onsdag den 26. marts 2014

Aussie lagkage med cykeltema

Så var der cykel-Josh som er fra Australien og har fødselsdag imens han er i Danmark og derfor skulle have en kage med cyklist og flag.


Jeg havde egentlig mest bekymret mig om flagene, men de viste sig at være relativt nemme at lave (når man lige husker på, at når man bøjer flaget ud over kanten af kagen, så bliver det jo skævt, så man er nødt til at skære det til, det tog lidt tid). Det der rigtig udfordrede var cykelrytteren som pga. sin lidt foroverbøjede position, gerne vil falde forover. Jeg måtte også lave ham om for jeg havde fået lavet ham for tyk til at starte med, så han havde lår i skoene, det går jo ikke! Jeg er stadig ikke helt tilfreds med ham, men på et tidspunkt må man stoppe med at rette til. 

Indholdet er jeg sådan set ret stolt af. Jeg har lavet jocondebunde, som jeg har lært hos Meyers: 

50 g smør
4 store æg
150 g sukker
150 g mandelmel
100 g hvedemel
5 æggehvider (150 g)
50 g sukker
Forvarm ovn til 235 grader varmluft. Smelt smørret. Pisk hele æg med 150 g sukker til det er skummende. Tilsæt mandelmel. Sigt hvedemel i og end dejen godt rundt. Pisk æggehviderne stive med resten af sukkeret. Vend æggehviderne i dejen. Bages i 5 mms tykkelse ca. 10 min. eller til bunden føles fast.

Så er bundene dryppet med Grand Marnier og det nederste lag er dækket af appelsin-fileter. Så er der appelsinmousse ovenpå appelsinerne:
2½ dl fløde
1 dl appelsinsaft
revet skal af 1 appelsin
1½ bæger past. æggehvider
40 g sukker
1 vanillestang
2 spsk citronsaft
3 blade husblas

Læg husblas i koldt vand.
Riv skallen af appelsinen og pres appelsinen til du har saften. Bland vanillekorn med lidt af sukkeret. Pisk fløden til skum sammen med vanillesukkeret. Bland forsigtigt appelsinsaft og til sidst appelsinskal i flødeskummet. Sæt på køl.
Vrid vandet af husblassen og smelt det med citronsaften over vandbad. Tag det af varmen og lad køle lidt af.
Pisk æggehvider med resten af sukkeret.
Bland flødeskummet med den lune husblas lidt ad gangen og vend tilsidst æggehviderne i. Sæt på køl nogle timer - gerne natten over.
Inspiration fra Alletiders kager

I øverste lag er der en chokolademousse jeg tidligere har fået stor ros for og jeg har også brugt den til at smøre kagen op inden jeg dækkede den med fondanten.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar