søndag den 29. maj 2016

Bibliotekskage

En herre på 69 år ringede til mig og ville gerne have en kage til sin runde fødselsdag et par måneder senere. Han havde set buskagen og var meget imponeret og ønskede en særlig kage også.

Han fortalte mig lidt om sig selv og ligeså snart han sagde "pensioneret bibliotekar" vidste jeg hvordan hans kage skulle se ud. Jeg forhørte mig hos noget af hans familie som jeg kender, og de oplyste mig om, at når han læser i sine mange bøger, sidder i hans store brune læderflyder-af-en-stol og så var den jo hjemme.

Bagsiden af kagen

Forsiden af kagen

Forsiden af kagen inspireret af kager jeg har set på nettet. Bagsiden var eget påhit og den store flyderstol blev lige som jeg havde tænkt mig. Det er så rart når noget virker efter planen. 
På bogen der ligger på borden står der "slægtsforskning", da det var noget andet som Jens går op i (jeg ved udmærket godt sånoget ikke foregår ved en bog i dag, men nærmere en pc, men den passede altså ikke lige ind). 

Indholdet af selve biblioteket er den gode chokoladekage men den blev placeret ovenpå en mere traditionel lagkage af lyse bunde med passionsfrugtmousse og chokolademousse. Jeg måtte dog få manden til at hjælpe mig med at bage den, da skæbnen ville at jeg skulle opereres et par dage før den skulle leveres. Men det gik fint det hele. 

Efter sigende et stort hit til fødselsdagen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar