lørdag den 28. januar 2012

Agnes cupcakes


Jeg besluttede mig for længe siden til at smage Agnes' cupcakes. I dag fik jeg muligheden, da vi var inde og besøge Torvehallerne - sammen med resten af København åbenbart - og så købte vi nogle stykker med hjem. Det er mini'er og det er Carrot, Dark Chokolate, Red Velvet og 'unavngiven'. Jeg spurgte hvad det var og så svarede ekspedienten at 'det var den som Dronningen fik', som om jeg burde vide at dronningen havde været og besøge dem.. Så vi kalder den HMS Margrethe..


Her er min helt egen private mening om de cupcakes jeg fik med hjem (og i øvrigt fik besked på at gå forsigtigt med ;) 

Carrot: God krydret smag i kagen, den er god fugtig. Der er tydeligvis rent faktisk gulerødder i. Frostingen er meget sød ved første møde, jeg kan godt smage osten, men det søde hviner en smule. 

Dark Chocolate: Kagen er ok, lidt harmløs. Frostingen smager dejligt og der kan man smage noget ægte chokolade. 

Red Velvet: Agnes Signaturkage. Her har jeg høje forventninger og jeg håber på et tidspunkt selv at få tid til at lave en god red velvet. Kagen er lidt tør og intetsigende.. Frostingen er slet ikke mig. Alt for smør-agtig og smagen er meget vag. Meget skuffet nu.

HMS Margrethe: Denne her er både med fyld og har noget fancy rødt pulverværk på toppen. Det ser spændende ud. Kagen er dejlig fugtig. Fyldet smager ikke af ret meget, måske er der lidt kaffe i? Det der røde syrlige på toppen er meget godt til at spille op imod den søde frosting, men jeg synes det har en mærkelig bismag. Min mand synes det var rigtig godt, vil jeg lige nævne.

De der stjerner de pynter med er noget sukkermasse. Hvis du spørger mig skulle de bare udelade dem, de har ingen funktion, de er ikke engang specielt pæne.. ?

Alt i alt en ok oplevelse. Jeg kunne sagtens nøjes med at spise 1 mini-cupcake, så havde jeg fået nok smagsindtryk og de er lidt tunge i det også. Jeg var rigtig skuffet over den der red velvet, men jeg vil alligevel selv prøve kræfter med den en dag. Nu hvor jeg læser det, synes jeg at det er noget kritisk, men måske var mine forventninger for høje til at de kunne leve op til det.. Jeg gir' dem nok en chance en anden gang.

Jeg er arrogant nok til at synes at mine egne cupcakes godt kan "hold their own", altså klare sig oppe imod Agnes. ;)

Kommenter meget gerne hvis I har prøvet Agnes og har en anden oplevelse eller tilsvarende! :)

onsdag den 18. januar 2012

Det er jo kunst!

Min gode veninde skulle holde kobberbryllup og for længe siden spurgte jeg hende, om hun så ikke skulle have cupcakes og sørme om ikke hun svarede ja. JUHU så fik jeg lov at planlægge cupcakes til ca. 40 gæster og min hjerne gik helt i kreativt selvsving. Jeg har testet og smagt og øvet mig og haft en undskyldning for at købe dims hos Specialkøbmanden!

Så en uges tid før det løb af stablen, sms'er hun til mig, at hendes mand gerne vil lave et overflødighedshorn til festen og at det nok så bliver for meget med store cupcakes også, om det kan blive minicupcakes i stedet for? Det kan det naturligvis godt, for det er hende der er 'kunden' og hendes kobberbryllup og selvfølgelig laver jeg mini'er til hende, men jeg blev nok lidt skuffet for jeg havde som sagt tegnet og planlagt og købt lidt ind til de store og det sku' være vildt sku' det. 

Omstilling til minis og hvad gør man så, når nu alle planerne ikke duer i miniform? Jo man laver en lækker chokoladekage med frosting på og så laver man en vildt flot sukkerblomst til at sætte på. Her er resultatet:

Jeg beklager billedkvaliteten, det er fra min iphone til selve festen fordi jeg simpelthen havde så travlt på selve dagen, så jeg nåede ikke at lave det store fotoshow jeg normalt laver når jeg skal forevige mine cupcakes.

Jeg fik SÅ meget ros for dem. Den fedeste kommentar var 'Det er jo kunst'. Det synes jeg var en stor kompliment. Blomsterne gjorde hele forskellen og jeg var heldig med kagen at den blev let og luftig, så det ikke var for tungt med den søde frosting.

Den lyserøde frosting er udelukkende farvet og smagssat med lidt kogte og sigtede hindbær (frost). Der er pebermynte-essens i de grønne og vanille i den blå frosting. Det er en helt almindelig flormelis/smør/væde-frosting.

Kagen er Mette Blomsterbergs karamel-drømme-bunde. De skal nurses lidt for at blive gode. Dejen er lidt drilsk i processen, men det endte med at blive RIGTIG godt og jeg er ret stolt af dem.



Fondant-blomsten er lavet med en silikoneform. Dustet med farver og glimmer og så er der bare en sukkerkugle i. Børnene gjorde store øjne og jeg nåede ikke selv at smage en af dem for væk var de!

Og så var det i øvrigt en kanon fest! 

Mette Blomsterbergs karameldrømme: http://www.dr.dk/DR1/det-soede-liv/Opskrifter/2010/Jul/Uds_1/20101126102110.htm

mandag den 2. januar 2012

Nytårscupcake

Godt nytår!

Her er mit bud på en festlig nytårscupcake. 

Den er inspireret af Mette Blomsterbergs juledessert med sukkerslør på. Det er en karameldrøm med sukkerslør. 

Frostingen var rigtig dum. Jeg havde en ide med at putte karamel i i stedet for f.eks. mælk eller anden smagsvariant, men karamel og smør og flormelis danner bare en slags smulder i stedet for at samles til en frosting, så det arbejdede jeg længe med og det fik aldrig rigtig den konsistens jeg ville have. 
Kagen blev til gengæld rigtig lækker og selvom sukkersløret godt kan være lidt svært at spise, så smager de tre dele himmelsk sammen, hvis jeg selv skal sige det! 

Opskrift på (mine) karameldrømme: 
6 stk.
45 g smør
¼ dl vand
1 god vanillestang
75 g sukker
1 æg
45 g hvedemel
1 spsk god kakao
¼ tsk bagepulver


Lun smør og vand i en gryde, til smørret er smeltet. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv.

Pisk i en rimelig stor skål vaniljesukker, sukker og æg til en tyk æggesnaps med en håndmikser. Bland i en anden skål mel, kakao og bagepulver og sigt det ned i ’snapsen’. Vend det forsigtigt sammen, til dejen er næsten ensartet. Pisk det smeltede smørvand sammen og vend det forsigtigt i dejen. Stop, når dejen er helt ensartet og sammenhængende.
Vend et par gange i dejen igen, kom den op i en engangssprøjtepose og klip et lille hul (husk, det kan altid klippes større, men ikke mindre). Fordel dejen i seks forme.

Bages i ovnen ved 180 grader i 10 minutter, til de giver efter ved et let tryk. Køles helt af inden der kommes frosting på.

Min frosting var som sagt karamelsirup (sukker smeltes, tilsættes lidt vand, koger af), smør og flormelis, men det vil jeg nok ikke bruge en anden gang, selvom smagen er dejlig.

Og sukkerslør vil jeg ikke komme med opskriften på her, det er simpelthen for langhåret, den må I google :) Men sjovt ser det ud og det var også lidt sjovt at lave.



Mette Blomsterbergs karameldrømme: http://www.metteblomsterberg.dk/opskrifter/karameldromme/