Jeg luftede mine bekymringer for mine ikke-kagekyndige, men meget søde, kolleger og de mente at det da ikke kunne være det store problem, det måtte være noget med et par firkanter og et par cirkler og det lød jo nemt nok, så jeg sagde ja til udfordingen.
Siden da kiggede jeg på utallige traktorkager på nettet og det så slet ikke så nemt ud som mine hjælpsomme kolleger fik det til at lyde som og jeg kunne godt se mig stå og fumle med et traktorhjul i fondant og det var ikke noget kønt syn. Så til sidst besluttede jeg mig for at lave en kage omkring en traktor, og det skulle vise sig at være en meget bedre idé, som du kan se på billederne.
Jeg har ikke lavet dyr før i fondant, men jeg tænkte at det skulle der være på kagen med traktoren, så jeg satte mig ned aftenen før og lavede nogle dyr. Der findes nogle ganske udmærkede instruktioner på youtube og på nettet til at lave dem, så det kan man sagtens kaste sig ud i.
Selve kagen er gulerodskagen fra min opskrift på gulerodscupcakes:
Der er bare brugt den dobbelte mængde. Jeg har bagt to bunde i en firkantet bradepande ca. str. 20x35 cm og så skal kagerne bage noget længere end cupcakes (ca. 35 min eller til den pind du stikker i dem kommer op ren). De bliver så skåret igennem og så er ostefrostingen lagt imellem - hvis du piper den med en stor tyl, får du et ens lag i hele kagen - og ligeledes er hele kagen er dækket med et tyndt lag af det (dirty-icing), så fondanten der skal dække kagen har noget at hænge fast i.
Jeg har brugt chokolade-fondant for at det skal ligne jord og så er der almindelig smør-frosting til 'græs'. Sten, blomster og dyr er altsammen fondant og skabte stor lykke hos børnene der var med. Lærke på 5 år måtte dog indse at en hel gris i munden på én gang, blev for meget.. Traktoren kører på en 'grusvej' af rørsukker og Williams navn er pipet med royal icing (opskrift her på bloggen, kig under etiketter).
Min mand hjalp til og kreerede hegnet, som kun ses på et af billederne, for jeg turde ikke sætte det på før vi nåede frem. Det blev rigtig godt og afsluttede kagen fint. Det er lavet med træ-grillspyd dækket af chokolade-fondant.
Kagen var en stor success og smagte rigtig godt (hvis man ellers skilte sig af med de til tider store mængder fondant). Børnene synes det var fantastisk at det hele kunne spises.
Tillykke med fødselsdagen William.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar