lørdag den 13. april 2013

Mors Dags Cupcake


I år er det den 12. maj du skal sætte kryds ved. Husk det nu! Hvad med sånogle fættere her på bordet til eftermiddagskaffen? Det kan da kun bringe lykke. Det gjorde det i hvert fald hos min mor, selvom det var lidt tidligt. Hvad hun ikke må stå model til altså.. ;) 

Bunden er denne gang en sandkage eller en poundcake. Det vil jeg ikke vælge en anden gang, for den blev for tung i kagen. En cupcake skal ikke være for tung eller for sød, for så bliver det hele for meget, med den lidt tunge og meget søde topping der som regel er på. 

Først er cupcaken dækket med en lyserød glasur. De hvide swirls er en vanillefrosting lavet med en Wilton 30 tyl og så er der skrevet bogstaver med en Wilton 3 tyl. Optional pynt med sukkerkugler i forskellig farve og størrelse. 



Ved siden af lavede min mand en klassisk sandkage af den samme dej som cupcaken fik til bund, og det var en virkelig lækker sandkage, så den kan I godt få opskriften på. 

Virkelig god sandkageopskrift, fra Tørsleffs husmoder Service (!?):
500 g smør/margarine (stuetemp.)
500 g sukker
500 g hvedemel
8 æg
½ tsk bagepulver
3 tsk vanillesukker (Vi brugte 2 ægte vanillestænger)

Sukkeret røres med smør/margarine. Tilsæt æggene et ad gangen. De tørre ingredienser blandes og tilsættes lidt efter lidt. Dejen fordeles i 2 smurte 1 liters forme (rugbrødsform) og sættes i en kold ovn. Bagetid: 75 minutter ved 165 grader.

tirsdag den 9. april 2013

Cakeateer på Facebook

Kære venner

Jeg har valgt at oprette en Facebook-side løbende med bloggen. På Facebook-siden vil der være mindre indlæg og detaljearbejde at finde, hvor de større tekster og opskrifter fortsat vil blive lagt her på bloggen. Jeg vil blive meget glad hvis I vil klikke på 'like' på Cakeateers Facebookside.

Festrose i sugarpaste. 

torsdag den 28. marts 2013

Appelsincupcake med appelsinfrosting


Påsken står for døren. Der må appelsincupcakes til. I miniform, for det var til da vi skulle i legeland i Slangerup (anbefalelsesværdigt i øvrigt), så det skulle være til ungerne når de skulle have lidt ekstra energi indenbords. De legede fra kl. 10 til kl. 14.30, så der blev fyret noget energi af, skulle jeg hilse og sige. 

Opskrift på 36 minicupcakes: 

4 dl mel
2 ½ dl sukker
½ tsk salt
1 tsk bagepulver
2 store æg 
1 stang vanille
2-3 appelsiner (du kan udelade friske appelsiner og bare bruge appelsinjuice)
125 g smør (stuetemperatur) - jeg brugte margarine, idet der var en mælkeallergiker med - hans cupcakes var så toppet med appelsin-glasur.

Forvarm ovnen til 175 grader.
1. Æggene deles i blommer og hvider. Hviderne piskes stive. 
2. Skallen rives af 2 appelsiner, saften presses af dem til du har 1,25 dl appelsinjuice
3. Bland smør, sukker, æggeblommer og vanilje i en skål til blandingen har en cremet konsistens.
4. Bland mel, salt og bagepulver i en anden skål og tilsæt den gradvist under omrøring sammen med appelsinjuicen.
5. Æggehviderne vendes i dejen.
6. Fyld dejen i muffinsforme til disse er ca. ½ fulde.
7. Bag kagerne på midterste ovnrille i ca. 15 minutter eller indtil man kan stikke en tandstik i midten kagerne uden dejen klistrer fast.
8. Lad kagerne køle af på en bagerist og pynt de kolde appelsincupcakes med appelsinfrosting.

Appelsinfrosting:
125 g usaltet smør 
250-300 g flormelis
ca. ½ dl. friskpresset appelsinsaft
revet skal af 1 (økologisk) appelsin

Pisk ingredienserne godt sammen. Variér mængden af appelsinjuice og mængden af flormelis til du opnår den konsistens du ønsker til dekorering af kagerne. Jeg har brugt likøræg og dronningemandler til pynt på toppen. 

Jeg har noteret mig at frostingen smager væsentlig mere af appelsin på dag 2, fordi der er skal i som afgiver smag over tid. Selve kagen er fortsat dejlig luftig og fugtig på dag 2 (og 3!). 

God Påske! 

Tak til Cupcakeopskrifter for inspiration. Der er også en webshop man kan besøge. 

torsdag den 21. marts 2013

Blomsterhave


Min gode venindes dreng Alexander, fylder 6 år lige om lidt og han har en masse udfordringer at slås med ellers, så da han bad om jeg ville lave hans fødselsdagskage og det skulle være en blomsterhave, så blev jeg sådan lidt neurotisk omkring den kage - den SKULLE bare vække glæde hos ham. Heldigvis så ville kageguderne mig og Alexander det godt, for kagen endte med at blive rigtig flot og med en masse detaljer til at prikke til fantasien, lige som jeg havde tænkt mig den skulle. 

Alexander kan ikke tåle mælk, så det er opskriften fra de mælkefrie chokolade-cupcakes jeg lavede for nylig, som jeg har brugt til kagen. 

Opskrift til en høj bradepande: 
360 g hvedemel
600 g sukker (jeg brugte 500 g hvidt sukker og 100 g muskovadosukker)
130 g kakaopulver (jeg brugte ca. 2 dl kogende vand til at opløse kakaoen i, så bliver det en slags pasta og tager lidt af det bitre i kakaoen. Da det nu var en kage til børn)
3 tsk vanillesukker
3 tsk natron
2 tsk salt
2 dl olie (raps eller solsikke)
12 dl æblejuice

Sukker og kakao(massen) hældes i en skål og olien tilsættes. De øvrige tørre ingredienser sies i skålen skiftevis med æblejuicen og det hele piskes til en ensartet masse. Husk ikke at piske for meget, kun til det er rørt sammen. 
Bages nederst i ovnen ved 190 grader (ikke varmluft) i ca. 45 minutter, eller til en tandstik stukket ned i midten af kagen, kommer ren op. Pas på ikke at give den for meget, da den så kan blive tør, men undgå samtidig at åbne ovnen for mange gange, da du så forstyrrer temperaturen og risikerer den falder sammen på midten.. Kagen bliver meget fugtig og lækker og holder sig sådan i flere dage. 

Jeg har delt bradepandekagen og lagt hindbærsyltetøj imellem lagene, men man kan sagtens spise den som den er for den smager supergodt og er meget fugtig og lækker. 

Kagen er her pyntet med helt almindelig glasur (flormelis, vand, pastafarve). Den drillede mig rigtig meget i første omgang, så den har fået TO lag glasur til stor glæde for de sukkerglade børn og først ved andet lag var jeg tilfreds med overfladen. 

Hvis vi skal kigge lidt på elementerne, som jo er mange, men hovedbestanddelen er selvfølgelig blomsterne, som er udstukket med diverse cuttere dertil og pyntet med glimmer og sukkerkugler. De er sat fast på en bund af smørcreme - her med margarine pga. mælkeallergien og så har jeg tilsat lidt vanille og mynteessens. 


Bien er lavet af fondant og sat på en blomsterpind. Bien laves meget nemt ved at rulle en gul kegle. Skære nogle tynde sorte bånd og lave to små sorte prikker til øjenene. Strimlerne pensles med en smule vand og rulles forsigtigt rundt om maven på den gule kegle. Vingerne er udstukket med dråbeformen og penslet med lidt hvid duster. 


Regnbuen med navn på. Ensartede pølser af farvet fondant sættes sammen ved bare at pensle med lidt vand. Der er gode tutorials på youtube til hvordan du opnår de ensartede pølser. Bogstaverne er lavet med en cutter dertil og dækket med sølvglimmer. "Skyerne" er smørcreme med hvid pastafarve. Der er brugt en Städter åben tyl 12 mm. 


