.

Pisk vanille, sukker og blødgjort smør hvidt - dvs. det skal blive luftigt som en smørcreme, og sukkeret skal være helt opløst. Hvis man springer over her, bliver kagen tung.

Pisk æggene i ét ad gangen (med piskeris, eller på lav hastighed med elpisker), og sørg for at de er helt optaget i dejen mellem hvert æg. Hvis man springer over her, bliver kagen fedtet, og vil ikke hæve.
- Pisker man for længe, skiller dejen. Hvis det sker, bager man bare cupcakes alligevel, de bliver fine.

Vend mandelmel i dejen.

Frugt:
Hvis der bruges syltet frugt: 2 spiseskefulde af melet drysses over frugtstykker (så den ikke synker til bunds) og vendes rundt.
Hvis frugten skal i dejen: Vend frugten i dejen.
Hvis frugten skal på toppen, hold da frugten tilbage.

Rør mel og rismel sammen, og sigt det over dejen. Vend forsigtigt men hurtigt rundt, til melet er helt fordelt.
Sigtningen betyder lettere dej, og jo mere nænsomt man vender, jo lettere bliver kagen.

Fordel dejen i formene, gerne vha. sprøjtepose, det er nemmere at styre. Det er vigtigt, at der fyldes nogenlunde lige meget i hver.

Dej med frugt: Fyld papirskapslerne helt op, men overfyld dem ikke.
Dej uden frugt: Fyld papirskapslerne halvvejs op. Tryk så frugt/bær godt ned i dejen, så den bliver fyldt helt op med frugt.

Bages ved 185 grader, til kagerne giver efter ved let tryk - ca. 15 - 18 minutter.
Kagerne skal være gennembagt i midten, men behøver ikke at være helt gennembagt i bunden. Det bliver de, når de får lov at sætte sig i formen under afkøling. Kagerne skal blive i formen under afkøling de første 10 min. (hvor de også bliver mere stabile), hvorefter de skal køle af på en rist, så de får lov at dampe af.

Kagerne kan pyntes, når de er kølet helt af. Jeg har pyntet med blåbær/vanillefrosting og glimmerhalløj.

Kagerne holder sig lækre i mindst 5 dage på køl.
Kagerne er fryseegnede.


Her er 1 Direction cupcakes, de er den efterhånden klassiske chokolade-opskrift, med jordbær/hindbærfrosting. 

En hel kasse med teenagehysteri:

torsdag den 29. august 2013

Kobberbryllupscupcakes

Helle og hendes mand havde kobberbryllup i sidste weekend og de havde for lang tid siden forelsket sig i påfugl-topperen fra de bryllupscupcakes jeg lavede for noget tid siden, så de ville gerne have en til deres cupcaketårn ved festen og det fik de da.



Ellers var der dømt mini-chokoladecupcakes med hhv. hindbærfrosting og kaffe/nougat-smag: 


Hindbærfrostingen er den samme genganger som fra Lego-kagen. For lang tid siden så jeg på Pinterest en småkage som var dækket af små "vanddråber". Det så megasejt ud og jeg tænkte at det måtte man kunne bruge senere. Her synes jeg "vanddråberne" kommer fint til sin ret på et blad ved cupcake-roserne. Det laves af gennemsigtigte bolsjer som man smelter og så arbejder med - det er lidt tricky, men som I kan se, kan de lade sig gøre. Note til selv: Bladene skal på til allersidst lige inden servering. Jeg gjorde den fejl at sætte dem på med det samme og så sætte dem i køleskabet til kagerne skulle afleveres. Det gjorde at kondensvand opløste fondanten lidt, så nogle af bladene hang og måtte udskiftes, det var superirriterende, men så husker jeg det til en anden gang!  


Her er choko/kaffe/nougat-kagerne. Jeg var meget i tvivl om hvordan jeg skulle få det der nougat inkorporeret i kagerne, men læste et eksempel hvor de havde bagt cupcaken halvt, og så taget den ud og stukket en klump nougat ned i midten hvorefter den bages færdigt. Så det gjorde jeg - eller i hvert fald på de fleste af dem, for jeg glemte det på den første plade *ih*. På toppen er espresso-frosting med et enkelt hvidt fondanthjerne og så er der drysset lidt kobber ned af én af rillerne. Egentlig så havde jeg en ide om at de skulle pyntes med noget nøddekrokant, men det ville ikke stivne ordenligt for mig, så det kom ikke på. 

