fredag den 8. marts 2013

Forårsblomst-cupcake (uden mælkeprodukter)


På trods af at foråret ser ud til at være udsat lidt, så måtte jeg lige ud med den her forårsblomst i form af en chokoladecupcake med jordbær-smørcreme. Selve chokoladekagen er en ny opskrift uden mælkeprodukter, som jeg tester fordi jeg skal lave en kage til en allergisk dreng senere på måneden. Han får altså ikke smørcreme på sin kage, han må 'nøjes' med fondant og glasur.

Kagen er vældig dejlig og svampet også dagen efter! Faktisk er den bedre end andre chokoladekage-opskrifter jeg har prøvet, vær dog opmærksom på, at den skal bage væsentlig længere end sædvanligvis ved cupcakes, fordi dejen er så 'våd'. Til gengæld er dejen supernem at lave.

Opskrift til ca. 24 cupcakes: 
360 g mel
300 g sukker
65 g kakaopulver (usødet)
1½ tsk natron
1 tsk salt
1 dl olie, f.eks. raps- eller solsikke.
6 dl æblejuice
Vanille fra 1 stang vanille, eller 1½ tsk. vanillesukker

Tænd ovnen på 190 grader. Klargør din muffinpande - sæt papirholdene i hullerne.
Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Tilsæt olie og juice og pisk det sammen. Det er det hele, så er du klar til fylde i formene. Fyld holderne ½-2/3 op. Bages i ovenen i ca. 20 minutter, hold øje med dem. De er klar når en tandstik stukket ind i midten kommer ren op.

Jordbærsmørcreme
(skal jo så erstattes med almindelig glasur, hvis man går efter den mælkefrie version!):
175 g usaltet smør
350-500 g flormelis
Vanilleessens eller vanillesukker
Lidt saft fra frosne, optøede jordbær
Piskes sammen, flormelis og væde bruges til man opnår den ønskede konsistens på smørcremen.

Her har jeg lavet den med espressosmørcreme (totalt favorit), bare erstat jordbærsaft med espresso.

Blomsten laves med tyl 104.  Den tykke ende af tyllen vendes nedad mod kagen og sprøjteposen holdes ca. 45 graders vinkel ud fra kagen og så er det bare at dreje.


  Tak til Kokamok for inspiration til opskrift. 

7 kommentarer:

  1. De er rigtig smukke og indbydende :-)

    SvarSlet
  2. Jamen, smør er da et mælkeprodukt??

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Helen - du har ret - og derfor skriver jeg også den skal laves med glasur hvis det skal være den helt mælkefrie version. Kagen smager rigtigt godt i sig selv, man KAN godt lave smørcreme med margarine, hvis man som mælkeallergiker kan tåle dét, men personligt bryder jeg mig ikke om smagen. :)

      Slet
  3. Jeg har brugt din opskrift her til en kage i stedet for cupcakes, hvilket også er gået rigtig godt, skal nemlig bage til min kærestes vandpolo kamp og der er en der er laktoseintolerant, og nu har jeg lige smagt på dejen inden den skal bages, det er min måde at sikre ting smager godt, men syntes den er blevet lidt syrlig, og ved ikke rigtig hvad jeg kan gøre ved det, og hvorfor, kan du hjælpe? tror muligvis det er pga æblejuicen, men hvad kan jeg så gøre for at gøre den mere sød i det :-) Og tusind tak for en fantastisk blog med masser af fantastiske opskrifter, bruger den jævnligt....

    SvarSlet
  4. Hej Michelle, tak for rosen, jeg er glad for at du kan bruge opskrifterne. Nu ved jeg ikke om du har bagt, men hvilken type æblejuice har du brugt? Det eneste du kan gøre er at komme lidt mere sukker i, men pas på at det bliver blandet godt i dejen. Det er meget svært at svare på, for man skal passe på med at lave om i opskrifter jo. Måske skal du smage på juicen en anden gang så du kan vurdere den inden :)

    SvarSlet
  5. Tak for dit svar, fandt ud af at det var æblejuicen der var i den lidt syrlige ende, men blandede lidt mere sukker og vanilie i, også blev det godt. Og den var en stor succes, og bruger den nu regelmæssigt til kærestens vandpolo kampe, nu skal jeg lave igen idag, og har tænkt mig at kagen denne gang skal være med jordbær smag, hvor jeg egentlig har tænkt mig bare at blande lidt frysetørret jordbær i og lidt jordbær saft i stedet for æblejuicen, som i dette tilfælde er skiftet ud :-)

    Noget andet jeg lige ville tippe dig om, er hvis du gerne vil have en laktosefri frosting i stedet for kun glasur en anden gang, kan det laves med flormelis, og rapsolie, og en smule vand, det har jeg gjort, og den smagte faktisk super godt... Har dog ikke lige målene til det, da det var et forsøg og bliver nu lavet på håndelag :-)

    Super tak for en fantastisk blog, og masser af gode ideer...

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej igen, tak for tips, det vil jeg helt sikkert prøve af senere :)

      Slet