lørdag den 30. august 2014

Ridecenter-temakage


Så ringede min veninde og skulle til fødselsdag hos manden der har alt. Hvad gir' man ham så? En kage! Han bor på en gård i Nordsjælland hvor der er rideskole og des lige så det skulle være temaet - og hvis jeg så også lige kunne lave en flyver for han fik vist et gavekort der involverede noget med en flyvetur (?!).. 

Nåja men det blev så chokoladebunde med appelsinmousse og så nær-ved-søvnløs-nat over hvordan pokker man laver en bygning og heste og så videre :) Sådan er det altid med mig. Jeg bekymrer mig meget om de kager - jeg kan sagtens sætte mig ind i at de i Bagedysten tuder over en kage, selvom andre mennesker synes det er fjollet. 

Opskrift på appelsinmousse (baseret på Momses' Univers' opskrift):
750 ml fløde 
3-4 økologiske appelsiner (ca. 2 dl. saft og 3 spsk. fintrevet skal)
75 g sukker 
1 vanillestang
6 blade husblas
3 bægre past. æggehvider
1 økologisk citron 

Opblød husblassen i koldt vand.

Pisk fløden og vanille stift. Vend flødeskummet med appelsinsaft og appelsinskal. Sæt på køl og lad næsten stivne. Alternativt sæt i fryseren i ca. 10 minutter.

Pisk æggehvider og sukker hvidt og luftigt.

Tag husblassen op af vandet og kram vandet af. Smelt husblassen med citronsaft over vandbad. Lad afkøle let.

Tag 2 spsk appelsinskum og rør i den smeltede husblas. Vend det med det øvrige appelsinskum. Vend æggehviderne i appelsinskummet.

Sæt på køl nogle timer indtil moussen er stivnet.

Jeg dryppede bundene med Grand Marnier og smurte den nederste bund med appelsinmarmelade i et tyndt lag før moussen kom på og fik lov at sætte sig natten over. 


Staldbygningen har et par K3'ere, jeg bliver nok ikke bygningskonstruktør i det her liv, men det passer i farverne og jeg synes hestene blev gode og jeg véd kagen smager godt, ligesom det der nougatkrymmel der er på toppen på "springbanen" smager virkelig godt. Jeg håber meget han blev glad for kagen på sin fødselsdag, ham der manden der har alt. 


søndag den 24. august 2014

Lagkage med havtorn og hvid chokolademousse


Det er min fødselsdagslagkage, som min mand har lavet til mig efter specifikt ønske ;) 

Det er lyse bunde dryppet med Cointreau og lagt sammen med marmelade med havtorn og så en hvid chokolademousse. 

De lyse bunde er helt almindelige, dem kan du bare google, men så var der den fantastiske hvid chokolademousse, der er lavet næsten som jeg plejer at lave min hindbærcreme, men blot uden hindbær: 

½ liter piskefløde
150 g hvid chokolade
revet skal af 1 limefrugt
4 blade husblas

Piskefløde varmes op til lige under kogepunktet. Hældes over den hakkede hvide chokolade og tilsættes de opblødte husblas. Dækkes med film og på køl natten over. Piskes op før den bruges i kagen. 

Vi gjorde så den fejl at beslutte at smøre kagen op med en vanillesmørcreme. Det gjorde det til en alt for sød oplevelse! Næste dag skrabede jeg smørcremen af og erstattede med friskpisket flødeskum - meget bedre! 

Havtorn-marmelade kan i øvrigt købes i veludstyrede supermarkeder. 

torsdag den 14. august 2014

Dragen Elliot - temakage til barnedåb


Den her er jeg altså ret så stolt af. Det er en dåbskage til en lille dreng der skulle hedde Elliot og han skulle selvfølgelig have følgeskab af dragen fra børnehistorien om dragen Elliot og drengen Peter. Jeg har én gang tidligere lavet en kage med en drage på, så jeg havde lidt en ide om hvordan det skulle gøres, men nu skulle det jo gerne ligne dragen fra historien

Indholdet er lyse lagkagebunde med hindbærcreme og chokolademousse (som ofte før). Dragen Elliot har fået selskab af en baby i dragekostume som er faldet i søvn midt i legen ved siden af en lille skovsø (pipinggel). 


Inspirationen til babyen i dragekostume kom herfra (der er åbenbart flere der synes det var en god idé som tema-dåbskage) ;) 



onsdag den 13. august 2014

Rebeccas hund

Jeg elsker at lave kager til børn, det er så hyggeligt og man får lov at bruge sin fantasi og børnene begejstres over detaljer på en kage. Rebeccas mor ville gerne give hende en kage med hendes elskede hund Bella på "og så noget med en regnbue" til Rebeccas 10-års fødselsdag. Jeg har ikke før lavet en hund og slet ikke én der skulle ligne en bestemt hund, men det havde jeg jo heller ikke da jeg lavede hestekagen til Anna og det gik jo meget godt, så jeg tog imod udfordringen og så blev det til den her:


Indholdet er en klassens time chokoladekage lagt sammen med lidt jordbærmarmelade og smurt op med en vanillesmørcreme. Den kage slår aldrig fejl med ungerne og den var også populær denne gang. 

Bella er formet i fondant og malet sort der hvor hun nu skulle være sort og så har hun rødt halsbånd på. Regnbuen har fået en glitrende sommerfugl og står i skyer af smørcreme. Bella har fået sin madskål med kødben og en vandskål med "vand" af pipinggel i. Blomsterne fandt jeg på undervejs, jeg synes de blev søde.




tirsdag den 12. august 2014

Lagkage med hindbærcreme og tobleronemousse


Min far kan hverken lide fondant eller flødeskum, så da min mor bad mig lave en lagkage til fejringen af hans fødselsdag, måtte jeg jo lige tænke over hvordan det så skulle være når nu jeg ikke måtte lave en traktor i fondant (han er landmand). 

Min første ide var at lave en hjerteformet kage, men da jeg så havde bagt bundene og kunne se at jeg skulle skære temmelig meget fra for at få hjerteformen, så ville der ikke være nok kage til gæsterne, så måtte det være pynten der udgjorde hjertet til min farmand. 

Indholdet er den efterhånden meget brugte hindbærcreme med hvid chokolade og så en ny afprøvet tobleronemousse. Jeg var ikke så imponeret af den, jeg synes jeg ligeså godt kunne have brugt den almindelige chokolademousse jeg plejer at bruge. 

300 g toblerone
1/2 L piskefløde

Hak chokoladen ud i mindre stykker og kom dem i en skål som er stor nok til at piske 1/2 l fløde i.
Kom fløden i en gryde, og bring dette nær kogepunktet (det må ikke voldkoge). Når fløden bobler lidt, hældes det over chokoladen. Lad det stå i 5 min. Og rør det herefter til en ensartet masse.
Dæk massen med husholdnings film, sådan at det ligger helt nede på massen og op af siderne.
Stil massen i køleskabet til dagen efter, da det er vigtigt at massen er helt kold inden at den piskes.
Pisk massen, først stille og roligt, for at få rørt det chokolade der evt. ligger på bunden op. Når du kan mærke at der ikke er mere chokolade på bunden, kan hastigheden øges.
Moussen er færdig, når den har fået en let og blød konsistens men vær opmærksom på, at det går stærkt og hvis det bliver overpisket skiller den - og kan ikke reddes!

De lyse bunde drillede mig HELT VILDT meget. Jeg måtte bage dem om 3 gange.. følte mig ikke som det store bagetalent lige dér.. Måske havde det noget at gøre med at det var solskin og 30 grader, jeg ved det ikke.. 

Og så bliver I lige nødt til at se den lille kage min 7 årige datter lavede til sin morfar. Hun fik så lov at lege med fondant og lavede en traktor helt selv (jeg tegnede på papir et par firkanter så hun fik indtryk af hvordan hun kunne gøre, men hun har sq gjort det hele selv. Mor er stolt af sit lille dekorationstalent).