Viser opslag med etiketten royal icing. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten royal icing. Vis alle opslag

tirsdag den 22. december 2015

Honningkagehus og royal icing

Hvert år laver vi honningkagehuse med forskellig succes. Nogle år bliver bygnings-konstruktions-fejlene for store og så falder skidtet sammen og andre år bliver det rigtig fint og står og pynter hele julemåneden. I år er et mellem-år - dvs. ungernes huse holdt ikke så længe (det var nu ikke så meget bygningskonstruktionen, som smagsprøverne der tog livet af dem), men mit står da lidt endnu. Desværre havde jeg ikke så meget tid til at pynte det som jeg gerne ville. Der har godt nok været travlt i det lille hjem i år med jule-arrangementer og -forberedelser.

Beklager dårlig billedkvalitet.. 

Jeg har i år forsøgt mig med isomalt-vinduer. Det var meget sjovt at prøve men måske skulle jeg have husket at ønske en skorsten til mit hus, hvis der skulle have været ægte lys i. Nu bliver det de falske lys som I ser her og de giver ikke så meget lys som et af den ægte vare. 

Årsag til at børnenes huse ikke holdt så længe ;)

Nåmen noget andet jeg er stolt af, er de her honninghjerter som kommer til at møde vores gæster til juleaften: 


De var så hyggelige at lave, omend tidsforbruget er stort. De er dekoreret med royal icing som består af flormelis og æggehvider. Når man skal lave en hvid flade, som der ses på nogle af hjerterne her, skal icingen være meget mere løbende end man lige tror - i hvert fald hvis man som mig arbejder med ri til kanter og andre dekorationer på kager. Konsistensen varieres med vand eller citronsaft. Ellers er det kun fantasien der sætter grænser og så en lidt rolig hånd. 

Opskriften på honningkagerne er en møggammel sag fra min mors opskriftsbøger. Jeg ved ikke engang hvad den hedder og der står hverken bage-temperatur eller tid eller ret meget andet, men her kommer den: 

Opskift på honningkager/hjerter:
450 g honning
225 g mørk farin
100 g margarine (jeg brugte smør)
2 tsk stødt ingefær
2 tsk kanel
1 tsk allehånde
1 tsk natron
750 g mel
Smelt honning, farin og margarine i en gryde. Tag gryden fra varmen og lad det svale. 
Bland krydderier og natron i melet, rør det i den afsvalede honningblanding. Ælt dejen sammen. 
Lad den svale lidt inden den udrulles og udstikkes til hjerter. 

Jeg bagte dem ved 200 grader i 10-14 minutter alt efter tykkelse, men jeg ville gerne have dem lidt hårde fordi de er til pynt, jeg ved faktisk ikke om de skal have mindre hvis de skal være til at spise. Jeg rullede dem ret tykt ud, ca. 1 cm. De hævede ikke ret meget for mig, men jeg var heller ikke særlig forsigtig med æltningen og natronen. 


Glædelig jul. 



torsdag den 19. februar 2015

Chefkage

Min chef havde fødselsdag og spurgte mig om jeg i den anledning ville bage en kage til mine søde kolleger og det vil jeg jo altid gerne, så jeg planlagde straks en fler-etager-ting til at overraske hende med.

Den skulle have "noget med kaffe" for hun er kaffeelsker ligesom mig, men da der er flere kolleger der ikke er til kaffe, skulle det være noget man kunne vælge fra på kagen når man spiser den, så det endte med at være en blomsterkant i espressofrosting.


Indholdet er chokoladebunde og limemousse, den var dejlig frisk. Toppen er dækket af chokoladefondant og pyntet med royal icing og så er der top-sløjfen i fondant. 

Vejrguderne bestemte sig så for at drille, så det endte med, at chefen sad i en snestorm i Istanbul og ikke kunne komme hjem og så måtte vi spise kagen uden hende! Den smagte nu godt alligevel ;) 

Jeg øver mig fortsat i piping med royal icing, her lidt forsøg på overpiping. 




lørdag den 24. januar 2015

Øvelse med royal icing

Alt det der fondant-pjat er meget godt, men så nogengange støder man på nogle mennesker der har øvet sig i andre teknikker som dem der kan trylle med royal icing (glasur). En af dem stødte jeg på for lidt tid siden og blev bare så imponeret over hendes kager, se også her.



Så jeg måtte straks igang med at øve mig på nogle af teknikkerne og købte hendes bog, som hun ellers har lagt til download frit tilgængeligt. Som ventet var det ikke så nemt og mine dropstrings på siden af kagen var halvvejs pinlige (det er derfor du ikke kan se dem..;), men hjertet blev meget sødt synes jeg og så må jeg bare igang med at øve mig på resten og håbe på det bliver en lejlighed til at bruge det en dag. I øvrigt synes jeg jeg havde virkelig mange tyller på lager, men det viser sig at man kan få dem i halv størrelse (1,5 eller 2,5) - dem har jeg jo ingen af! Ny kage-shopping-spree, wohoo.


Selve kagen er med passionsfrugtmousse og chokolademousse med lyse bunde og affødte hurra fra kollegerne. 

Opskrift på royal icing (nok til én godt pyntet 20 cm kage)
1 bæger pasteuriseret æggehvide (1,5 æggehvide)
300 gram flormelis
Konsistensen varieres ved at tilsætte mere flormelis eller f.eks. et par dråber citronsaft, alt efter hvad der skal laves. Jeg vil anbefale du læser Sifbeths bog, den giver virkelig gode instruktioner og billeder på hvordan det skal se ud, alt efter hvad du skal lave!

lørdag den 6. september 2014

Fodboldkage til Magnus


Planerne i weekenden blev lidt overvældende, så Magnus' fodboldkage blev den hurtige af slagsen. Han kan ikke så godt li' fondant, så kagen er smurt op med en grøn royal icing. Selve fodbolden driller mig altid lidt. Jeg har selv skåret bolden til og smurt den op med smørcreme (ellers kan man bage den i en rund form), men hvis man ikke lige rammer de præcise mål når man skærer den til, så passer udskæringen af sekskanterne ikke sammen for neden og så bliver det lidt ubehjælpsomt. Magnus' mor var glad for kagen og jeg håber den smagte godt, indholdet kan jeg i hvert fald godt stå for! 

Opskrift på royal icing. Du varierer tykkelsen af icingen ved at tilsætte mere flormelis eller mere citronsaft. Hvis man skal kunne skrive med den, skal den være lidt mere flydende end hvis du skal smøre op med den. Hvis du skal dække en kage med den, så den også være mere flydende så det selv flyder ud. Som du kan se af billedet her, var min ikke flydende nok, så jeg har brugt en spatel for at glatte og det ses. Jeg kunne have givet den et lag mere, men jeg synes det blev for meget. 

Det er chokoladebunde smurt med jordbærpuré, først med knuste makroner og så jordbærcreme med hvid chokolade. 

Tidligere fodboldkage link.

lørdag den 19. oktober 2013

Prinsessekage til tiden

Så fik jeg styr på kalenderen og fik lavet den endelige prinsessekage til pigen som havde fødselsdag i fredags. Jeg synes faktisk den blev ret god og med accessories denne gang ;)


Samme opskrift som sidst, men med royal icing som pynt på siden og så et armbånd og en prinsessekrone. 



fredag den 9. december 2011

Honningkagehus og sugar cookies

Jeg opdagede lige at jeg jo helt har glemt opskriften på royal icing som jeg tidligere har lovet at poste. Nu har jeg brugt den et par gange for nylig, så nu kommer den.

I sidste uge lavede vi i familien et honningkagehus, det var fælles projekt, så farmand var arkitekt, mor leverede materialerne og vores 4-årige pyntede på livet løs.


Dejen er en honningkage/brunkage-dej. Der skal minutiøst arbejde til for at få huset til at passe sammen, ellers gaber alle samlingerne - hvorfor sidste års produktion af byggematerialer røg i skraldespanden.. Stykkerne kittes sammen med karamel (smeltet sukker) og så er vi klar til at pynte med royal icing.


Opskrift på royal icing: 
1 bæger pasteuriseret æggehvide
ca. 300g flormelis
1-2 tsk citronsaft
evt. lidt vand alt efter hvilken konsistens man er ude efter. 
Der skal piskes med god fart og længe (op imod 10 min.), du skal bruge sprøjtepose og tyl til at dekorere med.
Der kan naturligvis tilsættes farver som man lyster.

Resterne af dejen brugt til huset, blev brugt til første forsøg på sugar cookies. Det er småkager dekoreret med royal icing. 


Det tog 3 timer! Og gav god øvelse i at dekorere med royal icing. Først 'piper' man med den helt tykke royal icing rundt i kanten af småkagen. Venter lidt til kanten er tørret noget. Så tager man noget royal icing som er fortyndet med vand og fylder midten ud. Derefter kan der pyntes. Søg evt. på youtube efter sugar cookies, der er masser af videoer der viser hvordan. 

De her vakte lykke både på kontoret og i børnehavens julestue. 

tirsdag den 13. september 2011

Den bedste jordbærfrosting

Jeg stødte en dag på en opskrift med en ny slags topping lavet på en slags marengs. Det skulle prøves og første forsøg gik over al forventning. Det gjorde andet forsøg ikke, der skilte den for mig, men nu har jeg lavet den nogle gange og når man lige kender tricksne' så går det fint. Den står ikke rigtig til at redde hvis den skiller helt, så bliver du nødt til at starte forfra.

Den originale kage er lavet med marcipan, men det synes jeg er for sødt til kagen når frostingen er så sød. Den oprindelige opskrift bruger også meget mere smør i frostingen (220g), men det har jeg prøvet og jeg synes frostingen blev alt for smøragtig. Link til oprindelig opskrift nederst.

'

De små pynt på toppen har jeg selv lavet af royal icing, opskriften på dét følger. 
Her kommer opskriften på den nye frosting, som er mere let i det (ikke kaloriemæssigt, men i smagen og følelsen når man spiser cupcaken): 


2 bægre pasteuriserede æggehvider
100 g sukker
120 g usaltet meget blødt smør (ikke margarine)
2 tsk. vaniljesukker eller korn af 1 vaniljestang
80 g friske eller optøede frosne mosede jordbær

- Pisk æggehvider og sukker med et piskeris over et vandbad til ALT sukker er opløst – det tager et par minutter og det er klar når det ikke længere knaser i skålen. 
- Tag skålen af varmen og pisk blandingen med en elpisker ca. 10 minutter til blandingen er fuldstændig kold og stiv. Hvis du går videre før den er HELT kold, skiller frostingen.
- Pisk den bløde smør i – lidt af gangen. Hvis du synes den skiller lidt, så pisk, pisk, pisk :)
- Når alt smørret er pisket i, røres vaniljen i blandingen.
- Vend de mosede jordbær i frostingen og dekorer kagerne



Original opskrift fra Sarahs Kager.