mandag den 26. december 2011

Glædelig jul med juletræs-cupcake


Så fik jeg endelig lidt tid til at lave cupcakes igen. Jeg har længe gerne ville lave en juletræscupcake, men det er lidt svært at stable frostingen op i en højde der ligner et juletræ, så jeg måtte være kreativ. :)

Selve cupcaken er den almindelige vanille-cupcake opskrift. Jeg sænkede ovnens temperatur for at se om jeg kunne holde cupcaken lidt mere flad, i stedet for de der små vulkaner jeg normalt får lavet. Det er noget kemi imellem bagepulver og ovn-temperatur, som jeg ikke vil kede jer med. Det lykkes fint og så kunne jeg smelte noget mørk chokolade og lave en base på cupcaken med det.

Så satte jeg små vafler på hovedet ovenpå cupcaken og så er de dekorerede med almindelig vanillefrosting med hvid og grøn farve.


De er nok ikke så nemme at spise forestiller jeg mig, så jeg lavdede nogle uden vaflerne også.

fredag den 9. december 2011

Honningkagehus og sugar cookies

Jeg opdagede lige at jeg jo helt har glemt opskriften på royal icing som jeg tidligere har lovet at poste. Nu har jeg brugt den et par gange for nylig, så nu kommer den.

I sidste uge lavede vi i familien et honningkagehus, det var fælles projekt, så farmand var arkitekt, mor leverede materialerne og vores 4-årige pyntede på livet løs.


Dejen er en honningkage/brunkage-dej. Der skal minutiøst arbejde til for at få huset til at passe sammen, ellers gaber alle samlingerne - hvorfor sidste års produktion af byggematerialer røg i skraldespanden.. Stykkerne kittes sammen med karamel (smeltet sukker) og så er vi klar til at pynte med royal icing.


Opskrift på royal icing: 
1 bæger pasteuriseret æggehvide
ca. 300g flormelis
1-2 tsk citronsaft
evt. lidt vand alt efter hvilken konsistens man er ude efter. 
Der skal piskes med god fart og længe (op imod 10 min.), du skal bruge sprøjtepose og tyl til at dekorere med.
Der kan naturligvis tilsættes farver som man lyster.

Resterne af dejen brugt til huset, blev brugt til første forsøg på sugar cookies. Det er småkager dekoreret med royal icing. 


Det tog 3 timer! Og gav god øvelse i at dekorere med royal icing. Først 'piper' man med den helt tykke royal icing rundt i kanten af småkagen. Venter lidt til kanten er tørret noget. Så tager man noget royal icing som er fortyndet med vand og fylder midten ud. Derefter kan der pyntes. Søg evt. på youtube efter sugar cookies, der er masser af videoer der viser hvordan. 

De her vakte lykke både på kontoret og i børnehavens julestue. 

torsdag den 8. december 2011

1. december cupcakes

Ja særlig julet blev det nok ikke, det skal skam nok komme senere, men jeg kunne ikke lade være med (igen) at lave den lækre chokolade cupcake med chokolade på. Det er altid et hit. Og så havde jeg eksperimenteret lidt videre med fondant-blomsterne så de kom på som pynt. Kollegerne var i hvert fald glade for dem.

lørdag den 26. november 2011

Før julen går løs

Før I skal finde jer i jule-cupcakes en masse, så lavede jeg i dag den chokolade-cupcake fra tidligere (frosting to die for-indlæg). Jeg havde lavet nogle sorte fondant-blomster som skulle bruges som pynt på 'noget'. Jeg synes de blev smaddersøde.


Kagen blev desværre en lillesmule tør i det, så jeg må arbejde mere på at tweake ingredienserne. Frostingen er med smør, philadelphia-naturel og flormelis samt ca. 100 g frosne jordbær kogt ind med de skrabene vanillestænger, hvor jeg havde brugt vanillen i kagedejen. Der er en lillesmule baby-lyserød farve i for at få dem rigtig lyserøde, jeg håbede ellers på jordbærrene ville være nok, men det var de ikke.


Næste gang bliver der nok lidt mere julet, så er I advaret.

tirsdag den 22. november 2011

Frosting - to die for

Ovenpå mit blomster-fail, måtte jeg lave noget som jeg ved jeg har succes med. Mocca-frostingen er altid et hit og min veninde vil gerne tage bad i det tror jeg, så jeg besluttede mig for at lave en omgang og så læste jeg en ny opskrift på chokolade-cupcake på nettet, som jeg besluttede mig for at prøve af. Hvis jeg havde nærlæst opskriften inden jeg gik igang, ville jeg nok have indset at der blev temmelig meget dej ud af den mængde jeg var ved at bikse sammen i røremaskinen, men det indså jeg først da det var for sent, så jeg havde nok til at lave 36 cupcakes! Hvilket var ca. 24 for mange, hehe. Nå, her er resultatet, så følger opskriften:


Kagen blev enormt fugtig og lækker. Dog kunne den godt have haft en kraftigere chokoladesmag til at spille op til moccafrostingen. Jeg synes dog dejen var noget tynd i det, så jeg tror hvis jeg laver den igen, så tweaker jeg lidt på ingredienserne og pisketiden, men nu får I den som den blev lavet:

Chokoladecupcakes II (nok til ca. 36 stk!): 
100 g god chokolade 70% 
3,5 dl varm kaffe
6 dl mel 
3,5 dl kakao pulver
1 tsk natron
1½ tsk bagepulver
1 tsk salt (udelad hvis du bruger saltet smør)
3,5 dl rørsukker 
1,5 dl farin
4 store æg 
0,75 dl vegetabilsk olie
3,5 dl creme fraishe
2 tsk vanille (jeg brugte 2 vanillestænger)
113 g smør (smeltet)

Hak chokoladen og tilsæt den varme kaffe. Lad det stå og smelte sammen, tilsæt så det smeltede smør. 
Si og bland mel, sukker, kakao, natron, bagepulver og salt. Pisk æg i røremaskinen indtil konsistensen tykkes lidt. Tilsæt olie, cremefraishe, vanille, chokolade-smør-kaffe-mix. Rør til det har en ensartet struktur. Tilsæt mel-blandingen og pisk til det er blandet godt. 
Kom dejen i formene og bages ved ca. 180 grader i ca. 20 minutter. 


Moccafrosting:
180 g usaltet smør, stuetemperatur
6-9 dl flormelis alt efter hvilken konsistens man går efter
afkølet espresso, man kan bruge instant kaffe der røres i lidt lun mælk, men det gir' ikke den samme smag.
Røres længe til konsistensen er ensartet.

Her er brugt en Wilton 1m tyl til swirls og roser.

mandag den 21. november 2011

Blomster-fail

Nogle gange må man tilbage til det der som mor sagde da man var barn 'Øvelse gør mester'. Jeg troede i weekenden at jeg lige skulle lave nogle flotte blomster-cupcakes til min datter og hendes veninde, men det var slet ikke så nemt som det så ud på tv da jeg så "cake-boss"...


Det blev overhovedet ikke sådan som jeg havde tænkt mig og til sidst synes jeg det var pinligt, så eksperimenterede jeg med en ny tyl jeg har købt og lavede de der bølger-ting i stedet for. Så fik min 4-årige datter lov at pynte de resterende cupcakes og jeg skal love for der kom pynt på! 

Nå, jeg må øve mig noget mere på de der frosting-blomster :) 


Der er brugt en wilton-blad-tyl til bladene, og en 102 petal-tyl til 'blomster-bladene' og så en lille stjernetyl til det gule. Frostingen er helt almindelig frosting (smør, flormelis, mælk) - dog med den undtagelse at jeg brugte jordbærsaft til den lyserøde frosting. Farverne er opnået med pastafarver.

Selve kage-delen er en ny chokolade-dej-opskrift jeg har fundet, den kommer på med næste blog-indlæg.

torsdag den 3. november 2011

Fødselsdagskage

For en gangs skyld ikke cupcakes, for dem har I jo set (weekendens halloween-produktion) :)

Her er Isabellas fødselsdagskage:

Det er en gulerodskage med mascarpone-ost-fyld, dækket med et meget tyndt lag fondant og pyntet med fondant-gulerødder og royal icing. Den smagte SUPER godt.