Viser opslag med etiketten hestekage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hestekage. Vis alle opslag

tirsdag den 28. juni 2016

Hestepiger

Små piger har ofte store problemer med at vælge et tema for deres kager. Tit ændres de flere gange lige op til fødselsdagsfesten. Det var ikke tilfældet for Victoria, hverken denne eller sidste gang hun fyldte år. En bestemt hest fra LEGO-friends har fanget hendes hjerte og den skulle være på hendes fødselsdagskage.


Inspirationsbilledet var fra Victorias penalhus (hun starter skole efter sommerferien). 


Oprindeligt ville jeg også have lavet pigen til hende, men hold da op, det var ikke en af de dage hvor jeg kunne modellere mennesker - det er bare det sværeste, så til sidst røg det ud og så nøjes jeg med hesten og heldigvis elskede Victoria den. 

Indholdet er den meget populære chokoladekage som alle børn og voksne elsker.




lørdag den 27. december 2014

Kage til en hestepige

Første gang der var en der bad mig om en hestekage var jeg ved at falde om.. "gisp, hvordan laver man en hest på en kage?!" - det gik meget godt synes jeg, så får man jo blod på tanden og her er kagen fra i dag til Pernille der fyldte rundt, så kan I selv vurdere forskellen:


Hesten er ren fondant og lavet efter en tutorial der ligger på youtube til at lave en enhjørning. Videoen varer noget der ligner 20 minutter - det skal lige siges at det altså tog mig det meste af en aften at modellere den her! Jeg synes også hendes fondant holder formen væsentlig bedre end min gjorde, min hest vil virkelig gerne "tabe" hovedet, hendes holdt sig fint løftet.. hmfr. 

Indholdet er den klassiske chokolade/hindbærmousse med lyse bunde og det grønne bunddække er marcipan. For en gang skyld drillede marcipanen ikke og jeg er vildt stolt af at den er pænt dækket uden revner eller mærkelig folder! :) 

Lidt smørcreme med citrussmag og grøn farve udgør græsset. 



lørdag den 30. august 2014

Ridecenter-temakage


Så ringede min veninde og skulle til fødselsdag hos manden der har alt. Hvad gir' man ham så? En kage! Han bor på en gård i Nordsjælland hvor der er rideskole og des lige så det skulle være temaet - og hvis jeg så også lige kunne lave en flyver for han fik vist et gavekort der involverede noget med en flyvetur (?!).. 

Nåja men det blev så chokoladebunde med appelsinmousse og så nær-ved-søvnløs-nat over hvordan pokker man laver en bygning og heste og så videre :) Sådan er det altid med mig. Jeg bekymrer mig meget om de kager - jeg kan sagtens sætte mig ind i at de i Bagedysten tuder over en kage, selvom andre mennesker synes det er fjollet. 

Opskrift på appelsinmousse (baseret på Momses' Univers' opskrift):
750 ml fløde 
3-4 økologiske appelsiner (ca. 2 dl. saft og 3 spsk. fintrevet skal)
75 g sukker 
1 vanillestang
6 blade husblas
3 bægre past. æggehvider
1 økologisk citron 

Opblød husblassen i koldt vand.

Pisk fløden og vanille stift. Vend flødeskummet med appelsinsaft og appelsinskal. Sæt på køl og lad næsten stivne. Alternativt sæt i fryseren i ca. 10 minutter.

Pisk æggehvider og sukker hvidt og luftigt.

Tag husblassen op af vandet og kram vandet af. Smelt husblassen med citronsaft over vandbad. Lad afkøle let.

Tag 2 spsk appelsinskum og rør i den smeltede husblas. Vend det med det øvrige appelsinskum. Vend æggehviderne i appelsinskummet.

Sæt på køl nogle timer indtil moussen er stivnet.

Jeg dryppede bundene med Grand Marnier og smurte den nederste bund med appelsinmarmelade i et tyndt lag før moussen kom på og fik lov at sætte sig natten over. 


Staldbygningen har et par K3'ere, jeg bliver nok ikke bygningskonstruktør i det her liv, men det passer i farverne og jeg synes hestene blev gode og jeg véd kagen smager godt, ligesom det der nougatkrymmel der er på toppen på "springbanen" smager virkelig godt. Jeg håber meget han blev glad for kagen på sin fødselsdag, ham der manden der har alt. 


søndag den 23. februar 2014

Tvillinge temakager

Anna og Lucas havde fået lov at bestille hver deres kage så dagen har budt på to temakager. En skulle være en League of Legends kage og den anden skulle være med en hest. Heldigvis har jeg jo før lavet LOL-kage, så der kunne jeg trække på erfaringen og så bare skalere ned, for kagen skulle ikke være så stor, men heste har jeg måtte øve mig lidt på, så det var en udfordring, men jeg synes de begge blev rigtig gode!


Logoet her med "League of Lucas" var en udfordring på den måde at det altid er svært at få helt skarpe kanter med alt hvad der har med fondant at gøre, fordi det er så bevægeligt et materiale og så er det svært at male de der bogstaver i hånden så de ligner den rigtige skrifttype, så der afprøvede jeg forskellige teknikker for at få det bedst mulige resultat. Jeg synes det endte med at se godt ud. 


En af mine bedre opsmøringer af kagen, så fondanten var nem at få pæn for en gangs skyld. Foran hesten har jeg valgt at placere end "vandgrav" med lidt vand af pipinggel. 

Begge kager er opskrifter jeg tidligere har benyttet, som er børnevenlige: chokoladekage med hindbær/hvid chokolade-mousse. I får bare lov at nyde detaljerne ;)