onsdag den 28. november 2012

Citron Cupcakes


Jeg har længe gået med et ønske om at lave en citroncupcake. Der er en del mennesker der synes at frostingen på toppen godt kan gå hen og blive meget sød, derfor tænker jeg at næst efter gulerodscupcaken med ostefrosting, som er meget populær fordi ostefrostingen er meget frisk og lækker, så må noget med citron da kunne give den der balance imellem det meget søde og det syrlige eller friske. 

Jeg har fundet inspiration til en opskrift på Annettes Favoritter (hun har også en webshop, tjek det ud). Jeg har dog tweaked med nogle af de fif jeg har erfaring for giver en lækker kage og det slog heller ikke fejl denne gang.

Opskrift til 24 cupcakes: 

370 g mel
2½ tsk bagepulver
1/4 tsk salt
113 g smør (stuetemp.)
400 g sukker
2 store æg (stuetemp.)
3 dl sødmælk
1 dl creme fraishe (kan udelades - tilsæt ½ dl mælk mere)
1½ dl frisk presset citronsaft 
Frisk revet citronskal fra 3 økologiske citroner 
Kornene fra 1 vanillestang

Smør og sukker piskes godt. 
Æggene tilsættes et ad gangen, pisk langsomt efter hvert. 
De tørre ingredienser sigtes sammen i en skål. 
Tilsæt skiftevis de tørre ingredienser og mælken samt creme fraishen. 
Skrab siderne på skålen hvis nødvendigt. Pisk det til en ensartet masse. 
Tilsæt citronsaft samt citronskal og pisk det langsomt sammen. 

Som altid fyldes formene 2/3 op og bages i oven (ikke varmluft) ved 180 grader i ca. 18 minutter. 

Frosting:
200 g blødt usaltet smør
ca. 300 g flormelis - jeg ændrer rask væk på mængden hvis jeg ikke er tilfreds med konsistensen.. 
Citronsaft 
Evt. lidt lun mælk hvis du synes citronsmagen er ved at tage over.
Evt. citronskal til pynt hvis du lyster 

Pisk først smør og flormelis, tilsæt citronsaft lidt ad gangen. Pisk det godt sammen ved høj fart.

Jeg gjorde dét da de var afkølede, at jeg skar toppen og lidt af midten af kagen ud, så jeg kunne fylde mere frosting 'inden i' kagen og for dem der er vilde med frosting var det et hit.

Jeg pyntede med frisk revet citronskal og en enkelt Dr. Oetker stjerne.

Stort hit både i børnehaven og på arbejdet. Dejlig både luftig og fugtig kage og frisk smag af citron.
De kan sagtens holde i køleskabet til dagen efter, faktisk blev de lidt bedre af det, men de vil gerne i en beholder eller have film over sig. :)

mandag den 15. oktober 2012

Babycupcake

En af mine kolleger venter en lille pige og jeg fik lov at lave nogle babycupcakes i den anledning. Det er samme opskrift som karamel-cupcakes lavet med dulce de leche.

Jeg har faktisk købt en babyform i silicone, den kostede en mindre formue hos Specialkøbmanden, men jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan jeg får babyen UD af formen uden enten at den får trykket numsen eller hovedet, så den må I have til gode.. Jeg endte med selv at forme en baby og give den et 'tæppe' på øverst på cupcake-tårnet. Og ja, der var faktisk en kollega der spiste hele fondant-babyen, det skal man vist have et meget højt sukker-tolerance-niveau for at kunne gøre..



søndag den 14. oktober 2012

Sarah Bernhardt Cupcakes


Hvis der var nogen der fulgte med i Den Store Bagedyst på DR1, så var der cupcakes på programmet i det allerførste program og Stefan præsenterede en Sarah Bernhardt cupcake, som så skøn ud og lige siden har jeg tænkt at det må jeg prøve, for jeg kan ret godt lide Sarah Bernhardt kagen. 

I dag skulle vi fejre farmors fødselsdag og hun ønskede sig at jeg tog kager med, så der var den perfekte lejlighed til at teste den der kage jeg havde set på tv. Dog har jeg i dagene op til søgt lidt på nettet og det er småt med Sarah Bernhardt cupcakes. Der er masser af opskrifter på Sarah Bernhardt kager, men det er jo ikke helt det samme. 

Jeg besluttede mig for at lave en makronmuffin til bund og så lave fyldet fra Sarah Bernhardt kagen og selvfølgelig overtrukket med chokolade (hvordan gør man dét uden toppingen falder af??). 

Det vil altså sige at den her følgende opskrift er et førstegangsforsøg og et mix af andre. Der kan sikkert godt tweakes nogle ting, men jeg synes resultatet blev rigtig godt! 


Opskrift på Sarah Bernhardt cupcakes ca. 30 stk: 

6 æg 
600 g rørsukker
250 g knuste makroner
250 g hvedemel
250 g smeltet smør
ca. 100 g mandler og evt. valnødder efter hvad du synes

Æg og sukker piskes luftigt. Mel røres forsigtigt i. Makroner og let afkølet smør tilsættes. Tilsidst de hakkede mandler/valnødder. 

Bages i ovnen ved 200 grader alm. varme i 16-18 minutter - eller til de er gyldne på toppen. De falder lidt sammen når de køler, det skal du ikke blive forskrækket over.

Chokoladecreme
7,5 dl piskefløde
300 g god chokolade 55-70% (jo højere chokolade %, des mindre børnevenligt idet den bliver mere bitter)

Ca. 300 g chokolade 70-85% til at dyppe kagerne i.

Kog fløden op, sluk for varmen, hæld fløden over chokoladen og lad det stå et par minutter mens chokoladen smelter. Rør rundt så det bliver en ensartet masse. Dækkes med film som kommer helt ned og rører hele overfladen på chokolademassen, så eventuelt kondensvand ikke løber ned i blandingen. Sættes i køleskabet i minimum 4 timer. Gerne natten over.

Efter 4 timer på køl (min stod natten over i køleskabet), tages det ud og piskes op. Det er lidt svært at sige hvordan eller hvorlænge, du må smage dig frem. Pas på det ikke klumper. Det bliver ikke mere fyldigt som ellers når man arbejder med piskefløde, der bliver bare pisket lidt luft ind i chokolademassen.


I starten brugte jeg en palet til at stable chokolademassen ovenpå kagerne, men det tog simpelthen for lang tid og det svinede, så jeg endte med at komme det i en sprøjtepose med bare en åben tyl og så på med det - det kommer så til at ligne små hundelorte på kagerne indtil der kommer overtrækschokolade på, men det må du leve med sålænge :)

En ting jeg så skal øve mig på, er temperering af overtrækschokoladen. Vi har pt. ikke noget sliktermometer, for ellers er det noget med op på 34 grader og så ned på 28 grader, men jeg tog 300 g chokolade og smeltede forsigtigt i vandbad (det er dampen der smelter chokolade, din skål må ikke røre vandet, har jeg lært for nylig). Så havde jeg en masse sjov med at finde ud af hvordan man får det op på cupcaken uden at få det alle mulige andre steder hen. Det hjælper hvis man lige sætter cupcakes på køl i 5-10 minutter efter man har kommet fyldet på, så sidder det bedre fast på kagen når du skal dyppe.



Det allervigtigeste var, at farmor blev meget glad for kagerne og de smagte SUPER godt.

tirsdag den 11. september 2012

Karamel-cupcakes


Jeg har opdaget noget der hedder dulce de leche. Det er genialt til kager. I princippet er det kondenseret mælk på dåse som man så koger i 3 timer, så tryller det sig om til en lækker karamel-masse der er super god til kager og desserter. Jeg har ladet mig fortælle det er meget udbredt i Sydamerika og også i Rusland. Måske er det bare os der er bagud..? :) I hvert fald gav det en rigtig god karamel-cupcake!


Opskriften er fra Hummingbird Bakery. Jeg vil lige sige, at jeg allerede i bage-fasen studsede over hvor meget sukker der skulle i opskriften, når der nu også skulle dulce de leche i, som også er meget sødt. Hvis jeg skal lave dem en anden gang, tror jeg at jeg halverer sukkermængden, det mener jeg godt den kan klare. Det kan godt blive en tand for sødt med både dulce de leche i dej og i frosting.

Opskrift til 12-16 cupcakes:
80 g usaltet smør
280 g sukker (jeg ville nok nøjes med halvdelen..)
240 g hvedemel
1 spsk bagepulver
1/4 tsk salt
2 store æg
2½ dl sødmælk
½ tsk vanilleessens (jeg bruger altid rigtig vanille i stedet, her brugte jeg kornene fra 1 god stang vanille)
150 g dulce de leche

Frosting:
500 g flormelis
160 g usaltet smør
½ dl sødmælk (lun)
100 g dulce de leche

Opskrift:
1. Rør smør, sukker, mel, bagepulver og salt sammen i en skål, på lav hastighed til det ligner krummer.
2. Slå æggene ud i en kande, tilsæt mælk og vanille(essens) og rør det sammen.
3. Hæld langsomt det meste af æggemassen op i 'krummerne' mens maskinen kører på lav hastighed. Skru nu op på middel hastighed til dejen er glat.
4. Skrab skålens sider ned, tilsæt resten af mælk/æggeblandingen og dulce de leche. Rør på middel hastighed til dejen er ensartet.
5. Fyld formene 2/3 op med dej og bag dem i 18-20 minutter ved 190 grader. De er færdige når de er gyldne, du kan evt. teste med en træpind der stikkes i og kommer op ren. Kagerne køles først af i formene et par minutter og køler derefter helt af på en bagerist.


Frosting:
Rør flormelis og smør sammen med den elektriske mikser til blandingen er grynet og uden store klumper.
Tilsæt langsomt mælken mens mikseren kører på lav hastighed.
Skru op til høj hastighed og pisk til blandingen virker let og luftig.
Tilsæt dulce de leche og pisk det glat.
Pipes eller smøres på kagerne når de er kølet HELT af.



lørdag den 1. september 2012

Traktorkage


Min venindes dreng William fyldte to år den anden dag og da hun så for noget tid siden inviterede til fødselsdag, spørger jeg hende naturligvis om der er noget jeg skal hjælpe med. Sidste år lavede jeg cupcakes, det var jo relativt nemt.. Ja, siger hun, hvis du lige kan lave en traktorkage til Williams fødselsdagsfest.. Øh, traktorkage?? Sånoget har jeg aldrig lavet før, hvordan i alverden laver man en traktorkage?

Jeg luftede mine bekymringer for mine ikke-kagekyndige, men meget søde, kolleger og de mente at det da ikke kunne være det store problem, det måtte være noget med et par firkanter og et par cirkler og det lød jo nemt nok, så jeg sagde ja til udfordingen. 

Siden da kiggede jeg på utallige traktorkager på nettet og det så slet ikke så nemt ud som mine hjælpsomme kolleger fik det til at lyde som og jeg kunne godt se mig stå og fumle med et traktorhjul i fondant og det var ikke noget kønt syn. Så til sidst besluttede jeg mig for at lave en kage omkring en traktor, og det skulle vise sig at være en meget bedre idé, som du kan se på billederne. 


Jeg har ikke lavet dyr før i fondant, men jeg tænkte at det skulle der være på kagen med traktoren, så jeg satte mig ned aftenen før og lavede nogle dyr. Der findes nogle ganske udmærkede instruktioner på youtube og på nettet til at lave dem, så det kan man sagtens kaste sig ud i. 


Selve kagen er gulerodskagen fra min opskrift på gulerodscupcakes: 

Der er bare brugt den dobbelte mængde. Jeg har bagt to bunde i en firkantet bradepande ca. str. 20x35 cm og så skal kagerne bage noget længere end cupcakes (ca. 35 min eller til den pind du stikker i dem kommer op ren). De bliver så skåret igennem og så er ostefrostingen lagt imellem - hvis du piper den med en stor tyl, får du et ens lag i hele kagen - og ligeledes er hele kagen er dækket med et tyndt lag af det (dirty-icing), så fondanten der skal dække kagen har noget at hænge fast i. 

Jeg har brugt chokolade-fondant for at det skal ligne jord og så er der almindelig smør-frosting til 'græs'. Sten, blomster og dyr er altsammen fondant og skabte stor lykke hos børnene der var med. Lærke på 5 år måtte dog indse at en hel gris i munden på én gang, blev for meget.. Traktoren  kører på en 'grusvej' af rørsukker og Williams navn er pipet med royal icing (opskrift her på bloggen, kig under etiketter). 


Min mand hjalp til og kreerede hegnet, som kun ses på et af billederne, for jeg turde ikke sætte det på før vi nåede frem. Det blev rigtig godt og afsluttede kagen fint. Det er lavet med træ-grillspyd dækket af chokolade-fondant. 

Kagen var en stor success og smagte rigtig godt (hvis man ellers skilte sig af med de til tider store mængder fondant). Børnene synes det var fantastisk at det hele kunne spises. 

Tillykke med fødselsdagen William. 

fredag den 20. juli 2012

Verdens bedste chokoladekage

Intet mindre. Dét søgte jeg på da jeg skulle lave feriekage til mine kolleger og der blev ønsket "chokoladekage med chokolade på". Hm, man bliver jo nødt til at opretholde sit ry som 'en der kan bage', så jeg måtte finde en GOD opskrift på chokoladekage.

Så jeg googlede 'verdens bedste chokoladekage' og frem kom 'mudcake'. Det er jeg stødt på før og det lyder godt, så det gør vi, tænkte jeg. Det var en god beslutning, det blev super godt. Den smager af MEGET.

Opskriften er fra kage-konen og jeg kan se der er andre bloggere end mig der har lavet den og det er der god årsag til. Hvis man er heavy-chokolade-fan, så bliver man afhængig af den her!

Her er linket til kage-konens blog - hun har en fin oversigt over ingredienser til forskellige forme, men jeg vil sige min 28 cm form var for lille til den mængde jeg brugte og det var ikke så meget som der er angivet der skal bruges til den form.. 

Så blev der jo bare en ekstra lille kage til familien, ikke noget at klage over og den smager superdejligt selv flere dage efter, hvor den har stået i køleskabet. 

Man skal lige huske at lægge mærke til bagetiden inden man går igang. Det er ikke sånoget man lige laver inden der kommer gæster. Jeg gik igang kl. 8 om aftenen og havde ikke lige set bagetiden, så jeg fik travlt.

Synes faktisk ikke helt at billedet gør dens konsistens ære, den er meget fugtig og lækker,
man kan ikke spise et stort stykke, med mindre man er MEGET chokoladeglad. 


Opskrift: 

300 g smør
300 g mørk chokolade (jeg brugte 70%)
10 tsk Nescafé
240 ml vand
220 g selvhævende mel (sånoget fancy noget har jeg ikke, så jeg brugte almindeligt mel og så tilsatte jeg 1 tsk bagepulver)
220 g mel
70 g kakao
3/4 tsk natron
700 g sukker (jeg bruger altid rørsukker)
6 æg
12 tsk rapsolie
180 ml kærnemælk

Bagetid ved 160 grader ca. 2 timer


Smelt smør og chokolade i en gryde sammen med vand og nescafé.
Sigt mel, natron og kakao sammen og bland med sukkeret.
Pisk æg, olie og kærnemælk sammen og bland det samme med melblandingen og chokolade- og smørblandingen. Hæld blandingen i en smurt springform, hvor bunden er beklædt med bagepapir.
Bag midt i ovnen. Husk at tjekke nu og da, da der kan være stor forskel på ovne. Kagen er klar, når du stikker en stegenål eller lignende i den og den kommer op ren.

Ckokoladeganashe:

200 g mørk chokolade
70 g smør
1 spsk piskefløde
Smelt chokolade og smør ved svag varme (evt over vandbad). Tag af varmen og tilsæt fløde. Lad blandingen køle en smule af til den er blevet lækker og tyk. Brug en spatel, en dejskraber eller lignende og kom på kagen.

Slut eventuelt af med et drys hakkede nødder på toppen.

Også tak til foodfanatic for tips om nødder på toppen. Det gir' lige det sidste crunch og lidt variation i teksturen. Min mand synes creme fraishe til er fantastisk fordi kagen er så tung i chokolade-smagen.

UPDATE:
Senere på sommeren lavede jeg mudcaken igen og jeg havde i mellemtiden set Mette Blomsterberg havde lavet noget lignende, hvor hun havde skåret kagen over og lagt et lag hindbærsyltetøj imellem og så pyntet med hindbær. Det blev rigtig godt og hindbærene gir' lige det ekstra! Der blev serveret en lækker vanilleis til, det var perfekt!



torsdag den 19. juli 2012

Fondantpynt - gulerødder

Her er en af de nemme: Gulerødder i fondant.
Lidt inspiration til pynt på kager eller cupcakes. De er supernemme at lave.
Undskyld den dårlige billedkvalitet, det var åbenbart for mørkt da jeg tog det.

Indfarv noget fondant i den ønskede orange og grønne farve. Jeg kommer altid til at lave alt for meget.. Og så skal der jo bare rulles. Jeg laver lidt skrå striber på dem med en tandstik. Jeg bruger også tandstikken til at stikke lidt grønt-farvet fondant ned i toppen på guleroden. Hvis det ikke vil hænge ved kan du komme lidt vand på spidsen af tandstikken, det fungerer som lim, men pas på der ikke kommer for meget så opløser det guleroden i stedet..


Jeg bruger dem til pynt på de meget meget lækre gulerodscupcakes med cheese-frosting
http://cakeateer.blogspot.dk/2012/06/gulerodscupcake-med-fldeostfrosting.html

Jeg er også blevet inspireret til at lave flere grønsager - se f.eks. en hel urtehave.

Her er de på Isabellas fødselsdagslagkage. Det er også en gulerodskage med ostefrosting imellem lagene.


onsdag den 18. juli 2012

Jordbær/chokolade Cupcake

Altid et hit med jordbær og chokolade.

Disse var til min lillebrors housewarming. Man skal passe på med at spørge om man skal have noget med når man er en af dem der bager ting og sager ;)


Det er min favorit-chokolade-opskrift der er anvendt: http://cakeateer.blogspot.dk/2011/11/frosting-to-die-for.html
Chokoladekagen bliver lige tilpas stærk i chokoladesmagen og har en lækker konsistens. Man kan ikke nøjes med én.

Frostingen er den almindelige smør/flormelis frosting med jordbærsaft fra frosne jordbær.


onsdag den 6. juni 2012

Gulerodscupcake med flødeostfrosting

Sidst jeg havde cupcakes med på arbejdet fik jeg et ønske om en gulerodscupcake næste gang det skulle være. Det synes jeg var en spændende udfordring, jeg har aldrig lavet en gulerodscupcake før.
Jeg søgte på nettet efter nogle brugbare opskrifter og det virker som om Sarah fra sarahskager.dk er dronningen af den slags idet hun henter sin inspiration fra USA og det trods alt der den lille kagedrøm stammer fra, så jeg besluttede mig for at afprøve hendes opskrift. Heldigvis kom jeg ikke til at fortryde det.


De blev simpelthen bare så gode. Min mand som har smagt ALT hvad jeg har bagt, sagde at det nok var det bedste jeg havde lavet og det synes jeg var en kæmpe kompliment. Alle nogen-og-tredive stykker blev spist på arbejdet næste dag og selv ham som ellers ikke kan li' cupcakes og altid med rynket næse tager én bid og så smider det meste af den ud, måtte indrømme at den da nok smagte meget godt, og så gik han på jagt rundt i kontoret for at se om der var flere tilbage (det var der ikke..). Succes! 

Her kommer opskriften (fra Sarahs kager) med min varmeste anbefaling: 

Opskrift på 24 gulerodscupcakes
4 æg
2 dl. smagsneutral olie
200 g. sukker
50 g. brun farin
1 dåse ca. 500 g. finthakket ananas
1 ½ tsk. vaniljesukker
250 g. mel
2 tsk. natron
2 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
2 tsk. kanel
1/4 tsk. muskat
1/8 tsk. stødt nelliker
250 g. revet gulerod
100 g. valnødder eller pecannødder



Frosting:
100 g blødt smør
225 g philidelphia
350 g flormelis
1 tsk. vaniljesukker eller korn fra en vaniljestang
Pynt - f.eks. kokosflager, valnødder eller fondant-gulerødder


Forvarm ovnen til 185 grader
Pisk æg, olie, sukker og brun farin sammen med en elpisker. Pres noget af ananassaften ud af stykkerne og vend den hakkede ananas i blandingen.
Bland mel, bagepulver, natron, vaniljesukker, salt, kanel, muskat og stødt nellike i æggeblandingen.
Rør gulerødder og nødder i.
Sæt papirsforme i en metalmuffinsform og fyld dem ¾ op.
Bag kagerne på varmluft ca. 15-20 minutter (mine skulle altså have 20 før de var færdige)
Lad kagerne køle fuldstændig når de er færdige.
Rør alle ingredienserne til frostingen sammen, dekorer kagerne og pynt



Mine kommentarer til opskriften:
Jeg synes godt man kan være lidt mere rundhåndet med krydderierne, så der er noget power i kagen til at spille op mod frostingen.
Hvis du dobler op på opskriften, så pas lidt på med mængden af natron og bagepulver, det er ikke nødvendigt at fordoble den og du risikerer at det smager lidt bittert hvis du laver meget store portioner.
Den kan godt holde til mere gulerod og flere nødder også, hvis man kan lide det.
Man kan ikke smage ananasen sådan umiddelbart, men kagen har en virkelig god konsistens som jeg er sikker på stammer derfra.
Jeg brugte mere ost end der står for at bringe den friske smag mere frem i frostingen. Det er vigtigt at du ikek holder tilbage med flormelisen, da frostingen ellers løber og bliver svær at pipe!


fredag den 11. maj 2012

Rosencupcaken

Vi har på mit arbejde fået ny adresse, nye kolleger - fordi vi er fusionerede - og nye chefer og det hele. Så jeg tænkte at de da kunne blive forkælet med en cupcake og det endte med at blive dagens samtaleemne på flere etager. Jeg fik en masse ros for dem og de blev næsten spist alle 36!


Det er som sædvanlig min yndlings-chokoladecupcake og denne gang med kombineret vanille- og jordbærfrosting. Det er den almindelig frosting med smør og flormelis, drysset med en smule glimmer. Jeg ville have lavet en marengs-frosting men den glippede for mig IGEN! Jeg er godt træt af den efterhånden. Når den virker er den bare SÅ lækker, men tit så skiller den for mig og jeg aner ikke hvad det er jeg gør galt.. Det er meget frustrerende. Jeg må øve mig noget mere. 

De ser virkelig flotte ud på rad og række alle de roser og jeg tænker at det kunne være flot på et display til et bryllup en gang. Jeg må se om jeg får lov at lave det.

Jeg fik en bestilling på nogle gulerodscupcakes til næste gang, og det har jeg faktisk ikke lavet før, så det kunne da være en sjov udfordring at kaste sig over til næste gang. Hvis der er nogen der kender en god opskrift, så modtages den gerne her i link-form :)


mandag den 2. april 2012

New York Cupcakes

Nøj der har da været noget stille på bloggen her et stykke tid hva? Undskyld fraværet, men der har sq ikke været så meget tid til de skønne kager for hverdags-trummerum med syge børn og hvad der ellers hører sig til.
Heldigvis har jeg vundet en tur til NEW YORK med Finansforbundet for noget tid siden. 4 dage med alt betalt og så godt nok et stramt program skulle jeg hilse og sige.
Et af mine absolut SKAL punkter, var at smage en cupcake fra byen selv. Ikke nødvendigvis på Magnolia Bakery hvor Carrie får dem fra, men i hvert fald en original fra byen selv og så måtte jeg jo forbi den famøse 'Cake Shop' for at købe udstyr og hold da op, der skulle jeg nok have sparet lidt mere sammen..

Her er lidt af udvalget. Hvad skulle jeg nu vælge. De er ret store - meget større end herhjemme, så at spise mere end én var udelukket. Her var chokolate chip fudge, vanilla og red velvet.

Valget faldt på en karamel-cupcake (og en latte).
Det var så her jeg følte mig lidt snydt. Det var kun pynten der var karamel. Selve kagen var en chokolade-kage -omend en god en af slagsen, så var det sq lidt kedeligt når det kun var den der (bløde) chokoladedims på toppen der indeholdt karamel. 



Mere ku jeg altså ikke spise af den.. :)

Så var der Cake Shop på West 22nd Street. Der var noget for pengene! Jeg måtte virkelig begrænse mig. 

Fantastisk tur, kan anbefales - også for alt muligt andet end cupcakes!

lørdag den 18. februar 2012

Fastelavns mini-cupcakes

Så kan de der rasleunger godt komme an i morgen. Der er blevet lavet mini-chokolade cupcakes til den store guldmedalje i dag. Jeg har helt ondt i lænden af at stå op og pipe frosting på dem, hehe. Der er forsvundet nogle stykker til husets beboere, men vi kan godt klare nogle hold udklædte unger tror jeg.


Det er en en chokolade-minicupcake med hindbærfrosting, blåbærfrosting (lilla..), citronfrosting og vanillefrosting. Håber de der unger synes det er et hit, for jeg gider sq ikke også bage boller! 

Fastelavn er mit navn, 
boller vil jeg have. 
Hvis jeg ingen boller får, 
så laver jeg ballade. 


Boller op, boller ned, 
boller i min mave, 
hvis jeg ingen boller får, 
så laver jeg ballade. 


Svar: 
Boller små kan I få 
så i bliver glade, 
men så vil jeg ikke ha´ 
I laver mer ballade.

søndag den 12. februar 2012

Valentins Cupcake


I dag tog jeg mig tid til at lave en cupcake som jeg har gået og tænkt på i noget tid. Selvfølgelig ville dejen ikke som jeg ville og så blev det overhovedet ikke den valentins cupcake som jeg havde tænkt mig, pyntemæssigt altså, men så har jeg jo en undskyldning for at lave én til! 

Jeg testede en ny opskrift på chokolade-cupcake og den er rigtig lækker. Ikke så tung, mere luftig, det skyldes æggehviderne som vendes i til sidst. Så kan den faktisk godt tåle en meget mere tung frosting end jeg her har valgt. Her er det en hindbærfrosting. 

Opskrift: Chokolade-cupcakes ca. 20 stk.
100 g chokolade, 70%
85 g smør
135 g rørsukker 
2 store æg, delt (hvider og blommer for sig)
185 g mel, gerne siet 
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1 knvsp salt
2 1/2 dl letmælk eller kærnemælk
kornene af en god vanillestang (eller 2-3 tsk vanillesukker)

Forvarm ovnen til 170 grader varmluft og sæt papirmuffinforme i en muffinplade.
Bræk chokoladen i mindre stykker og smelt den forsigtigt under omrøring i et vandbad (skål der kan tåle varme oveni en gryde med varmt vand), den skal blot smelte, pas på den ikke bliver for varm, så smager den grimt. Er man i tvivl, så tag den hellere af for tidligt og rør til det hele er smeltet. Stil den til side og lad den køle lidt af.
Pisk smør og sukker i en stor skål til det er lyst og luftigt med en håndmixer, tilsæt æggeblommerne en ad gangen og pisk grundigt. Tilsæt herefter den smeltede chokolade og pisk grundigt igen. Hvis du bruger vanillekorn, så tilsæt også dem her.
Bland mel, bagepulver, natron, salt og evt. vanillesukker i en skål og mål mælken op. Tilsæt skiftevis melblanding og mælk til smør/sukker-blandingen, pisk grundigt mellem hver gang indtil der ikke er mere tilbage.
Pisk æggehviderne stive i en ren skål (og med rene + tørre piskeris ellers risikerer man at de ikke bliver stive) og vend forsigtigt hviderne i dejen.
Fordel dejen i formene og bag kagerne i ca. 20 min. Tjek gerne med en strikkepind eller kødnål om de er færdige, pinden skal komme op uden dej på.
Lad kagerne køle af i muffinpladen ca. 10 min og derefter på en rist.



Min hindbærfrosting er bare optøede hindbær mosede så saften kan sies fra. Saften blandes med blødt usaltet smør, vanillekorn eller -essens og flormelis indtil den rigtige konsistens frosting opnåes. Opskriften kan som sagt sagtens tåle en mere tung chokolade eller moccafrosting, da kagen bliver let, luftig og lækker. Jeg har pyntet med hjemmelavede fondanthjerter.

Klar til kaffe. Glædelig Valentins Dag.


Oprindelig opskrift, tweaked til mine behov, hentet her: http://emilysalomon.dk/2011/10/chocolate-cupcakes/

lørdag den 28. januar 2012

Agnes cupcakes


Jeg besluttede mig for længe siden til at smage Agnes' cupcakes. I dag fik jeg muligheden, da vi var inde og besøge Torvehallerne - sammen med resten af København åbenbart - og så købte vi nogle stykker med hjem. Det er mini'er og det er Carrot, Dark Chokolate, Red Velvet og 'unavngiven'. Jeg spurgte hvad det var og så svarede ekspedienten at 'det var den som Dronningen fik', som om jeg burde vide at dronningen havde været og besøge dem.. Så vi kalder den HMS Margrethe..


Her er min helt egen private mening om de cupcakes jeg fik med hjem (og i øvrigt fik besked på at gå forsigtigt med ;) 

Carrot: God krydret smag i kagen, den er god fugtig. Der er tydeligvis rent faktisk gulerødder i. Frostingen er meget sød ved første møde, jeg kan godt smage osten, men det søde hviner en smule. 

Dark Chocolate: Kagen er ok, lidt harmløs. Frostingen smager dejligt og der kan man smage noget ægte chokolade. 

Red Velvet: Agnes Signaturkage. Her har jeg høje forventninger og jeg håber på et tidspunkt selv at få tid til at lave en god red velvet. Kagen er lidt tør og intetsigende.. Frostingen er slet ikke mig. Alt for smør-agtig og smagen er meget vag. Meget skuffet nu.

HMS Margrethe: Denne her er både med fyld og har noget fancy rødt pulverværk på toppen. Det ser spændende ud. Kagen er dejlig fugtig. Fyldet smager ikke af ret meget, måske er der lidt kaffe i? Det der røde syrlige på toppen er meget godt til at spille op imod den søde frosting, men jeg synes det har en mærkelig bismag. Min mand synes det var rigtig godt, vil jeg lige nævne.

De der stjerner de pynter med er noget sukkermasse. Hvis du spørger mig skulle de bare udelade dem, de har ingen funktion, de er ikke engang specielt pæne.. ?

Alt i alt en ok oplevelse. Jeg kunne sagtens nøjes med at spise 1 mini-cupcake, så havde jeg fået nok smagsindtryk og de er lidt tunge i det også. Jeg var rigtig skuffet over den der red velvet, men jeg vil alligevel selv prøve kræfter med den en dag. Nu hvor jeg læser det, synes jeg at det er noget kritisk, men måske var mine forventninger for høje til at de kunne leve op til det.. Jeg gir' dem nok en chance en anden gang.

Jeg er arrogant nok til at synes at mine egne cupcakes godt kan "hold their own", altså klare sig oppe imod Agnes. ;)

Kommenter meget gerne hvis I har prøvet Agnes og har en anden oplevelse eller tilsvarende! :)

onsdag den 18. januar 2012

Det er jo kunst!

Min gode veninde skulle holde kobberbryllup og for længe siden spurgte jeg hende, om hun så ikke skulle have cupcakes og sørme om ikke hun svarede ja. JUHU så fik jeg lov at planlægge cupcakes til ca. 40 gæster og min hjerne gik helt i kreativt selvsving. Jeg har testet og smagt og øvet mig og haft en undskyldning for at købe dims hos Specialkøbmanden!

Så en uges tid før det løb af stablen, sms'er hun til mig, at hendes mand gerne vil lave et overflødighedshorn til festen og at det nok så bliver for meget med store cupcakes også, om det kan blive minicupcakes i stedet for? Det kan det naturligvis godt, for det er hende der er 'kunden' og hendes kobberbryllup og selvfølgelig laver jeg mini'er til hende, men jeg blev nok lidt skuffet for jeg havde som sagt tegnet og planlagt og købt lidt ind til de store og det sku' være vildt sku' det. 

Omstilling til minis og hvad gør man så, når nu alle planerne ikke duer i miniform? Jo man laver en lækker chokoladekage med frosting på og så laver man en vildt flot sukkerblomst til at sætte på. Her er resultatet:

Jeg beklager billedkvaliteten, det er fra min iphone til selve festen fordi jeg simpelthen havde så travlt på selve dagen, så jeg nåede ikke at lave det store fotoshow jeg normalt laver når jeg skal forevige mine cupcakes.

Jeg fik SÅ meget ros for dem. Den fedeste kommentar var 'Det er jo kunst'. Det synes jeg var en stor kompliment. Blomsterne gjorde hele forskellen og jeg var heldig med kagen at den blev let og luftig, så det ikke var for tungt med den søde frosting.

Den lyserøde frosting er udelukkende farvet og smagssat med lidt kogte og sigtede hindbær (frost). Der er pebermynte-essens i de grønne og vanille i den blå frosting. Det er en helt almindelig flormelis/smør/væde-frosting.

Kagen er Mette Blomsterbergs karamel-drømme-bunde. De skal nurses lidt for at blive gode. Dejen er lidt drilsk i processen, men det endte med at blive RIGTIG godt og jeg er ret stolt af dem.



Fondant-blomsten er lavet med en silikoneform. Dustet med farver og glimmer og så er der bare en sukkerkugle i. Børnene gjorde store øjne og jeg nåede ikke selv at smage en af dem for væk var de!

Og så var det i øvrigt en kanon fest! 

Mette Blomsterbergs karameldrømme: http://www.dr.dk/DR1/det-soede-liv/Opskrifter/2010/Jul/Uds_1/20101126102110.htm

mandag den 2. januar 2012

Nytårscupcake

Godt nytår!

Her er mit bud på en festlig nytårscupcake. 

Den er inspireret af Mette Blomsterbergs juledessert med sukkerslør på. Det er en karameldrøm med sukkerslør. 

Frostingen var rigtig dum. Jeg havde en ide med at putte karamel i i stedet for f.eks. mælk eller anden smagsvariant, men karamel og smør og flormelis danner bare en slags smulder i stedet for at samles til en frosting, så det arbejdede jeg længe med og det fik aldrig rigtig den konsistens jeg ville have. 
Kagen blev til gengæld rigtig lækker og selvom sukkersløret godt kan være lidt svært at spise, så smager de tre dele himmelsk sammen, hvis jeg selv skal sige det! 

Opskrift på (mine) karameldrømme: 
6 stk.
45 g smør
¼ dl vand
1 god vanillestang
75 g sukker
1 æg
45 g hvedemel
1 spsk god kakao
¼ tsk bagepulver


Lun smør og vand i en gryde, til smørret er smeltet. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv.

Pisk i en rimelig stor skål vaniljesukker, sukker og æg til en tyk æggesnaps med en håndmikser. Bland i en anden skål mel, kakao og bagepulver og sigt det ned i ’snapsen’. Vend det forsigtigt sammen, til dejen er næsten ensartet. Pisk det smeltede smørvand sammen og vend det forsigtigt i dejen. Stop, når dejen er helt ensartet og sammenhængende.
Vend et par gange i dejen igen, kom den op i en engangssprøjtepose og klip et lille hul (husk, det kan altid klippes større, men ikke mindre). Fordel dejen i seks forme.

Bages i ovnen ved 180 grader i 10 minutter, til de giver efter ved et let tryk. Køles helt af inden der kommes frosting på.

Min frosting var som sagt karamelsirup (sukker smeltes, tilsættes lidt vand, koger af), smør og flormelis, men det vil jeg nok ikke bruge en anden gang, selvom smagen er dejlig.

Og sukkerslør vil jeg ikke komme med opskriften på her, det er simpelthen for langhåret, den må I google :) Men sjovt ser det ud og det var også lidt sjovt at lave.



Mette Blomsterbergs karameldrømme: http://www.metteblomsterberg.dk/opskrifter/karameldromme/