mandag den 31. oktober 2016

Afhuggede fingre og spøgelser

Mere halloween-sjov, denne gang med cupcakes til selve halloween-aften der skulle fejres hos nogle venner. Jeg havde en masse indledende sjov med at lave dem her:




søndag den 30. oktober 2016

Halloween heksegryde

Min store piges klasse skulle holde halloween-arrangement og jeg havde set en kage på tv der mindede om den her jeg lavede til festen. Det var mægtig underholdende at se ungerne forsøge sig med at spise en finger ;)


Indeni er chokoladekage smurt op med jordbærsmørcreme. Alt pynt er fondant og gryden er "fyldt med" piping gel. 

lørdag den 15. oktober 2016

Maritim dåbskage

Min søde kollega har fået barn nr. 2 og lille Félix ("Held") skulle døbes med fransk/maritimt tema dog uden at det blev med franske flag over det hele og som hun sagde "du behøver jo ikke lave et fyrtårn".. men nu havde hun jo sagt det, så blev det nød til at blive et fyrtårn! - Med lys i selvfølgelig!



Jeg elsker at dimse med nye ting, så der blev ny teknik afprøvet både i selve fyrtårnet, hvori der er "Rice Crispy Treats" - det er et morgemadsprodukt, man blander med skumfiduser og lidt smør til en klistret masse, man så kan forme til - ja f.eks. et fyrtårn. Derudover skal det blå nederst på kagen repræsentere bølger og den lille baby er iklædt sejlertøj. Ham er jeg bare så vild med :) <3

Selve lyset skulle have været i et isomalt-glashus, men jeg løb tør for tid (det kommer der af at dimse med små flag..), så det blev et shot-glas vendt på hovedet med lys i. De franske farver er også gengivet i kagens farver (rød, hvid og blå) så alt i alt en kæmpesucces. Nåja, inden i selve kagen, er bærmousse og hyldeblomstmousse.

lørdag den 1. oktober 2016

Sygeplejersken fylder 30 år

Den her var så sjov at lave og finde på! Jeg har forsøgt med humor at imødekomme ønsket om en sjov 30-års fødselsdagskage med sygeplejerske-tema. "BH'en" er lavet med rød sukkerblonde og halskæden og uret er lavet med spiselig guldspray samt guldstøv til at give den sidste finish.


Indeni er lyse bunde med hyldeblomstmousse og hindbærmousse med hvid chokolade.

søndag den 25. september 2016

Babyshower

De her babyshowerkager er ret populære til kommende mødre. Jeg har dog mødt enkelte der synes de er makabre (pga den lille fod eller fordi man "skærer i maven"). Det forstår jeg ikke helt, men så kan man jo få noget andet til sit babyshower ;)



Den her er den supergode chokoladekage med hindbærcreme. Der fulgte også små cupcakes med med babyfødder på.

lørdag den 27. august 2016

Pink Party

Mettes 50 års fødselsdag skulle fejres med et brag og hendes kage skulle afspejle begivenheden. Det var pink party så hele stuen var pyntet op i pink og så havde Mette udtrykt ønske om et særligt tæt forhold til sølv også, så det har jeg også prøvet at få med her. Jeg blev særlig glad for rosen, som jeg synes blev vellykket med spiselig sølvspray. 


Desværre fik 0'et en lille transportskade, men jeg reparerede den på stedet og Mette sagde den holdt  til aftenens festligheder. Det er sånoget der kan ske når kagerne skal transporteres langt.

Indeni er hindbærmousse med hvid chokolade og citronmousse.

lørdag den 20. august 2016

Den store dag

Bryllupskager indeholder for det meste en masse timer afsat til at lave roser. Den her var ikke en undtagelse og det tog også et par forsøg for at ramme den rigtige sarte lysegrønne farve på roserne som bruden havde ønsket. Heldigvis synes jeg resultatet blev rigtig godt:


Det er to ret store kager med hvid chokolademousse og 2 lag limemousse. Der skulle være nok til op imod 100 mennesker og hele vejen hjem fra at have afleveret dem, tænkte jeg på om der nu var nok, men bruden skrev der var nok også til dagen efter, så pyha. 

Kombinationen hvid chokolademousse og limemousse er også gået hen og blevet meget populær efterfølgende. Det smager altså virkelig godt!