søndag den 23. februar 2014

Tvillinge temakager

Anna og Lucas havde fået lov at bestille hver deres kage så dagen har budt på to temakager. En skulle være en League of Legends kage og den anden skulle være med en hest. Heldigvis har jeg jo før lavet LOL-kage, så der kunne jeg trække på erfaringen og så bare skalere ned, for kagen skulle ikke være så stor, men heste har jeg måtte øve mig lidt på, så det var en udfordring, men jeg synes de begge blev rigtig gode!


Logoet her med "League of Lucas" var en udfordring på den måde at det altid er svært at få helt skarpe kanter med alt hvad der har med fondant at gøre, fordi det er så bevægeligt et materiale og så er det svært at male de der bogstaver i hånden så de ligner den rigtige skrifttype, så der afprøvede jeg forskellige teknikker for at få det bedst mulige resultat. Jeg synes det endte med at se godt ud. 


En af mine bedre opsmøringer af kagen, så fondanten var nem at få pæn for en gangs skyld. Foran hesten har jeg valgt at placere end "vandgrav" med lidt vand af pipinggel. 

Begge kager er opskrifter jeg tidligere har benyttet, som er børnevenlige: chokoladekage med hindbær/hvid chokolade-mousse. I får bare lov at nyde detaljerne ;) 





lørdag den 8. februar 2014

Vanille cupcakes med citron-marengs-frosting

Jeg elsker at få frie hænder når jeg skal lave kage eller cupcakes. Resultatet bliver bare meget bedre. Den eneste gang jeg havde problemer med det var for nylig hvor jeg første gang lavede kage til barnedåb - der havde jeg for mange ideer i mit hoved til hvordan en sådan kunne se ud.

Her var det cupcakes til en sød bedstemors 85 års fødselsdag. Jeg synes hun skulle have noget med blomster og noget der var lidt fint og delikat, så her er resultatet:


Det er den samme vanille-cupcake fra tidligere - 

Opskrift til 24 cupcakes
250 g smør (ikke margarine, det gør dejen mindre luftig)
1,5 dl vand
3 store æg
350 g sukker 
korn fra ½ polynesisk vanillestang
250 g mel
90 g maizena
1,5 tsk bagepulver

Smør og vand smeltes sammen og køles lidt af imens du pisker æg, sukker og vanille hvidt.
Vend de tørre ingredienser i æggemassen, skiftevis med smørvandet.
Dejen skal hvile i 15 minutter. Vend rundt igen og bages ved 180 grader i ca. 17 minutter.

Frostingen:
3 æggehvider
100 g sukker
150-200 g usaltet smør alt efter smag - jeg er ikke så vild med at det kommer til at smage af smør
lidt citronsaft
reven skal fra 1 økologisk citron
2 tsk vanillesukker

Æggehvider og sukker piskes med piskeris over vandbad til sukkeret er opløst. Det tager et par minutter.
Pisk herefter hvidt og stift i køkkenmaskinen eller håndmixeren - det skal piskes i ca. 10 minutter til det er helt stift og koldt. Tilsæt herefter det bløde smør lidt efter lidt og pisk kraftigt. Nu gør frostingen så typisk dét, at den skiller og ser mærkelig ud - pisk ufortrødent videre, det ordner sig! Jeg har flere gang smidt den ud fordi den var skilt fuldstændig, men jeg tror måske bare jeg skulle have pisket videre (?) Det virker i hvert fald i maskinen for mig nu. Til sidst tilsættes vanillesukker og en smule citronsaft og fintreven skal af citron. Det kan også være hindbær i stedet eller andet, bare pas på med væde-mængden.


Så har jeg pyntet med fondant-blomster og et blad.

tirsdag den 28. januar 2014

Teenage-turtle-cupcake

Hvad skal man dele ud i klassen når man fylder 6 år og skal dele ud i klassen? Gustav skulle i hvert fald have cupcakes med Teenage Mutant Ninja Turtles!

Værsgo 0. klassere:


Der er faktisk tale om en dej der minder meget om en lys lagkagebund-dej, blot med rørsukker og meget ægte vanille i. Det skulle være børnevenligt jo og så er der en almindelig smørcreme på toppen med lidt blå farve og så de søde og egentlig ret simple turtle-hoveder. Efter sigende en god succes hos Gustav og i klassen. 



mandag den 27. januar 2014

Smølfelagkage


Her er Marcus' fødselsdagslagkage. Marcus er smølfefan og så kom der lige en frø med til fødselsdagsfesten også. 

Det er en almindelig lagkage med lyse bunde og lagkagecreme (Meyers opskift med reduceret sukkermængde), ligesom i Hello Kitty-kagen fra dagen før. Der er jordbærmarmelade i - uden klumper tak - og så er bundene dryppet med mandarin-saft og der er lidt knuste makroner i. Kagen skulle med i børnehaven, så jeg håber den bragte lykke på stuen og ikke alt for mange skænderier om hvem der skulle have hvilken smølf :) 





Hello Kitty Fødselsdagskage

Til Hannahs 4-års fødselsdag skulle der være Hello Kitty på kagen og det skulle være lyserødt og med glimmer (sådan er det jo når man er 4! - det går over når man bliver 6.. ). Jeg har før lavet Hello Kitty kage til min egen datter og det er superhyggeligt at lave de små figurer med forskellige kjoler på. Jeg synes de blev rigtig søde!


Kagen er lyse bunde:
250 g smør
1,5 dl vand
3 store æg
400 g sukker
2 tsk vanillesukker
250 g mel
90 g maizena
1,5 tsk bagepulver

Smør og vand smeltet sammen og køles lidt af imens du pisker æg, sukker og vanille sammen til det bliver hvidt og luftigt. Vend de tørre ingredienser i æggemassen skiftevis med smørvandet. Dejen skal nu hvile i 15 minutter. Vend rundt igen og bag som kage ved 180 grader i ca. 45 minutter.
Fyldet er en almindelig kagecreme (Claus Meyer opskift, dog med reduceret sukkermængde) og så er det rørt med lidt flødeskum for at gi det lidt mere luft. Så er der appelsinfileter i og lidt knuste makroner. Jeg dryppede bundene med lidt appelsinsaft og en lille smule Grand Marnier.


Fødselaren spiste efter sigende den lyserøde Kitty :) 

søndag den 26. januar 2014

Den sødeste bamsebjørn

Lørdag skulle lille Liva Marie døbes og hendes mor havde ville fejre med en sød kage. Jeg havde frie "designhænder" men begrænset budget, så indholdet er meget simpelt. Jeg måtte sortere i mine 1000 ideer til en dåbskage, men da jeg stødte på ham her bamsebjørnen kunne jeg bare ikke stå for ham og så var det ham der kom med til dåben. :)


Klodserne er rene fondant-firkanter. Det er mit første forsøg på klodser og jeg må indrømme at jeg nok skal have nogle bedre værktøjer til det, for jeg var ikke helt tilfreds med ensartetheden af dem, men jeg synes de blev søde med bogstaverne på. 

Indholdet af kagen er udelukkende chokoladekage og en chokolade-smørcreme samt en hindbær/lime-smørcreme. Det er en bastant kage, man spiser nok ikke et stort stykke. 


Ham her stjal billedet til festen og var med til at ønske Liva Marie tillykke med dagen og dåben. 


onsdag den 8. januar 2014

Oreo cupcakes

Jeg fangede ikke rigtig det der med Oreos før for et par år siden, nu synes jeg virkelig godt om dem og jeg tror de må være lavet med tilskud fra mælkeindustrien eller noget, for man SKAL bare have et glas mælk til når man spiser Oreos.

Jeg er flere gange stødt på Oreo-cupcakes på nettet, men der skulle et bankskifte til før jeg fik taget mig sammen til at lave det.. Ja, du læste rigtigt ;) Jeg skulle have møde med min nye bank i dag og det var en gammel kollega der tog imod og han sendte en uges tid i forvejen en sms hvor der stod "tager du ikke lige kage med", han kan godt huske noget om at jeg bager ind i mellem. Så havde jeg en undskyldning for at lave cupcakes til gamle og nye kolleger, så det blev Oreo-cupcakes med inspiration fra Sarahs Kager til opskriften, dog med egne tilføjelser.


Ja, de smager bare SÅ godt. Oprindeligt ville jeg have lavet en marengsfrosting til, og jeg var også ude i noget med en mascarpone-frosting for at gøre den lidt frisk til den søde kage, men jeg løb simpelthen tør for tid og så blev det en almindelig smørcreme med Oreos i og det var ikke noget problem. Jeg valgte dog at pipe lidt mindre frosting på dem end jeg normalt gør for ikke at det skulle blive vammelt.. 

Opskrift på 24 oreo cupcakes:
150 g smør, stuetemperatur
150 g brun farin
50 g muscovado sukker (ellers bare yderligere 50 g brun farin)
150 g sukker
3 æg, stuetemperatur
2 vanillestænger
300 g mel
2 tsk. bagepulver
2 dl. Mælk, stuetemperatur
1 dl sødmælksyoughurt (hvis du ikke har så yderligere 1 dl. mælk)
10 oreos hakket i småstykker

Frosting: 
100 g usaltet smør (blødt)
ca. 1 pk. flormelis alt efter hvor stift man gerne vil have frostingen når man skal komme den på cupcaken
Lidt lun mælk og evt. lidt vanilleessens
6 pulveriserede Oreos (jeg skilte dem ad og brugte kun kiksen, kom det i en pose og kørte det godt over med min rullepind. 

Forvarm ovn til 180 grader
Del vanillestængerne, skrab kornene ud og bland dem med en lille smule af sukkeret for at skille kornene
Pisk smør, Muscovadosukker, brun farin, vanille og sukker sammen 
Pisk æggene i – et af gangen
Bland bagepulver og mel sammen
Bland lidt af mælken i smørblandingen og tilføj derefter lidt af melblandingen – forsæt sådan til alle ingredienserne er sammenblandet
Tilsæt youghurten
Vend de hakkede Oreos i dejen
Hæld dejen i papirformene – de skal være 2/3 fulde
Bag cupcakes i 20 minutter ved 180 grader
Når kagerne er bagt, skal de afkøles fuldstændig inden frostingen kommes på

Stort hit og alt er spist på begge arbejdspladser ;)