Viser opslag med etiketten rose. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rose. Vis alle opslag

tirsdag den 16. september 2014

Vanillecupcakes med store roser


Kender I det der med at man får en idé i hovedet og den vil bare ikke gå væk før man har prøvet det. Sådan fik jeg det i sidste uge. Af en eller anden årsag fik jeg ind i mit hoved, at jeg ville lave en cupcake med en smørecremerose på. 

Nu fik jeg endelig lejlighed til at lave den (dvs. jeg fik taget mig sammen til at køre i et supermarked der fører usaltet smør.. - de ville i øvrigt også gerne sælge mig økologisk flormelis til 25 kr. pr. pakke.. what?). 

Jeg har googlet og youtubet videoer omkring at lave de der roser og det ser da nemt nok ud, men det er det altså ikke.. Hvis smørcremen er for blød, så smatter rosen ud og hvis den er for hård, så bliver bladene helt takkede i kanterne.. Der måtte nogle ommere til, men da jeg var færdig med alle ca. 30 cupcakes var jeg da nogenlunde trænet i det - og meget træt i mit håndled! 

Det er en almindelig vanillecupcake og med en citronfrosting - altså med revet skal af økologisk citron og lidt citronsaft. 

Den tofarvede frosting får man bare ved at lave en stribe i sprøjteposen med farve og tyllen jeg har brugt til at lave bladene er Wiltons 104 tyl. Man kunne have lavet nogle grønne blade også, men det havde jeg ikke tid/lyst til denne gang. 

Synes faktisk ikke helt billedet gør dem helt ære, de blev meget flotte og et stort hit på arbejdet! 



lørdag den 6. september 2014

Teenflip i mit køkken!



Så var der igen gang i teenageflip i mit køkken da en tidligere kollegas datter fyldte 13 år og ønskede sig vanillecupcakes med neonfarvet frosting og glimmer!

Nu er det ikke sådan lige at pastafarver er designet til at blive neonfarvet, så jeg satsede på at prøve mig frem med forskellige mængder og farver og så fandt jeg på at lave frostingen som roser i to farver og jeg synes resultatet blev rigtig godt.

Det blev også til en ny opskrift på vanillecupcakes  med inspiration fra Bageglad.

Bedste vanillecupcake-opskrift: 

ca. 26 stk.
250 g blødt smør
350 g sukker
Korn fra god 1 vanilliestang
6 æg (stuetemperatur)
450 g mel
3 tsk bagepulver
1,75 dl fløde (stuetemperatur)

Pisk smør, vanillie og sukker hvidt og luftigt i køkkenmaskine.
Tilsæt 1 æg ad gangen. Rør imellem og husk at skrabe siderne.
Bland mel, bagepulver i en skål.
Tilsæt melblandingen skiftevis med fløden.
Rør til det lige er blandet, men ikke mere end det!
Kom dejen i formene og bag i 20-25 min. ved 165˚C


Frostingen er en almindelig vanillefrosting blandet i forskellige farver med pastafarver. Kom med fordel lidt citronsaft og revet citronskal i. 

Jeg kommer to farver i en sprøjtepose og så gør som jeg plejer og tilsætter en del glimmer. Her kan du se flere eksempler på tofarvet frosting. 



torsdag den 29. august 2013

Kobberbryllupscupcakes

Helle og hendes mand havde kobberbryllup i sidste weekend og de havde for lang tid siden forelsket sig i påfugl-topperen fra de bryllupscupcakes jeg lavede for noget tid siden, så de ville gerne have en til deres cupcaketårn ved festen og det fik de da.



Ellers var der dømt mini-chokoladecupcakes med hhv. hindbærfrosting og kaffe/nougat-smag: 


Hindbærfrostingen er den samme genganger som fra Lego-kagen. For lang tid siden så jeg på Pinterest en småkage som var dækket af små "vanddråber". Det så megasejt ud og jeg tænkte at det måtte man kunne bruge senere. Her synes jeg "vanddråberne" kommer fint til sin ret på et blad ved cupcake-roserne. Det laves af gennemsigtigte bolsjer som man smelter og så arbejder med - det er lidt tricky, men som I kan se, kan de lade sig gøre. Note til selv: Bladene skal på til allersidst lige inden servering. Jeg gjorde den fejl at sætte dem på med det samme og så sætte dem i køleskabet til kagerne skulle afleveres. Det gjorde at kondensvand opløste fondanten lidt, så nogle af bladene hang og måtte udskiftes, det var superirriterende, men så husker jeg det til en anden gang!  


Her er choko/kaffe/nougat-kagerne. Jeg var meget i tvivl om hvordan jeg skulle få det der nougat inkorporeret i kagerne, men læste et eksempel hvor de havde bagt cupcaken halvt, og så taget den ud og stukket en klump nougat ned i midten hvorefter den bages færdigt. Så det gjorde jeg - eller i hvert fald på de fleste af dem, for jeg glemte det på den første plade *ih*. På toppen er espresso-frosting med et enkelt hvidt fondanthjerne og så er der drysset lidt kobber ned af én af rillerne. Egentlig så havde jeg en ide om at de skulle pyntes med noget nøddekrokant, men det ville ikke stivne ordenligt for mig, så det kom ikke på. 

Påfuglen blev yndig på toppen af tårnet. 



fredag den 11. maj 2012

Rosencupcaken

Vi har på mit arbejde fået ny adresse, nye kolleger - fordi vi er fusionerede - og nye chefer og det hele. Så jeg tænkte at de da kunne blive forkælet med en cupcake og det endte med at blive dagens samtaleemne på flere etager. Jeg fik en masse ros for dem og de blev næsten spist alle 36!


Det er som sædvanlig min yndlings-chokoladecupcake og denne gang med kombineret vanille- og jordbærfrosting. Det er den almindelig frosting med smør og flormelis, drysset med en smule glimmer. Jeg ville have lavet en marengs-frosting men den glippede for mig IGEN! Jeg er godt træt af den efterhånden. Når den virker er den bare SÅ lækker, men tit så skiller den for mig og jeg aner ikke hvad det er jeg gør galt.. Det er meget frustrerende. Jeg må øve mig noget mere. 

De ser virkelig flotte ud på rad og række alle de roser og jeg tænker at det kunne være flot på et display til et bryllup en gang. Jeg må se om jeg får lov at lave det.

Jeg fik en bestilling på nogle gulerodscupcakes til næste gang, og det har jeg faktisk ikke lavet før, så det kunne da være en sjov udfordring at kaste sig over til næste gang. Hvis der er nogen der kender en god opskrift, så modtages den gerne her i link-form :)


fredag den 9. september 2011

Frosting swirls og blomster

Da jeg lagde ud med det her cupcake-halløj var det mest pyntet på toppen som var sjovt. Jeg tror jeg har alt hvad Dr. Oetker sælger af den slags og så opdagede jeg jo, til mit dankorts fortrydelse, Specialkøbmanden og Kagebutikken og andre fabelagtige steder hvor man kan få (læs: købe) alt det dimmer og glimmer man kan ønske sig.. MEN efterhånden som glimmertrangen glider lidt i baggrunden, begyndte jeg at interessere mig for det simple i at skabe en flot 'figur' med frostingen selv.

Som du måske har set her på bloggen er der flere eksempler på forskellige frosting-designs som en tyl kan skabe (blomster, stjerner, græs osv.), men det er virkelig øvelsen der gør mester her.

Her kommer der et par eksempler, undskyld hvis der er gengangere :)

Klassisk swirl med en stjerneformet tyl som laver nogle ret skarpe kanter. Man starter et sted ved kanten af kagen og kører så rundt og op. Der findes utallige videoer på youtube, så det vil jeg ikke sige så meget om.


Blomsten i nedre venstre hjørne er lavet med en Wilton 104 tyl. 

Påskeblomsten er også lavet med 104-tyllen og så med en bladtyl til bladene først.

Rosen er jeg ret glad for, den kommer i flere afskygninger. Det er ret simpelt, man kører simpelthen modsat af den klassiske swirl. Starter i midten og så kører man udad. Nogen kører helt til kanten, jeg kan godt lide at man kan se kagen. Jeg har senere lavet nogle hvor kanterne er mindre skarpe end her og det er jeg blevet ret glad for. Det er i øvrigt den lækre moccafrosting der er brugt her.

Her (nederst) er flere frostingblomster, samme teknik som rosen, men lavet med en anden tyl. 

Lidt svært at se pga. farven, men her er det en anden slags top. Det er stadig den store stjernetyl. Den holdes på midten af cupcaken og så drejes kagen forsigtigt mens man trykker frosting ud.