Påfuglen blev yndig på toppen af tårnet. 



fredag den 21. juni 2013

Puff, den magiske drage

I dag havde børnehaven sommerfest og der er altid kagekonkurrence. Ikke at jeg regner med at vinde, for det er børnene der bestemmer og det er altid den kage der har mest slik på der vinder. Et af de første år vi var med var der en ridderkage som var megaflot, det år var det muffins med smarties der vandt for alle børnene ville gerne have de der Smarties ;)

Børnehaven hedder "Eventyrhuset" og sikke en masse kageideer der kan springe ud af det navn. Jeg surfede på nettet for at få noget inspiration og kom forbi historien om den magiske drage og ja, det var da en dragekage vi skulle have med!

Billedet er lidt uskarpt for jeg var i så dårlig tid, at jeg måtte
tage billedet derovre og lyset var meget dårligt, sorry. 

Den var nær aldrig blevet til noget, for selvom Puff var ret nem at lave og var klar dagen før, så havde jeg lidt en Tycho Brahe dag med hensyn til kagebagningen! Først havde jeg ikke de rigtige ingredienser (hvad, mit skab plejer at være fyldt med dem..!?). Så synes jeg at jeg skulle afprøve et trick jeg har læst om, som skulle gøre at kagen ikke laver vulkan i midten, men det viste sig at forlænge bagetiden MEGET, så det var en dårlig ide.. Nu var jeg pludselig rigtig meget i tidsnød for jeg kunne ikke nå at køle kagen ned til at dekorere den. Hvad gør man.. man tømmer fryseren, så den kan komme derned. Stress.. Nå så blev den dekoreret men da jeg så lægger marcipanen på og begynder at arbejde med den, revner den midt over. Der var jeg altså ved at gi' op, så ku' det da være ligemeget med den åndssvage kage altså.. Men jeg har dækket det med græs som I kan se, og jeg synes resultatet blev meget godt alligevel.. Pyha.

Nåja og selvom alle var meget imponerede, så vandt den selvfølgelig ikke - det gjorde kagen med vingummibamser på ;) Til gengæld blev den spist - det hele! (det gjorde vingummibamsekagen ikke nåh!).

Indholdet er mudcaken (verdens bedste) og så smurt op med chokolade-smørcreme og fyldt med hindbærcreme som jeg er lidt forelsket i i øjeblikket.

Han er nu meget sød ham Puff når han ligger der og passer på diamanterne.
Nu er han spist, rub og stub og diamanter og det hele.


torsdag den 20. juni 2013

FIAT-kage

Min venindes mand fyldte 40 år og han er helt tosset med FIAT, så han skulle selvfølgelig have en kage med et FIAT-logo. Det der logo drillede mig noget, jeg ville gerne have lavet det i 3d som det ser ud på bilerne, men det er altså bare supersvært og jeg er svær at stille tilfreds, så tilsidst blev det 2d så jeg kunne leve med det.

Jeg kunne ikke selv færdiggøre kagen med flag - da den så ikke ville kunne være i køleskabet, så det har min veninde selv gjort og så sendt mig det her billede fra festen. 

Kagen er med samme hindbær/citron/hvid chokolade-creme og chokolademousse som der var i League of Legends-temakagen. Det smager super godt! Bundene er også de samme chokoladebunde dryppet med Grand Marnier, de smager også godt og er nemme at lave. Gæsterne var efter sigende glade.

Her er kagen indeni før den er dekoreret:

Her er jeg igang med baggrunden for logoet. Det tog mig en time at sætte alle de streger i fondanten.. Der lægges et jævnt lag pipinggel i rød farve hen over basen når stregerne er færdige og så sættes kanten på. 

Endelig færdig, så igang med at rulle marcipan ud til låget.. pyh.

Så er den næsten færdig og så skal værtinden jo så selv sætte flagene på til sidst.




tirsdag den 18. juni 2013

League of Legends temakage

Til Villas fødselsdag ville hans mor gerne overraske ham med en kage i temaet fra hans yndlings online-spil for tiden: League of Legends. Først forsøgte jeg mig med at lave hans helts sværd. Jeg havde en ide med at sværdet kunne stikke op igennem kagen, men der rakte evnerne altså ikke til - det er godt nok svært at lave et sværd i fondant, skulle jeg hilse og sige!

Så jeg brugte det her billede fra gameplay i spillet som inspiration i stedet for og jeg synes resultatet blev ret godt!


Opskriften på bundene og hindbærmousse i det øverste lag er det samme som LEGO-kagen, MEN så "opfandt" jeg en fantastisk chokolade-mousse til det nederste lag. I princippet er det bare en chokolade-ganache, men fordi der bruges en chokolade med et mindre kakaoindhold, så er den dels mere børnevenlig og dels lettere at piske luftig og den var meget populær! 

Chokoladeganache til ét lag i en lille bradepandestørrelse: 
100 g chokolade 55%
100 g chokolade 35% 
½ liter fløde
Chokoladen hakkes fint og kommes i en skål. Fløden bringes til kogepunktet. Hæld fløden over chokoladen og lad det stå 5 minutter. Rør i massen til den bliver ensartet og dæk den med film. Filmen skal helt ned og røre massen og lægge op af skålens sider. Sæt på køl til næste dag. Pisk massen luftig, men pas på den ikke pludselig klumper! Smøres eller pipes på kagen. 

Det lille mærkelige hus som åbenbart indeholder noget farligt. Der er malet "sølvruner" på de mellemste sten. Det er lidt svært at se på billedet, men der er lagt en klump kage under fondantlaget så der er en slags lille bakke foran huset.

Blomster og træer, blade, sten og svampe omgiver huset. En gren har slynget sig op på taget af huset.

Kampgrisen (??) holder vagt.

Træerne og græsset er smørcreme, alt andet er fondant. 

Bunden er en kombination af chokoladefondant og grønt-farvet fondant. Jeg ruller det altid så tyndt som muligt i det tilfælde at der er folk der ikke kan li' det (som mig), men chokoladefondanten lader sig ikke rulle så tynd som det almindelig hvide - heldigvis smager det bedre. 

Efter sigende blev Villads glad og overrasket og hans gæster med.

søndag den 16. juni 2013

Oscars LEGO-kage

Vores gode venners charmetrold Oscar fyldte 1 år og mor havde ønsket sig en LEGO-kage til ham, inspireret af et billede hun havde fundet på nettet - så det fik han:



Jeg har fundet en opskrift på nogle gode og nemme chokolade-lagkagebunde, de er fra Rebeccas kager. De er supernemme at lave og smager fantastisk. Dog skriver hun hverken fremgangsmåde eller bagetid, så her får i hvad jeg gjorde:

Bunde:
6 spsk kakao
250 g mel
300 g sukker
1 tsk natron
1 tsk bagepulver
½ tsk salt
2 æg
250 smør (smeltet)
2½ dl kærnemælk (kan erstattes med alm mælk)

Pisk æg og sukker luftigt, kom skiftevis de våde og de tørre ingredienser i. Si gerne melet i, det giver en mere luftig tekstur. Mine bagte jeg ved 180 grader i 12-14 minutter. De skal nok have lidt mindre tid hvis det er en almindelig lagkage-springform du bruger. Denne mængde giver 3 bunde i 24 cm springform.

Fyldet var en hindbærmousse, som er inspireret af Mette Blomsterbergs opskrift, som hun har brugt i en bryllupskage engang. Den kræver lidt forberedelse, men resultatet er SÅ lækkert.

Hindbærcreme:
300 g hindbær
1 vanillestang
125 g sukker
Saft samt revet skal af 1 økologisk citron (eller limefrugt)
½ liter piskefløde
100 g god hvid chokolade
4 blade husblas

Hindbær koges i 15 minutter uden låg med sukker, vanillekorn, vanillestang, citronskal og -saft. Si kernerne fra og stil i køleskabet.
Husblas lægges i blød ½ time i koldt vand.
Hak den hvide chokolade og kom i en skål.
Piskefløden varmes op til nær kogepunktet (ca. 80 grader). Hæld halvdelen af den varme fløde over chokoladen og rør til chokoladen er smeltet og du har en ensartet masse. Tilsæt resten af den varme fløde under omrøring.
Husblas vrides for vand og tilsættes den varme fløde/chokolademasse. Rør indtil husblas er opløst.
Tildæk cremen med film. Filmen skal helt ned og røre overfladen og lægge op ad skålens sider. På køl til næste dag.
Den kolde creme piskes let med håndmikser og så tilsættes den kolde hindbærmasse. Pisk til du har en ensartet masse.



lørdag den 1. juni 2013

De smukkeste bryllupscupcakes


Den her hvide påfugl fik lov at trone på toppen af bryllupscupcake-tårnet da min tidligere kollega Lone skulle giftes i dag. Påfuglen er inspireret af den her lavet af No Ordinary Cake.

Lone havde bestilt 3 slags cupcakes til sit bryllup:


Minicupcakes med chokolade og vanillefrosting. Opskriften på chokoladecupcakes er her.
Opskriften er rigeligt til 100 minicupcakes. 


Vanillecupcakes med rabarberfrosting. En virkelig god og frisk frosting. 

Opskrift på rabarberfrosting til 30 cupcakes
300-400 gram friske rabarber skæres i ca. 1 cm skiver og koges til de opløses lidt, med 250 ml vand og 3 spsk sukker. Du kan evt. koge vanille med, det gjorde jeg, men det kommer an på om du kan lide de sorte korn i frostingen. Ellers vent og kom klar vanilleessens i til sidst. Si saften fra de kogte rabarber ned i en ren skål eller gryde. Saften skal nu koges ind til der er ca. 1-1½ dl. 
Kom 125 gram usaltet blødt smør i en skål med en hel pakke flormelis - måske lidt mindre eller mere, det kommer an på hvilken konsistens du er ude efter. Tilsæt løbende rabarbersaften og saften fra ½ citron, imens du pisker med en elpisker til den ønskede konsistens opnåes. 


Marcipancupcakes med italiensk marengs frosting (IMBC) med hindbær

Marcipancupcakeopskriften er fra Sarahs kager. Jeg har forsøgt mig med den frosting der er på den opskrift, men den vil simpelthen ikke lykkes for mig. Jeg er ret sikker på at det er noget kemi der ikke er beskrevet, så jeg valgte at lave den italienske marengs frosting i stedet for den minder meget om den. 

Opskriften på imbc finder du her, husk at sukkermassen skal koge i 5 minutter for at tyknes og komme op på 120 grader - brug et sliktermometer hvis du har det. Derefter skal du ikke blive forskrækket når massen ser ud til at løbe eller skille lige efter smørret er kommet i, det skal det åbenbart og hvis du pisker videre, så samles det pænt igen og så kan man tilsætte sine smagsvarianter. 


Her er hele cupcake-tårnet. Det er altså ikke ved at vippe over til højre, det er mine iphone-foto-evner der ikke rækker ;) Jeg håber sørme de ikke løb væk eller tørrede ud i den varme der var i dag..! 

onsdag den 29. maj 2013

Cupcake top 10

Der var engang en der bad mig om at lave en "best of" liste, altså en liste med min bedste opskrift eller noget i den stil. Det er lidt svært - eller meget - fordi jeg hele tiden prøver nye opskrifter og dermed finder nye som jeg synes er bedre end eller lige så gode som de gamle.

Men jeg vil da gerne gøre et forsøg på en top-10 med de cupcakes der er mest populære og som samtidig er mine favoritter (lige nu).

10. Rosencupcaken. Det er samme chokoladeopskrift som er linket til under 5'eren med espressofrosting, det er en rigtig god chokoladeopskrift. Jeg kan bare så godt lide når man bruger frugtsaft i frostingen. Egentlig er det nok bare fordi jeg er lidt forelsket i de der rækker af roser med lidt farve og lidt glimmer ;)


9. Chokoladedrøm. Chokolade med chokolade på. Hvad kan gå galt? Hvis det skal være ekstra chokolade, så kommer jeg revet hvid chokolade ovenpå. Mums. 



8. Chokoladecupcake med jordbærfrosting. Jeg er ikke stor fan af frugtstykker i kager, men de her hvor der kom masser af jordbærsaft i frostingen og så en skive lækkert dansk jordbær ovenpå, blev virkelig gode. 



Den der flødeostfrosting er bare så go', man nøjes ikke med én.. eller to..



6. Cupcake med Italian Merengue Frosting. Den frosting smager bare så godt! Til gengæld er den herresvær at lave og har skilt for mig mere end 3 gange.. Når den virker er den virkelig en god frosting!



5. Chokolade cupcake med espressofrosting. Espressofrostingen er altså rigtig meget yndlings. Måske burde den være højere oppe på listen, men det er så møgsvært at vælge!



4. Citron Cupcake. Jeg elsker citron og for dem som synes at cupcakes bliver en tand for sødt i det, så er den her perfekt.



3. Appelsin cupcake. Den blev så god og kagen er lækker også dagen efter. Jeg synes ellers det er svært at holde en vanillekage frisk så den ikke bliver tør på 2. dagen, men det er ikke svært med den her. Og så blev den jo helt rigtig til årstiden. :)



2. Gulerodscupcake med flødeostfrosting. Det er en lækker kombination af en krydret kage og en lidt mere let frosting fordi der er flødeost i og derfor også lidt mindre smør.



1. Sarah Bernhardt Cupcaken. Den er bare så lækker i cremen på toppen og hvis man ellers er til makroner, så vil man være vild med makron-muffin-bunden. Dyppet i en lækker ægte chokolade, så er der intet der slår den. Til gengæld er det også den dyreste fordi man bruger så meget fløde og chokolade og det tager tid at temperere chokoladen så den "knækker" rigtigt.