Sommerfuglen var lidt en test, men den blev så god så jeg valgte at sætte den på. Den er udstukket og så har jeg - med en pincet - 'broderet' den med små sukkerkugler og tilsidst har den fået nogle blomsterstøvdragere til til følehorn. 


Det vakkelvogne hegn rundt om kagen tog lang tid at lave, men det gør hele forskellen synes jeg. Inspirationen kommer herfra


Brønden er jeg ret stolt af, den og de små fodspor blev præcis som jeg havde planlagt. Jeg har lavet brønden af små fondantmursten som jeg har presset ned i et decilitermål for at få den form som brønden har. Så har jeg rullet en tynd grøn fondantpølse som jeg med lidt vand har 'limet' fast på brønden og pyntet med blomster som en lille blomsterranke. Jeg forsøgte mig med blade, men det blev alligevel for småt.. 
"Vandet" er lavet af pipinggel med en lille smule blå farve i og lidt sølvglimmer på toppen. 

De små fodspor igen med lidt sølvglimmer er jo blot udstukket, men da Alexanders mor fortalte mig, at børnene havde siddet og gættet på, om det mon var en nisse eller en lille alf der havde gået der, så vidste jeg at min mission var fuldført! 

Håber du havde en rigtig god fødselsdag Alexander! 

fredag den 8. marts 2013

Forårsblomst-cupcake (uden mælkeprodukter)


På trods af at foråret ser ud til at være udsat lidt, så måtte jeg lige ud med den her forårsblomst i form af en chokoladecupcake med jordbær-smørcreme. Selve chokoladekagen er en ny opskrift uden mælkeprodukter, som jeg tester fordi jeg skal lave en kage til en allergisk dreng senere på måneden. Han får altså ikke smørcreme på sin kage, han må 'nøjes' med fondant og glasur.

Kagen er vældig dejlig og svampet også dagen efter! Faktisk er den bedre end andre chokoladekage-opskrifter jeg har prøvet, vær dog opmærksom på, at den skal bage væsentlig længere end sædvanligvis ved cupcakes, fordi dejen er så 'våd'. Til gengæld er dejen supernem at lave.

Opskrift til ca. 24 cupcakes: 
360 g mel
300 g sukker
65 g kakaopulver (usødet)
1½ tsk natron
1 tsk salt
1 dl olie, f.eks. raps- eller solsikke.
6 dl æblejuice
Vanille fra 1 stang vanille, eller 1½ tsk. vanillesukker

Tænd ovnen på 190 grader. Klargør din muffinpande - sæt papirholdene i hullerne.
Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Tilsæt olie og juice og pisk det sammen. Det er det hele, så er du klar til fylde i formene. Fyld holderne ½-2/3 op. Bages i ovenen i ca. 20 minutter, hold øje med dem. De er klar når en tandstik stukket ind i midten kommer ren op.

Jordbærsmørcreme
(skal jo så erstattes med almindelig glasur, hvis man går efter den mælkefrie version!):
175 g usaltet smør
350-500 g flormelis
Vanilleessens eller vanillesukker
Lidt saft fra frosne, optøede jordbær
Piskes sammen, flormelis og væde bruges til man opnår den ønskede konsistens på smørcremen.

Her har jeg lavet den med espressosmørcreme (totalt favorit), bare erstat jordbærsaft med espresso.

Blomsten laves med tyl 104.  Den tykke ende af tyllen vendes nedad mod kagen og sprøjteposen holdes ca. 45 graders vinkel ud fra kagen og så er det bare at dreje.


  Tak til Kokamok for inspiration til opskrift. 

tirsdag den 19. februar 2013

Påskekage med lemon curd

Ja der er lidt tid endnu inden påske, men så kan I nå at afprøve opskriften ;)


Jeg går på et Wilton-kursus i øjeblikket. I princippet er det et "Tupperware-kursus" bare for Wilton-produkter og det er på ægte amerikansk lykkes dem at lokke jeg ved ikke hvor mange hundrede kroner ud af os kursusdeltagere. Præcis som Tupperware, så er mange af produkterne utrolig praktiske og smarte, men også utrolig dyre...

Vi øvede os på teknikker med smørcreme og det kom der den her lækre kage ud af. Opskriften er min mors gamle-gamle opskrift på sandkage som kommer herunder og så er den smurt op med en smørcreme (ikke Wiltons, for den kan jeg altså ikke fordrage!). Sidst er der pyntet med båndroser og blade.

Opskrift på mors sandkage
-til en 22-24 cm springform (min er 24 cm og jeg synes ikke den kage hævede ret meget, så hvis jeg skulle gøre det igen, vil jeg nok gå ned i en 20 cm form):

Ovnen varmes til 170 grader.

250 g mel
250 g smør
250 g flormelis
4 æg
1 tsk vanillesukker
Evt. 2-3 æbler og perlesukker samt mandler til pynt (ikke brugt her)

Fedtstoffet blødgøres (jeg gav den ti sekunder i microen), og røres sammen med flormelis. Æggeblommer tilsættes en ad gangen. Melet blandes med vanillesukker og tilsættes. Stift piskede æggehvider vendes forsigtigt i. Evt. æblestykker kan også vendes i her.
Dejen fyldes i en smurt, melet springform, drysses evt. med perlesukker og hakkede mandler.
Bages på ovnens nederste rille ved 170 grader i 1-1½ time. Min skulle kun have lidt over 1 time. Forsøg at lade være med at åbne ovnen før den første time ca. er gået, men vær opmærksom på ikke at bage kagen for meget, da den så bliver tør.
Kagen tages ud af formen når den er let afkølet og sættes til afkøling på en rist.
Kan fryses i op til 6 mdr. Optøes i fryse-emballagen 2-3 timer.

Jeg skar kagen over og fyldte en blanding af lemon curd og friskost - philadelphia - imellem lagene, men kun fantasien sætter grænser.

Smørcreme til opsmøring:
250 g smør (usaltet og stuetemperatur)
400-500 g flormelis
2 tsk wilton marengspulver - stabiliserer smørcremen og gør den lettere at få glat.
Her brugte jeg citronsaft som fugt til smørcremen og for at den skulle spille op til fyldet og gøre kagen lidt frisk.
Evt. vanilleessens
Smørcremen skal have en ret fast konsistens for at kunne bruges til opsmøring og roser osv. Når den har stået lidt, gør marengspulveret at overfladen bliver lidt sprød og evt. pynt bliver lidt fastere og derfor nemmere kan flyttes rundt på som der er behov for.

Flere båndroser:


torsdag den 14. februar 2013

Valentins Cupcake

Glædelig Valentins Dag

Det bliver lige på falderebet som sædvanlig!

Jeg har opsnuset en ny og bedre opskrift på vanillecupcakes. Den bliver lækker fugtig, også dagen efter, på trods af at der ikke er smør i. Dog fik jeg lavet et hold små vulkaner. Det plejer jeg ellers ikke, men ny opskrift og så skulle der nok have været skruet ned for ovnen. Så ved jeg det til næste gang.

Opskrift på 12-15 cupcakes - for mig var der kun til 12 stk.:
140 g mel
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
1 knsp salt
2 store æg
75 g sukker
125 ml vegetabilsk olie
125 ml kernemælk
vanillekorn fra 1 vanillestang eller vanilleessens


Mel, bagepulver og natron og salt sies i en skål og sættes til side.
Pisk æg ved høj hastighed og tilsæt sukker samt vanille. Skru ned for hastigheden og tilsæt olien. Tilsæt skiftevis melblandingen og kernemælk til det har en ensartet masse. Rør ikke for længe, kun lige til melet er blandet i.
Bages ved 180 grader i 12-14 minutter. Her skruede jeg faktisk ned på 175 for ikke at lave vulkaner, men jeg skulle nok have været helt nede på 170 grader.

Jeg har brugt en vanillefrosting og fondanthjerter med glimmer til pynt.

Vanillefrostingen er lavet af ca. 150 gram usaltet smør som piskes godt med ca. 300 gram flormelis, lidt mælk og klar vanilleessens. Jeg har også tilsat lidt hvid pastafarve, da den økologiske smør er meget gul i det.


 Håber I er blevet lidt forkælede, ellers må I jo klare det selv, f.eks. med en cupcake! ;)