fredag den 26. april 2013

LEGO minicupcakes


Elias fyldte 5 år og er vild med LEGO-klodser, så han skulle selvfølgelig have mini-cupcakes med LEGO-klodser på. Det var meget hyggeligt at lave, men det tog en evighed med alle de klodser :)

Cupcaken er en sandkage-variant med smøreost.

Opskrift til 60 minicupcakes:
350 gram smør
1 pk. philadelphia naturel
575 g sukker
6 store æg
330 g mel
lidt salt
2 vanillestænger

Smør og ost røres ensartet.
Tilsæt sukker med vanillekorn og rør godt.
Tilsæt æggene, et ad gangen.
Si melet og tilsæt det stille og roligt, røres langsomt og ikke for meget.
Tilsæt saltet.
Nu tror du måske det ikke hæver fordi der ikke er bagepulver eller natron i, men det gør det, så du skal stadig kun fylde formene ½-2/3 op.
Bages ved 160 grader i ca. 18-22 minutter.
De skal være let gyldne på toppen. Den første batch snød mig lidt, de var ikke ordenlig færdige, så jeg var oppe på de ca. 20 minutter med hver. Kagen bliver ret sød og er derfor meget børnevenlig, især med chokolade og pynt på.

På toppen er almindelig chokoladefrosting (flormelis, kakao, lun mælk og usaltet smør). Hvis det ser ud som om den er skilt lidt, så er det simpelthen fordi da jeg havde bagt hele dagen, var der blevet for varmt i køkkenet og så har den en tendens til at løbe en smule.


tirsdag den 23. april 2013

Sommerfuglelagkage


Ja nu er det ikke en politisk reklame, bare rolig. Det var Venstre i Nordsjælland, der skulle have opstillingsmøde og bestilte en kage til lejligheden. Så det blev sommerfugletema. Hvis det hjælper nogen, så var den rød indeni ;) 

Bundene vil jeg faktisk ikke skrifte opskriften på, for jeg var ikke tilfreds med resultatet. De blev for tunge til min smag for lagkagebunde. Det er chokoladebunde lavet med rigtig chokolade og smagen var rigtig god. Fyldet er jordbærmousse og hvid chokolade-ganache. 

Opskrift jordbærmousse: 
500 g frosne jordbær
1 dl sukker 
1 vanillestang
2 dl yoghurt naturel 
8 plader husblas 
½ l. piskefløde

Hæld bærrene i en gryde (det er lige meget om de er frossen eller tøet), drys sukker med korn fra vanillestangen over, og kog forsigtigt.
Blød husblassen op i ½ time i koldt vand.
Blend bær til en ensartet masse. 
Hæld yoghurten i og rør rundt. 
Kram vandet fra og smelt husblassen over et vandbad.
Hæld en smule af den lune jordbærblanding i husblassen ad gangen og rør, indtil du har brugt ca. 1/4-del af blandingen, så hælder du det hele sammen og rør godt (på den måde undgår du "vingummibamser" i moussen).
Pisk fløden til skum og vend den i bærblandingen. 
Stil moussen på køl i minimum 2 timer - gerne natten over. 


Igen, I får ikke opskriften på den hvide chokolade-ganache (den kan du såmænd finde mange steder - Price har en fin opskrift), den var lidt for tung. Hvis jeg skal lave det en anden gang, skal det være med en hvid toblerone mousse. Jeg ku' virkelig bare ikke finde hvid toblerone nogen steder! Jeg ved ikke om de er gået ud af almindelig handel og kun kan fås ved grænsen..

Kanten er smørcreme med frysetørrede blåbær.


lørdag den 13. april 2013

Mors Dags Cupcake


I år er det den 12. maj du skal sætte kryds ved. Husk det nu! Hvad med sånogle fættere her på bordet til eftermiddagskaffen? Det kan da kun bringe lykke. Det gjorde det i hvert fald hos min mor, selvom det var lidt tidligt. Hvad hun ikke må stå model til altså.. ;) 

Bunden er denne gang en sandkage eller en poundcake. Det vil jeg ikke vælge en anden gang, for den blev for tung i kagen. En cupcake skal ikke være for tung eller for sød, for så bliver det hele for meget, med den lidt tunge og meget søde topping der som regel er på. 

Først er cupcaken dækket med en lyserød glasur. De hvide swirls er en vanillefrosting lavet med en Wilton 30 tyl og så er der skrevet bogstaver med en Wilton 3 tyl. Optional pynt med sukkerkugler i forskellig farve og størrelse. 



Ved siden af lavede min mand en klassisk sandkage af den samme dej som cupcaken fik til bund, og det var en virkelig lækker sandkage, så den kan I godt få opskriften på. 

Virkelig god sandkageopskrift, fra Tørsleffs husmoder Service (!?):
500 g smør/margarine (stuetemp.)
500 g sukker
500 g hvedemel
8 æg
½ tsk bagepulver
3 tsk vanillesukker (Vi brugte 2 ægte vanillestænger)

Sukkeret røres med smør/margarine. Tilsæt æggene et ad gangen. De tørre ingredienser blandes og tilsættes lidt efter lidt. Dejen fordeles i 2 smurte 1 liters forme (rugbrødsform) og sættes i en kold ovn. Bagetid: 75 minutter ved 165 grader.

tirsdag den 9. april 2013

Cakeateer på Facebook

Kære venner

Jeg har valgt at oprette en Facebook-side løbende med bloggen. På Facebook-siden vil der være mindre indlæg og detaljearbejde at finde, hvor de større tekster og opskrifter fortsat vil blive lagt her på bloggen. Jeg vil blive meget glad hvis I vil klikke på 'like' på Cakeateers Facebookside.

Festrose i sugarpaste.