onsdag den 29. april 2015

Når éns navn betyder ugle

Så skal man da have en ugle på sin fødselsdagskage! Indlysende..


Heldigvis er jeg ved at have styr på de små nattejægere, så ugle fandt sig pænt i at sidde på kagen til Selins fødselsdag. Ønsket var blåbærmousse og chokolademousse med lyse bunde og gjorde lykke til festen efter sigende.  Den er selvfølgelig inspireret af den dåbskage med ugle på som jeg lavede for ikke ret længe siden.

Farverne er lidt stærkere her på billedet end den var i virkeligheden. Den lyserøde var mere pastel end her, så jeg har nok fået skruet på en eller anden funktion jeg ikke skulle. Det er derfor jeg bager kager og manden roder med billedbehandling ;)

tirsdag den 28. april 2015

Piratprinsessefest

Nogle gange forærer jeg en kage til en familie der har brug for det. Den her var en af de gange, hvor en lille pige, der har haft nogle udfordringer på det seneste, kunne have brug for at have verdens sejeste kage til sin piratprinsessefest med vennerne. Så jeg lagde en god del energi i at opfylde Natalies ønske om en kage til hendes fest. Her er resultatet, som jeg er ret stolt af!



Jeg lånte en af Natalies barbiedukker og så var det med at få hende til at se ud som en piratprinsesse. Det er faktisk ret svært at få en yndig barbiedukke til at ligne en pirat, så jeg kæmpede lidt med at få det på plads, men prikken over i'et synes jeg var at jeg tegnede hende lidt sort op om øjnene og gav hende et lidt utydeligt ar hen over det ene øje. Det ses nok ikke så meget på billedet, men det hjalp gevaldigt på sød-pige-udtrykket.


Jeg havde fået en idé om at man skulle kunne se hendes ene ben og hun skulle have en høj "pirat-støvle" på (hvad er det..?) og det var ikke nemt og hun ville gerne vælte til højre, men det lykkes til sidst at få hende indhyllet i fondant så hun blev stående. Så var det bare at konstruere kjolen rundt om hende.. det tog en evighed, men blev ret godt. Hvis det skal være en anden gang, tror jeg jeg vil vælge en mørkelilla i stedet for den lyserøde, men jeg synes det fungerer rigtig godt alligevel.

Alt tøj og tilbehør er fondant og derfor spiseligt, men jeg aftalte med Natalies mor at hun ikke ville lade pigerne spise tøjet på kroppen, for selvom Barbie er blevet sprittet af inden hun fik tøj på, kunne hun jo godt gemme på en bakterie eller to. Det nederste af hendes krop er bundet ind i film.


Først havde jeg givet hende to fletninger, en i hver side, men så lignede hun bare totalt Heidi på bjerget, så det gik ikke og så kom sildebensfletningen og reddede mig. 

Det er i øvrigt første gang jeg har valgt at prøve at dække selve kage-boardet med fondant. Det giver lidt flere muligheder ifm. farvekombinationer/spil, men man bruger meget fondant på det, så jeg ved ikke helt om det er noget jeg vil benytte i fremtiden, det må vi se. 

Indholdet er banankage med chokoladestykker. Der findes en masse opskrifter online som er udgaver af den samme og smager rigtig godt. Jeg vil kun sige, ikke for få bananer i - så bliver den lidt tør. 


Frost-kage, nu med slot


Det er altid sjovt at lave Frost-kager. Olaf er en udfordring, men han lykkes som regel og han er så hyggelig. I øvrigt bliver han tøsefornærmet hvis han ikke kommer med, så han er som regel at finde i nærheden af Elsa. 

Hvad skal man snart finde på? Jeg har efterhånden lavet nogle stykker af de her meget populære kager til små piger, der har Elsa som det store forbillede for tiden. 


Denne gang konstruerede jeg døren til Elsas isslot og så selvfølgelig "is" rundt om det øverste lag. Jeg kan godt li' pigerne får en individuel kage, men jeg synes det var lidt svært at finde på denne gang og jeg har i hvert fald én mere til om ikke så længe, så jeg må igang med at søge inspiration igen! 

Indholdet er den gode chokoladekage, med jordbærcreme og jordbærpuré imellem lagene. 



mandag den 27. april 2015

Dora the Explorer regnbuekage

Kender du Dora the Explorer? 

