mandag den 20. oktober 2014

Bryllupsdagskage

Ønsket lød på en lille 1-års bryllupsdagskage med passionsfrugtcreme og chokolademousse og så orange fondant på toppen og kagen skal kunne transporteres i en køleboks!

For det første er det er lidt svært at lave noget med orange på denne årstid uden at det kommer til at ligne halloween, så jeg baksede lidt med designet, men endte med noget sugarlace (arg! det er svært), som jeg faktisk synes blev rigtig godt til sidst.

Derudover så laver jeg normalt noget opretstående dims på toppen af kagen, men det turde jeg ikke fordi den skulle kunne transporteres, så jeg endte ud i et monogram og så nogle hjerter:





Opskrifterne er helt de samme som i spøgelseskagen.

søndag den 19. oktober 2014

Æbletærte i amerikansk stil

Jeg elsker bare æbletærte med flødeskum/creme fraishe/vanilleis. Jeg har prøvet en del opskrifter og leder lidt stadig efter den perfekte, men den her er et godt bud. Den stammer vistnok fra programmet Annemad hvor hun besøger New York og Magnolia Bakery, hvor Carrie har gjort cupcakes verdenskendte.

Æbletærte til ca. 6 personer
Ca. 1½ kg. æbler
100 gr. smør
1½ dl. sukker
2 tsk. kanel
2 spsk. citronsaft
2 spsk. maizena

Mørdej til bund og top:
6 dl. hvedemel
¼ tsk. bagepulver
250 gr. smør
½ dl. kold vand
1 æg og 2 spsk. vand til pensling

Skræl æblerne, fjern kernehus og skær dem groft ud i tern eller både alt efter hvad du foretrækker.
Smelt 50 gr. smør i en tykbundet gryde. Tilsæt æblerne, og lade dem simre i 6-8 minutter, mens der røres rundt. Tilsæt sukker og kanel og lad det simre yderligere et par minutter, så sukkeret smelter og danner karamel på æblerne. Bland citronsaft og maizena, bland i æbleblandingen og lade det afkøle helt.

Mørdej:
Smuldr den kolde smør i melet og bagepulveret. Når blandingen ligner krummer, så tilsæt lidt koldt vand ad gangen, indtil dejen lige akkurat bliver lind og kan samles. Del dejen i 2 dele, pak dem ind i film og læg dem på køl.

Smør et tærtefad og drys med mel.
Rul den ene del af mørdejen ud og beklæd tærtefadet.
Hæld æblefyldet i en si, så det meste af den flydende sukkerblanding løber fra.
Hæld æblefyldet over i tærtefadet.
De resterende 50 gr. smør og fordeles i små klumper hist og pist oven på æblefyldet.
Rul den anden del af mørdejen ud, og læg det på tærten som et låg. Pres let ned på æblefyldet og lav en nogenlunde ensartet kant.
Prik små huller i mørdejs låget.
Pisk ægget og vandet let og pensl låget.
Drys med lidt sukker/kanel.
Bag tærten i 35-40 minutter ved 180 grader. Tærten er færdig når låget er sprødt og gyldent.










lørdag den 11. oktober 2014

BØH! Blev du bange?

   

Halloween nærmer sig. Mit idol Sugar High lavede nogle små spøgelser der bare var megasøde, så jeg besluttede mig for at se om jeg kunne lave noget tilsvarende. Det gik da meget godt, synes jeg.

Desværre blev deres kagedebut en lidt flad oplevelse, fordi jeg blev kaldt på arbejde midt i at være ved at pynte kagen så der blev ingen detaljer og fondanten blev nærmest smidt på kagen, jeg nåede ikke engang at tørre fadet..

Kagen er en drømmekagebund (Arlas opskrift), dog med reduceret sukkermængde og så er det med passionsfrugtmousse og chokolademousse/ganashe.


Passionsfrugtmousse, 1 ca. 3 cm lag i 25 cm springform (skal laves lige før kagen samles):
6 blade husblas
5 passionsfrugter
1/2 dl friskpresset appelsinsaft
1 spsk friskpresset citronsaft
1/2 l. piskefløde
140 g sukker

Blødgør husblasen i koldt vand, i ca. 15 min. 
Del passionsfrugterne, skrab indholdet ud, bland det med appelsinsaft og sukker, derefter blend massen godt, så sukkeret opløses og de sorte kerne blendes helt fine. Si kernerne fra.
Pisk fløden til skum. 
Smelt husblasen i det vand, som følger med og lidt citronsaft. Derefter blandes den smeltede husblas i frugtsaften, bland det godt rundt. 
Vend frugtsaften i flødeskummen forsigtigt lidt ad gangen i. Hæld straks derefter moussen ovenpå kagebunden, som er stabiliseret af kageplast og bagering. 
Stil kagen på køl tildækket, til moussen har sat sig, ca. 3 timer, gerne natten over.