Den her har jeg godt vidst kom i et stykke tid, men kender du dét, så bliver man alligevel helt stresset når det så sker.. Det her er Minecraft-kagen til Jonas, som er helt igennem hærdet Minecraftspiller og har sin egen youtubekanal med videoer hvor man kan følge hans figur som hedder Mikroprut den Danske.
Hvis du ikke har spillet computerspillet Minecraft (så har dine børn sikkert) - så kan du roligt udlede at det er noget med firkanter - ALT består af firkanter.
Jeg var meget i tvivl om designet af kagen og brugte dagevis på at researche div. kagesider efter forslag til kager og der er virkelig mange flotte, men jeg synes det var sejt med den helt firkantede kage når nu spillet er helt firkantet :) Det er i øvrigt hammersvært at lave en helt firkantet kage, så det er også en udfordring som kagebager!
Først lavede jeg ca. 400 små firkanter i forskellig farve. Derefter brugte jeg et par dage på at lave figurer, især Jonas' figur skulle jo være helt rigtig og firkantet på de rigtige steder ;) og skriften med hans navn skulle også have den rigtige form osv.
Så blev der bagt 3 lag rigtig god chokoladekage, lagt sammen med chokolademousse lavet på belgisk chokolade og smurt op med hindbærsmørcreme.
Så kom firkanthelvedet. Jeg vidste det jo.
Jeg bruge en hel aften - dvs. ca. 3 timer - på at sætte hver enkelt firkant på kagen og prøve at få det til at passe godt sammen. Hold nu op, det var frustrerende. Jeg synes resultatet blev okay, men en anden gang tror jeg jeg dækker kagen med fondant først og så sætter firkanter på bagefter..
Vent lidt, sagde jeg en anden gang? Jeg tror ikke der bliver en anden gang..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar