lørdag den 16. marts 2019

Prinsesse Sophia kage

Albas 4-års fødselsdagskage med Prinsesse Sofia, tiara og lys. Jeg blev helt glad for den 💜😁 Indeni er lyse bunde med choko/hindbærmousse.


fredag den 1. marts 2019

Ide-kage

Kage til mine idérige kolleger. Vi havde en konkurrence på etagen om at komme med gode ideer og det resulterede i over 100 gode ideer som vi kan arbejde videre med for at forbedre arbejdspladsen, processer og nye tiltag. Den vindende afdeling fik kage - lavet af mig :)



Det er den gode chokoladekage med creme patissière og pynt med jordbær, blåbær, hjemmelavede fondantblomster og marengskys samt tofiffee. Mums! 

mandag den 18. februar 2019

Chefens fødselsdagskage

Jeg laver altid kage til min chef. Hun giver mig altid frie hænder og så får jeg lov at gå amok i et-eller-andet. Denne gang havde jeg et behov for at lave nogle lag med smørblomster som jeg havde set et sted. Den blev superflot, men måske lidt meget, da flere af mine kolleger spurgte om det var en bryllupskage og hvem der skulle giftes :-D

Fødselsdagskage med lyse bunde, appelsinmousse og hindbærmousse med hvid chokolade og nøddekrokant 💜👌🏼 Dekoreret med smørcremeblomster og vinrød marcipan.

Hasselnøddekrokant:

75 g ristede og afskallede hasselnødder
75 g sukker
et nip flagesalt (kan undlades)

Smelt sukkeret på en pande ved svag varme - pas på det ikke brænder på. Hold en middel temperatur. Når alt sukkeret er smeltet og det har en gylden farve, hældes hasselnødderne og saltet på panden. Vend rundt. Hæld krokanten ud på et skærebræt eller en bageplade med bagepapir på. Lade det køle helt af. Hak krokanten groft. Det er bedst at bruge en kniv med takker (brødkniv).


mandag den 29. oktober 2018

Spøgelsesslottet

Min datters fritidshjem spurgte om jeg mon kunne/ville lave en kage til deres halloweenfest mandag den 29. oktober. Dét er også min datters fødselsdag, så der skal jeg alligevel lave kage til hendes klasse, dvs. jeg har alligevel gang i kagekøkkenet og så elsker jeg bare halloween, så jeg kunne jo kun sige ja.

Nu er der jo ret mange børn på institutionen så det skulle ikke være en lille kage. Jeg gik straks på Pinterest for at finde inspiration og fandt en kage med et slot på. Dét så fedt ud, så det besluttede jeg at lave.

Man kan ikke lave hele slottet i fondant, det ville veje alt for meget. Jeg kan heller ikke lave det af kage, det er for småt/detaljeret, så jeg måtte finde på noget andet. Det er lavet af det der hedder rice crispy treats. I kender måske rice crispys, det er et morgenmadsprodukt. Det blander man med smeltet smør og smeltede skumfiduser, så får man en masse man kan forme og som er meget let. Så skal det smøres op med en chokoladeganashe og så kan det overtrækkes med fondant. Som I måske kan læse jer til er det en lidt omstændig proces, men hvad gør man ikke for at få sit spøgelsesslot..



I detaljerne ser I månen med flagermus, foran porten en rotte og dødningehoveder over porten.

Selve bjerget som slottet står på, er den vanvittig gode chokoladekage, som alle børn (og voksne) kan li'.

Jeg blev ret begejstret for den og det blev spist det hele - både slot og kage, så vidt jeg hørte.

lørdag den 26. maj 2018

Fra politimotorcykel til ishockeytaske

Frejs mor har stor tiltro til mine evner. Hun henvendte sig først for at bede om at få en politimotorcykel-kage. Dér måtte jeg altså sige nej. Nok elsker jeg at lave kreative kager til børn, men jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg skulle lave en politimotorcykel! Måske om et par år, så må vi se om det stadig er relevant. 

Heldigvis har Frej en anden fritidsinteresse sammen med hans far. De elsker ishockey. Her var noget jeg kunne forstå og arbejde med, så kagen blev til en sportstaske med ishockey-udstyr og selvfølgelig med logo fra Amar' Jets som Frej spiller for. 


søndag den 10. december 2017

Mors fødselsdag

Min mor elsker at have gæster og mennesker omkring sig. Så da hun fyldte 65 år inviterede hun (så vidt jeg ved) hele vores ikke ubetydelige familie og venner, til at fejre hende på Sank Helene i nordsjælland. Til festlighederne ønskede hun sig en kage med mangomousse.

Hun elsker rødt, og hun har fødselsdag op til jul, så det skulle være lidt julet. Så kom jeg på dét med den røde julestjerne men jeg måtte lave nogle stykker før jeg var tilfreds med den og efterfølgende skulle jeg lige finde ud af hvordan jeg satte den fast på siden af kagen dér. Det lykkes til sidst.

Jeg har i noget tid gerne ville prøve at lave et guldlag. Det er ret svært at få en pæn guld til at male på en kage og oveni så kan min mor ikke li' fondant, så det skulle være marcipan. Det er ikke lettere at male guld på, sku jeg hilse at sige.. Jeg synes slutresultatet blev ret godt :)


fredag den 24. november 2017

Vild med Dans finalekage

Kender du nogen der er Vild med Dans? Jeg kender nogen der elsker programmet og som ovenikøbet har hevet veninder og deres mænd med til dansetimer inspireret af programmet... Så er der vel ikke noget at sige til, at hun skulle have en kage med til finale-showet!


Nederst er en nøddebund og så hvid chokolademousse, lyse bunde dryppet med Cointreau og så hhv. hindbærmousse og limemousse.