Mine piger elsker den lille pige der går på eventyr sammen med sin abeven Boots, sin rygsæk der indeholder alverdens ting og kortet der altid leder dem på vej. Ræven Hugo er altid ude på at stjæle noget fra dem og så skal man råbe "Hugo må ikke hugge!" for at få ham til at gå væk og det råber vi så i stuen når vi ser ham på skærmen wink emoticon Naia på 3 år elsker også Dora, så det skulle selvfølgelig være på hendes kage. Inde i kagen har bundene 4 forskellige farver



Jeg lavede først Dora og rygsæk og kortet. Er du gal et pillearbejde at lave Doras små gule sokker og øjne og mund på Kortet (hvorfor var det jeg sagde ja til det her?), det tog nærmest en hel aften, men resultatet blev godt og så var der jo pres på for at få Boots og Hugo ud i samme kvalitet! Det gik rigtig fint synes jeg og familien var meget glade for kagen! De følgende er billeder taget af familien.




Dora har vist hjemme på Nickelodeon-kanalen.


søndag den 26. april 2015

1-års fødselsdagskage

Jeg synes altid det er svært at få stillet en opgave hvor jeg skal lave en anden dekoratørs design. Ikke fordi jeg ikke kan (tværtimod), men fordi det ikke er så sjovt at være bundet af en anden dekoratørs design. Jeg har mine egne holdninger til hvordan ting skal se ud ;) 

Aras kage skulle se ud som den nu gør, den er lavet præcis efter billede, dog med lysegrønne farver i stedet for blå og hvor man ser babyen vokse (kravle) og til sidst stå, når han fylder 1 år. Familien var efter sigende meget glade for den. 

Indholdet er chokoladekage med jordbærcreme. 




mandag den 13. april 2015

Dåbskage i uglens tegn


Min tidligere kollega har fået en lille nuserpige som skulle døbes i weekenden. Festen skulle holdes i mørkelilla farver så det bad hun om gik igen på kagen.
Jeg har i et stykke tid gerne ville lave en uglekage, jeg synes de er så søde, så her var lejlighed til det.

Indholdet er lyse (drømmekage)bunde med reduceret sukkermængde og lidt mandelmel i for struktur - jeg kan godt li der er lidt at tygge på. Bundende er dryppet med Grand Marnier. Fyldet er først en chokolademousse lavet med belgisk chokolade (54%) og så Blomsterbergs blåbærmousse - som jo så bliver lilla, det synes jeg var en fin detalje.

Chokolademousse
200 g god chokolade
½ l fløde
Hak chokoladen, varm fløden op til ca. 80 grader, skal ikke koge. Hæld ½-delen af fløden over chokoladen. Lad det stå 5 minutter uden at røre. Rør det godt til det har en ensartet struktur og massen er blank. Tilsæt resten af fløden. Læg film over så det rører overfladen og forhindrer kondensvand i at løbe ned i massen. Køl HELT af - gerne natten over. Pisk op inden det kommes i kagen.


Blåbærmousse (Blomsterberg)

250 g blåbær
2 vanillestænger
125 g sukker
Saften og skallen af 1 lime frugt
Alle ingredienserne koges uden låg ca. 15 minutter og afkøles fuldstændigt i køleskab - minimum 2 timer.

½ liter piskefløde
150 g. god hvid chokolade
4 blade husblas

Husblassen lægges i blød i en ½ liter vand i en ½ time. Hak chokoladen fint. Piskefløden varmes op til den næsten koger (ca. 80 grader). Halvdelen af den godt varme fløde hældes over alt chokoladen, rør godt til chokoladen smelter og massen er blank. Tilsæt mere og mere varm fløde. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den lune chokolade-fløde. Tildæk cremen med husholdningsfilm, så det dækker overfalden af chokoladen og opad siderne. Cremen afkøles fuldstændigt i køleskab - minimum 3 timer eller til næste dag.
Den iskolde, stive creme piskes let luftig med en håndmikser. Tilsæt slutteligt den iskolde blåbær sylt og lad den piske med. Kan anvendes direkte i kagen med det samme.

Alt pynt er hjemmelavet i fondant og græs samt blomsterranker er royal icing.