onsdag den 8. januar 2014

Oreo cupcakes

Jeg fangede ikke rigtig det der med Oreos før for et par år siden, nu synes jeg virkelig godt om dem og jeg tror de må være lavet med tilskud fra mælkeindustrien eller noget, for man SKAL bare have et glas mælk til når man spiser Oreos.

Jeg er flere gange stødt på Oreo-cupcakes på nettet, men der skulle et bankskifte til før jeg fik taget mig sammen til at lave det.. Ja, du læste rigtigt ;) Jeg skulle have møde med min nye bank i dag og det var en gammel kollega der tog imod og han sendte en uges tid i forvejen en sms hvor der stod "tager du ikke lige kage med", han kan godt huske noget om at jeg bager ind i mellem. Så havde jeg en undskyldning for at lave cupcakes til gamle og nye kolleger, så det blev Oreo-cupcakes med inspiration fra Sarahs Kager til opskriften, dog med egne tilføjelser.


Ja, de smager bare SÅ godt. Oprindeligt ville jeg have lavet en marengsfrosting til, og jeg var også ude i noget med en mascarpone-frosting for at gøre den lidt frisk til den søde kage, men jeg løb simpelthen tør for tid og så blev det en almindelig smørcreme med Oreos i og det var ikke noget problem. Jeg valgte dog at pipe lidt mindre frosting på dem end jeg normalt gør for ikke at det skulle blive vammelt.. 

Opskrift på 24 oreo cupcakes:
150 g smør, stuetemperatur
150 g brun farin
50 g muscovado sukker (ellers bare yderligere 50 g brun farin)
150 g sukker
3 æg, stuetemperatur
2 vanillestænger
300 g mel
2 tsk. bagepulver
2 dl. Mælk, stuetemperatur
1 dl sødmælksyoughurt (hvis du ikke har så yderligere 1 dl. mælk)
10 oreos hakket i småstykker

Frosting: 
100 g usaltet smør (blødt)
ca. 1 pk. flormelis alt efter hvor stift man gerne vil have frostingen når man skal komme den på cupcaken
Lidt lun mælk og evt. lidt vanilleessens
6 pulveriserede Oreos (jeg skilte dem ad og brugte kun kiksen, kom det i en pose og kørte det godt over med min rullepind. 

Forvarm ovn til 180 grader
Del vanillestængerne, skrab kornene ud og bland dem med en lille smule af sukkeret for at skille kornene
Pisk smør, Muscovadosukker, brun farin, vanille og sukker sammen 
Pisk æggene i – et af gangen
Bland bagepulver og mel sammen
Bland lidt af mælken i smørblandingen og tilføj derefter lidt af melblandingen – forsæt sådan til alle ingredienserne er sammenblandet
Tilsæt youghurten
Vend de hakkede Oreos i dejen
Hæld dejen i papirformene – de skal være 2/3 fulde
Bag cupcakes i 20 minutter ved 180 grader
Når kagerne er bagt, skal de afkøles fuldstændig inden frostingen kommes på

Stort hit og alt er spist på begge arbejdspladser ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar