Viser opslag med etiketten blåbærfrosting. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blåbærfrosting. Vis alle opslag

tirsdag den 27. maj 2014

Sociale medier - cupcakes

Med meget kort varsel fik jeg en bestilling på 40 cupcakes til en der havde sidste dag på DR og arbejder med de sociale medier, så det skulle være Facebook/Twitter cupcakes. Fordi jeg havde så lidt tid, valgte jeg at få printet logoerne i sukkerprint til at sætte på, så det var den lidt nemme løsning denne gang. Så fik den til gengæld fuld gas på opskriften og det gav pote, de blev virkelig gode!



Blåbær cupcakes og jordbær cupcakes
Det er den samme grundopskrift, blot tilsat jordbærpure eller blåbærpure.

1 ps frosne blåbær/jordbær koges med lidt sukker (½-1 dl), korn og stang vanille, skal af 1 citron og citronsaft. Blendes og sies (kun blåbær). Stilles på køl.
320 g mel
2½ tsk bagepulver
Lidt salt
2 vanillestænger
120 g smør (stuetemperatur)
325 g sukker
2 store æg (stuetemperatur)
3 dl sødmælk eller 5 dl creme fraishe

Smør, vanillekorn og sukker piskes hvidt. Æggene tilsættes ét ad gangen, pisk imellem. Mel, bagepulver og salt sies sammen i en skål og tilsættes skiftevis med mælken/creme fraishen. Tilsidst tilsættes blåbær/jordbærpureen. Hold lidt tilbage hvis du vil have noget tilsat til frostingen.

Bages i en 160 grader varm ovn 15-20 minutter. Køles helt af før de dekoreres med frosting mv.

Facebook-cupcaken er dekoreret med citron/creamcheese frosting:
125 g usaltet smør (stuetemperatur)
180 g philadelphia naturel
4-500 g flormelis (mængden justeres efter ønsket konsistens!)
skal og saft af 1 økologisk citron
Evt. lidt blåbærpure - obs, det kan godt blive lilla!
Det hele piskes roligt sammen indtil den ønskede konsistens er opnået og det kan pipes på kagen.

Twitter-cupcaken er dekoreret med en jordbærfrosting:
125 g usaltet smør (stuetemperatur)
4-500 g flormelis
1 dl jordbærpure
evt. lidt vanilleessens
Det hele piskes roligt sammen indtil den ønskede konsistens er opnået og det kan pipes på kagen.


søndag den 1. september 2013

Teenagecupcakes

Så var der dømt teenageflip, glimmer og tilhørende skrigeri i mit køkken! Årsagen? Ida fyldte 12 år og ville have Justin Bieber cupcakes og hendes kusine Zenia, fyldte 13 år og var mere til 1 Direction, så der måtte gang i glimmeret og jeg fik afprøvet en ny opskrift på cupcakes uden bagepulver som hævemiddel.


Idas Justin Bieber cupcake skulle være med jordbær. Jeg er ikke så vild med frugtstykker i kagen, så jeg tænkte jeg kunne lave den med blendede jordbær i og jeg fandt en opskrift som viste sig at være udmærket - de smagte i hvert fald rigtig godt!

Her er opskriften fra "En køkkenskrivers dagbog", det er oprindeligt Camilla Plum og Mette Blomsterbergs ideer.

Ingredienser:
200 g. sukker
200 g. blødgjort smør
2 stk. vaniljestang
6 stk. æg, stuetemperede
125 g. hvedemel
25 g. ris-/kartoffelmel/hvedestivelse
30 g. mandelmel (blendede mandler)
125 - 600+ g frugt (bær eller små tern)

Fremgangsmåde:
Varm ovnen op til 185 grader.

10 - 12 stk. (ca. 42 mini Cupcakes)

Flæk vaniljestangen på den lange led, og skrab kornene ud med en lille kniv. Kornene mases sammen på bordet med en anelse af sukkeret, således at kornene skilles ad.

Pisk vanille, sukker og blødgjort smør hvidt - dvs. det skal blive luftigt som en smørcreme, og sukkeret skal være helt opløst. Hvis man springer over her, bliver kagen tung.

Pisk æggene i ét ad gangen (med piskeris, eller på lav hastighed med elpisker), og sørg for at de er helt optaget i dejen mellem hvert æg. Hvis man springer over her, bliver kagen fedtet, og vil ikke hæve.
- Pisker man for længe, skiller dejen. Hvis det sker, bager man bare cupcakes alligevel, de bliver fine.

Vend mandelmel i dejen.

Frugt:
Hvis der bruges syltet frugt: 2 spiseskefulde af melet drysses over frugtstykker (så den ikke synker til bunds) og vendes rundt.
Hvis frugten skal i dejen: Vend frugten i dejen.
Hvis frugten skal på toppen, hold da frugten tilbage.

Rør mel og rismel sammen, og sigt det over dejen. Vend forsigtigt men hurtigt rundt, til melet er helt fordelt.
Sigtningen betyder lettere dej, og jo mere nænsomt man vender, jo lettere bliver kagen.

Fordel dejen i formene, gerne vha. sprøjtepose, det er nemmere at styre. Det er vigtigt, at der fyldes nogenlunde lige meget i hver.

Dej med frugt: Fyld papirskapslerne helt op, men overfyld dem ikke.
Dej uden frugt: Fyld papirskapslerne halvvejs op. Tryk så frugt/bær godt ned i dejen, så den bliver fyldt helt op med frugt.

Bages ved 185 grader, til kagerne giver efter ved let tryk - ca. 15 - 18 minutter.
Kagerne skal være gennembagt i midten, men behøver ikke at være helt gennembagt i bunden. Det bliver de, når de får lov at sætte sig i formen under afkøling. Kagerne skal blive i formen under afkøling de første 10 min. (hvor de også bliver mere stabile), hvorefter de skal køle af på en rist, så de får lov at dampe af.

Kagerne kan pyntes, når de er kølet helt af. Jeg har pyntet med blåbær/vanillefrosting og glimmerhalløj.

Kagerne holder sig lækre i mindst 5 dage på køl.
Kagerne er fryseegnede.


Her er 1 Direction cupcakes, de er den efterhånden klassiske chokolade-opskrift, med jordbær/hindbærfrosting. 

En hel kasse med teenagehysteri: