Viser opslag med etiketten Chokoladecupcakes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Chokoladecupcakes. Vis alle opslag

tirsdag den 23. februar 2016

Må man godt tage bad i den der frosting?


Min rigtig gode veninde er gravid med nr. 2. Vi ved ikke hvad hun venter sig, så hun ville gerne have grønne baby-futter på de cupcakes hun skulle have med til kollegerne som farvel-nu-skrider-jeg-på-barsel-kage. 

Det er chokoladecupcakes, lavet på den rigtig gode chokolade-kage-opskrift, som gir' 36-40 cupcakes. Frostingen, som er stablet på i generøse mængder er espressofrosting, dvs. en smørcreme tilsat mest muligt afkølet espresso. Den smager SÅ godt, min veninde vil gerne tage bad i den en dag. Det må vi så se om vi kan få arrangeret - det kunne være en 40-års fødselsdagsgave? Hehe..

søndag den 6. juli 2014

Hasselnødde-knas cupcakes med karamel frosting

Ferietid på arbejdet og så skulle kollegerne forkæles med en ny type cupcake. Jeg har set et fantastisk billede af det på nettet (se længere nede) og tænkte at det så bare så dejligt ud, men da jeg så skulle lave dem, så drillede ALTING bare, så det blev lidt min egen version i stedet for den som jeg havde set, men nu får I hele opskriftscirkusset, så kan I selv finde ud af hvad det skal være.


Chokolade cupcakes med hasselnøddeknas og karamelfrosting 

ca. 12 cupcakes
130 g mel
200 g sukker
65 g kakao
½ tsk bagepulver
knsp salt
115 g smeltet smør
2 store æg
vanille
2 tsk frysetørret kaffe
165 ml varm kaffe
100 g hasselnødde knas (eller andet knas-drys)

Bland de tørre ingredienser i en skål. Pisk smeltet smør (lunken), æg og vanille og tilsæt de varme ingredienser skiftevis med kaffen. Bland til det har en ensartet struktur. Dejen vil være tynd, så den kan hældes. Bages 16-20 minutter ved 175 grader (ikke varmluft) - tjek med en tandstik om de er færdige. Køles HELT før der kommes frosting på.

Chokolade-cupcaken bliver en smule mere kompakt end jeg er glad for, men det er en smagssag. Hvis man hellere vil have en luftigere cupcake, kan man sagtens bruge min anden yndlings chokolade cupcake opskrift.

Karamel frosting
5 store æggehvider
300 g sukker
250 g smør usaltet, stuetemperatur
vanilleessens
100 g dulce de leche (karamelsnask)

Æggehvider og sukker piskes over vandbad, til det når 66 grader c. Pisk herefter i køkkenmaskinen i 10 minutter, eller til det er kølet helt af (det tager tid!). Tilsæt langsomt det bløde smør under piskning. Fortvivl ikke hvis det skiller, bare pisk videre. Tilsæt vanille og karamel.

Her var det så det gik galt for mig, for jeg tror ikke den var kølet helt af og det vil sige da jeg kom smørret i blev den blød og løbende og jeg kunne IKKE få struktur i frostingen igen :-( Jeg tabte slaget og måtte lave en almindelig smørcreme med karamel. Det betød at jeg ikke kunne lave cupcaken med crunch på siderne som jeg havde set:

Fra Bakers Royale 

Chokolade-topping:
100 g chokolade
4 spsk piskefløde
4 spsk flormelis
5 spsk vand
Chokolade og piskefløde smeltes over vandbad. Rør ikke i det før det er smeltet. Tilsæt flormelis og vand og rør til ensartet masse.

Nå, men jeg valgte at komme chokolade ovenpå cupcaken, crunch på og så topping efterfølgende og de smagte fantastisk, men jeg tror de ville have været ENDNU bedre hvis den der frosting havde villet som jeg ville.. :)







søndag den 23. marts 2014

Piratkage og cupcakes med guld

Her er Frederiks pirat-lagkage med tilhørende cupcakes med guldmønter fra piratskattekisten :)


Det er en almindelig lagkage med chokoladebunde dryppet med appelsinsaft, kagecreme fra Meyers opskriftsamling og så den populære hindbær/hvid chokolade-mousse, som jeg meget ofte bruger i kagerne. 

Cupcakes er også chokolade med marengsfrosting tilsat lidt revet skal fra økologisk citron, til at give lidt friskhed til den søde frosting og chokoladekagen. Det smager sindssygt godt altså! Og så synes jeg bare det er en sød effekt med de der cupcakes med mønter til ham piraten dér. Jeg ville gerne have lavet nogle fondant-piratmønter som var mere pirat-agtige end disse chokolade-mønter, som godt nok hedder "piratguld", men som er Euro (wtf?!). Jeg må holde udkig efter nogle ordenlige mønter at lave en form efter til en anden gang, jeg var bare for sent ude denne gang.. Hans ansigt, næse og øre er marcipan, øje, klap og bandana er fondant. 

Piraten smagte efter sigende rigtig godt også. 


søndag den 1. september 2013

Teenagecupcakes

Så var der dømt teenageflip, glimmer og tilhørende skrigeri i mit køkken! Årsagen? Ida fyldte 12 år og ville have Justin Bieber cupcakes og hendes kusine Zenia, fyldte 13 år og var mere til 1 Direction, så der måtte gang i glimmeret og jeg fik afprøvet en ny opskrift på cupcakes uden bagepulver som hævemiddel.


Idas Justin Bieber cupcake skulle være med jordbær. Jeg er ikke så vild med frugtstykker i kagen, så jeg tænkte jeg kunne lave den med blendede jordbær i og jeg fandt en opskrift som viste sig at være udmærket - de smagte i hvert fald rigtig godt!

Her er opskriften fra "En køkkenskrivers dagbog", det er oprindeligt Camilla Plum og Mette Blomsterbergs ideer.

Ingredienser:
200 g. sukker
200 g. blødgjort smør
2 stk. vaniljestang
6 stk. æg, stuetemperede
125 g. hvedemel
25 g. ris-/kartoffelmel/hvedestivelse
30 g. mandelmel (blendede mandler)
125 - 600+ g frugt (bær eller små tern)

Fremgangsmåde:
Varm ovnen op til 185 grader.

10 - 12 stk. (ca. 42 mini Cupcakes)

Flæk vaniljestangen på den lange led, og skrab kornene ud med en lille kniv. Kornene mases sammen på bordet med en anelse af sukkeret, således at kornene skilles ad.

Pisk vanille, sukker og blødgjort smør hvidt - dvs. det skal blive luftigt som en smørcreme, og sukkeret skal være helt opløst. Hvis man springer over her, bliver kagen tung.

Pisk æggene i ét ad gangen (med piskeris, eller på lav hastighed med elpisker), og sørg for at de er helt optaget i dejen mellem hvert æg. Hvis man springer over her, bliver kagen fedtet, og vil ikke hæve.
- Pisker man for længe, skiller dejen. Hvis det sker, bager man bare cupcakes alligevel, de bliver fine.

Vend mandelmel i dejen.

Frugt:
Hvis der bruges syltet frugt: 2 spiseskefulde af melet drysses over frugtstykker (så den ikke synker til bunds) og vendes rundt.
Hvis frugten skal i dejen: Vend frugten i dejen.
Hvis frugten skal på toppen, hold da frugten tilbage.

Rør mel og rismel sammen, og sigt det over dejen. Vend forsigtigt men hurtigt rundt, til melet er helt fordelt.
Sigtningen betyder lettere dej, og jo mere nænsomt man vender, jo lettere bliver kagen.

Fordel dejen i formene, gerne vha. sprøjtepose, det er nemmere at styre. Det er vigtigt, at der fyldes nogenlunde lige meget i hver.

Dej med frugt: Fyld papirskapslerne helt op, men overfyld dem ikke.
Dej uden frugt: Fyld papirskapslerne halvvejs op. Tryk så frugt/bær godt ned i dejen, så den bliver fyldt helt op med frugt.

Bages ved 185 grader, til kagerne giver efter ved let tryk - ca. 15 - 18 minutter.
Kagerne skal være gennembagt i midten, men behøver ikke at være helt gennembagt i bunden. Det bliver de, når de får lov at sætte sig i formen under afkøling. Kagerne skal blive i formen under afkøling de første 10 min. (hvor de også bliver mere stabile), hvorefter de skal køle af på en rist, så de får lov at dampe af.

Kagerne kan pyntes, når de er kølet helt af. Jeg har pyntet med blåbær/vanillefrosting og glimmerhalløj.

Kagerne holder sig lækre i mindst 5 dage på køl.
Kagerne er fryseegnede.


Her er 1 Direction cupcakes, de er den efterhånden klassiske chokolade-opskrift, med jordbær/hindbærfrosting. 

En hel kasse med teenagehysteri:

torsdag den 29. august 2013

Kobberbryllupscupcakes

Helle og hendes mand havde kobberbryllup i sidste weekend og de havde for lang tid siden forelsket sig i påfugl-topperen fra de bryllupscupcakes jeg lavede for noget tid siden, så de ville gerne have en til deres cupcaketårn ved festen og det fik de da.



Ellers var der dømt mini-chokoladecupcakes med hhv. hindbærfrosting og kaffe/nougat-smag: 


Hindbærfrostingen er den samme genganger som fra Lego-kagen. For lang tid siden så jeg på Pinterest en småkage som var dækket af små "vanddråber". Det så megasejt ud og jeg tænkte at det måtte man kunne bruge senere. Her synes jeg "vanddråberne" kommer fint til sin ret på et blad ved cupcake-roserne. Det laves af gennemsigtigte bolsjer som man smelter og så arbejder med - det er lidt tricky, men som I kan se, kan de lade sig gøre. Note til selv: Bladene skal på til allersidst lige inden servering. Jeg gjorde den fejl at sætte dem på med det samme og så sætte dem i køleskabet til kagerne skulle afleveres. Det gjorde at kondensvand opløste fondanten lidt, så nogle af bladene hang og måtte udskiftes, det var superirriterende, men så husker jeg det til en anden gang!  


Her er choko/kaffe/nougat-kagerne. Jeg var meget i tvivl om hvordan jeg skulle få det der nougat inkorporeret i kagerne, men læste et eksempel hvor de havde bagt cupcaken halvt, og så taget den ud og stukket en klump nougat ned i midten hvorefter den bages færdigt. Så det gjorde jeg - eller i hvert fald på de fleste af dem, for jeg glemte det på den første plade *ih*. På toppen er espresso-frosting med et enkelt hvidt fondanthjerne og så er der drysset lidt kobber ned af én af rillerne. Egentlig så havde jeg en ide om at de skulle pyntes med noget nøddekrokant, men det ville ikke stivne ordenligt for mig, så det kom ikke på. 

Påfuglen blev yndig på toppen af tårnet. 



onsdag den 9. januar 2013

Er du klar: Guinness-Baileys-cupcake!



Så skulle der ske noget nyt. Jeg har googlet cupcake-blogs i nogle dage for at se om der var nogen der havde gang i noget spændende og så talte kollegerne på arbejdet pludselig om Baileys og hey, det må da kunne bruges til en cupcake! Jeg fandt en der på en blog var faldet i svime over at have prøvet en Guinness-Baileys-cupcake, så nu er den her på dansk, hvis du tør! ;) 





Opskrift:
Den har fyld af chokolade-ganashe så den tager lidt ekstra tid at lave.

Guiness-chokolade-cupcakes:
2,5 dl Guinness (eller anden 'stout' øl)
230 g usaltet smør
100 g kakao pulver 
260 g mel 
260 g sukker
1½ tsk bagepulver
1 knsp salt
2 store æg
2 dl creme fraiche 

Baileys ganache fyld: 
240 g finthakket chokolade - jeg bruge 55% 
2 dl piskefløde 
30 g smør
2 tsk Baileys Irish Cream 

Baileys frosting:
230 g usaltet smør, stuetemp.
250-300 gram flormelis - mægden varierer med den konsistens du gerne vil have på frostingen. 
4-8 tsk. Baileys - jo mere des bedre, siger jeg bare..

Ca. 24 Cupcakes: 
Opvarm ovn til 180 grader C. Klargør to cupcake-pander med holdere. 
Smelt smør i en gryde og tilsæt Guinness. Tilsæt kakaopulveret og pisk det sammen indtil det har en ensartet masse. Tag det af varmen og lad det køle lidt ned. 
Bland mel, sukker, bagepulver og salt. 
Piske eg og creme fraiche sammen. Tilsæt øl-smør-mix og rør det sammen. Tilsæt de tørre ingredienser og rør det hele sammen til det har en ensartet struktur.  
Fyld cupcake-holderne 2/3 op. Bag dem i ca. 16-17 minutter, indtil en tandstik kommer ren op. Pas på med ikke at bage dem for meget, da de så tørrer ud. Lad dem køle i panden de første 5-7 minutter, tag dem derefter over på en rist og lad dem køle HELT af før du begynder med ganashe og frosting. 
completely.

Ganache-fyld: 
Kom den hakkede chokolade i en skål. Opvarm piskefløde i en lille gryde indtil det når kogepunktet (simrer), hæld det over chokoladen. Lad det stå et øjeblik og pisk så til det er ensartet lækkert. Hvis chokoladen ikke er helt smeltet, kan du sætte skålen over et vandbad eller i microovnen et øjeblik (!), men vær forsigtig med det. Tilsæt smør og Baileys og rør det sammen. 
Sæt ganashen til side så den køler af, evt. i køleskabet. Husk at røre i den hver 10. minut for at sikre at den køler ensartet. Den skal have lov at køle til den har konsistens til at blive pipet i cupcaken. 
Skær imens huller i toppen af cupcakene og når ganashen er klar, kom det i en pose med en åben tyl og fyld hullet med chokolade-ganashe.


Frosting: 
Kom smørret i en skål og pisk det i 2-3 minutter. Tilsæt gradvist flormelis indtil det er godt blandet sammen. Tilsæt nu Baileys indtil det har den konsistens og smag som du ønsker. Pynt evt. med smeltet chokolade som her, eller hvad din fantasi nu rækker til.



Lækker, lækker, lækker. Smager bedst frisk da ganashen sætter sig lidt når kagen har været i køleskabet. Guinness-Chokolade-kombinationen er virkelig god og tilpas fugtig. God fornøjelse.


Tak til Smittenkitchen.com for inspiration.

onsdag den 18. juli 2012

Jordbær/chokolade Cupcake

Altid et hit med jordbær og chokolade.

Disse var til min lillebrors housewarming. Man skal passe på med at spørge om man skal have noget med når man er en af dem der bager ting og sager ;)


Det er min favorit-chokolade-opskrift der er anvendt: http://cakeateer.blogspot.dk/2011/11/frosting-to-die-for.html
Chokoladekagen bliver lige tilpas stærk i chokoladesmagen og har en lækker konsistens. Man kan ikke nøjes med én.

Frostingen er den almindelige smør/flormelis frosting med jordbærsaft fra frosne jordbær.


fredag den 11. maj 2012

Rosencupcaken

Vi har på mit arbejde fået ny adresse, nye kolleger - fordi vi er fusionerede - og nye chefer og det hele. Så jeg tænkte at de da kunne blive forkælet med en cupcake og det endte med at blive dagens samtaleemne på flere etager. Jeg fik en masse ros for dem og de blev næsten spist alle 36!


Det er som sædvanlig min yndlings-chokoladecupcake og denne gang med kombineret vanille- og jordbærfrosting. Det er den almindelig frosting med smør og flormelis, drysset med en smule glimmer. Jeg ville have lavet en marengs-frosting men den glippede for mig IGEN! Jeg er godt træt af den efterhånden. Når den virker er den bare SÅ lækker, men tit så skiller den for mig og jeg aner ikke hvad det er jeg gør galt.. Det er meget frustrerende. Jeg må øve mig noget mere. 

De ser virkelig flotte ud på rad og række alle de roser og jeg tænker at det kunne være flot på et display til et bryllup en gang. Jeg må se om jeg får lov at lave det.

Jeg fik en bestilling på nogle gulerodscupcakes til næste gang, og det har jeg faktisk ikke lavet før, så det kunne da være en sjov udfordring at kaste sig over til næste gang. Hvis der er nogen der kender en god opskrift, så modtages den gerne her i link-form :)


søndag den 12. februar 2012

Valentins Cupcake


I dag tog jeg mig tid til at lave en cupcake som jeg har gået og tænkt på i noget tid. Selvfølgelig ville dejen ikke som jeg ville og så blev det overhovedet ikke den valentins cupcake som jeg havde tænkt mig, pyntemæssigt altså, men så har jeg jo en undskyldning for at lave én til! 

Jeg testede en ny opskrift på chokolade-cupcake og den er rigtig lækker. Ikke så tung, mere luftig, det skyldes æggehviderne som vendes i til sidst. Så kan den faktisk godt tåle en meget mere tung frosting end jeg her har valgt. Her er det en hindbærfrosting. 

Opskrift: Chokolade-cupcakes ca. 20 stk.
100 g chokolade, 70%
85 g smør
135 g rørsukker 
2 store æg, delt (hvider og blommer for sig)
185 g mel, gerne siet 
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1 knvsp salt
2 1/2 dl letmælk eller kærnemælk
kornene af en god vanillestang (eller 2-3 tsk vanillesukker)

Forvarm ovnen til 170 grader varmluft og sæt papirmuffinforme i en muffinplade.
Bræk chokoladen i mindre stykker og smelt den forsigtigt under omrøring i et vandbad (skål der kan tåle varme oveni en gryde med varmt vand), den skal blot smelte, pas på den ikke bliver for varm, så smager den grimt. Er man i tvivl, så tag den hellere af for tidligt og rør til det hele er smeltet. Stil den til side og lad den køle lidt af.
Pisk smør og sukker i en stor skål til det er lyst og luftigt med en håndmixer, tilsæt æggeblommerne en ad gangen og pisk grundigt. Tilsæt herefter den smeltede chokolade og pisk grundigt igen. Hvis du bruger vanillekorn, så tilsæt også dem her.
Bland mel, bagepulver, natron, salt og evt. vanillesukker i en skål og mål mælken op. Tilsæt skiftevis melblanding og mælk til smør/sukker-blandingen, pisk grundigt mellem hver gang indtil der ikke er mere tilbage.
Pisk æggehviderne stive i en ren skål (og med rene + tørre piskeris ellers risikerer man at de ikke bliver stive) og vend forsigtigt hviderne i dejen.
Fordel dejen i formene og bag kagerne i ca. 20 min. Tjek gerne med en strikkepind eller kødnål om de er færdige, pinden skal komme op uden dej på.
Lad kagerne køle af i muffinpladen ca. 10 min og derefter på en rist.



Min hindbærfrosting er bare optøede hindbær mosede så saften kan sies fra. Saften blandes med blødt usaltet smør, vanillekorn eller -essens og flormelis indtil den rigtige konsistens frosting opnåes. Opskriften kan som sagt sagtens tåle en mere tung chokolade eller moccafrosting, da kagen bliver let, luftig og lækker. Jeg har pyntet med hjemmelavede fondanthjerter.

Klar til kaffe. Glædelig Valentins Dag.


Oprindelig opskrift, tweaked til mine behov, hentet her: http://emilysalomon.dk/2011/10/chocolate-cupcakes/

torsdag den 8. december 2011

1. december cupcakes

Ja særlig julet blev det nok ikke, det skal skam nok komme senere, men jeg kunne ikke lade være med (igen) at lave den lækre chokolade cupcake med chokolade på. Det er altid et hit. Og så havde jeg eksperimenteret lidt videre med fondant-blomsterne så de kom på som pynt. Kollegerne var i hvert fald glade for dem.

lørdag den 26. november 2011

Før julen går løs

Før I skal finde jer i jule-cupcakes en masse, så lavede jeg i dag den chokolade-cupcake fra tidligere (frosting to die for-indlæg). Jeg havde lavet nogle sorte fondant-blomster som skulle bruges som pynt på 'noget'. Jeg synes de blev smaddersøde.


Kagen blev desværre en lillesmule tør i det, så jeg må arbejde mere på at tweake ingredienserne. Frostingen er med smør, philadelphia-naturel og flormelis samt ca. 100 g frosne jordbær kogt ind med de skrabene vanillestænger, hvor jeg havde brugt vanillen i kagedejen. Der er en lillesmule baby-lyserød farve i for at få dem rigtig lyserøde, jeg håbede ellers på jordbærrene ville være nok, men det var de ikke.


Næste gang bliver der nok lidt mere julet, så er I advaret.

tirsdag den 22. november 2011

Frosting - to die for

Ovenpå mit blomster-fail, måtte jeg lave noget som jeg ved jeg har succes med. Mocca-frostingen er altid et hit og min veninde vil gerne tage bad i det tror jeg, så jeg besluttede mig for at lave en omgang og så læste jeg en ny opskrift på chokolade-cupcake på nettet, som jeg besluttede mig for at prøve af. Hvis jeg havde nærlæst opskriften inden jeg gik igang, ville jeg nok have indset at der blev temmelig meget dej ud af den mængde jeg var ved at bikse sammen i røremaskinen, men det indså jeg først da det var for sent, så jeg havde nok til at lave 36 cupcakes! Hvilket var ca. 24 for mange, hehe. Nå, her er resultatet, så følger opskriften:


Kagen blev enormt fugtig og lækker. Dog kunne den godt have haft en kraftigere chokoladesmag til at spille op til moccafrostingen. Jeg synes dog dejen var noget tynd i det, så jeg tror hvis jeg laver den igen, så tweaker jeg lidt på ingredienserne og pisketiden, men nu får I den som den blev lavet:

Chokoladecupcakes II (nok til ca. 36 stk!): 
100 g god chokolade 70% 
3,5 dl varm kaffe
6 dl mel 
3,5 dl kakao pulver
1 tsk natron
1½ tsk bagepulver
1 tsk salt (udelad hvis du bruger saltet smør)
3,5 dl rørsukker 
1,5 dl farin
4 store æg 
0,75 dl vegetabilsk olie
3,5 dl creme fraishe
2 tsk vanille (jeg brugte 2 vanillestænger)
113 g smør (smeltet)

Hak chokoladen og tilsæt den varme kaffe. Lad det stå og smelte sammen, tilsæt så det smeltede smør. 
Si og bland mel, sukker, kakao, natron, bagepulver og salt. Pisk æg i røremaskinen indtil konsistensen tykkes lidt. Tilsæt olie, cremefraishe, vanille, chokolade-smør-kaffe-mix. Rør til det har en ensartet struktur. Tilsæt mel-blandingen og pisk til det er blandet godt. 
Kom dejen i formene og bages ved ca. 180 grader i ca. 20 minutter. 


Moccafrosting:
180 g usaltet smør, stuetemperatur
6-9 dl flormelis alt efter hvilken konsistens man går efter
afkølet espresso, man kan bruge instant kaffe der røres i lidt lun mælk, men det gir' ikke den samme smag.
Røres længe til konsistensen er ensartet.

Her er brugt en Wilton 1m tyl til swirls og roser.

søndag den 30. oktober 2011

Hvad er Halloween uden edderkopper?

Sidste halloween påhit i denne omgang og jeg skal hilse og sige at det er den mest populære indtil videre for de børn (og voksne) der har været på besøg i dag for at råbe "SLIK ELLER BALLADE" !


Jeg har lavet edderkopper i indfarvet sort fondant (jeg opgav at farve det helt sort selv, det er sq for besværligt altså) og med ben af lakrids-snører. Jeg synes de var svære at lave! Så har jeg lavet edderkoppespind med chokolade og cupcaken er en slags marmor-cupcake. Det er bare en blanding af chokolade-cupcaken og vanillecupcaken. Først kommes lidt vanille-dej i formen, derefter noget chokolade-dej og så rører man en omgang eller to med en tandstik for at lave 'marmor-mønstret'.


Jeg ville have lavet en blodrød-frosting, men jeg synes der skulle rigtig meget farve til, så jeg stoppede da jeg fik den her dybe pink-agtige ting som stod meget god til edderkopperne og spindene.

tirsdag den 18. oktober 2011

Halloween-cupcake

Så blev det børnenes efterårsferie og på trods af snot og regnvejr, så skal der da laves cupcakes!

Når det nu var børnene der skulle lave det, så var det med at finde en mindre krævende version, så vi endte med en chokolade-cupcake med almindelig vanille-frosting.

Frostingen er farvet i orange og grøn og så var det med at se om man kunne lave et græskar. Vi sluttede af med lidt grøn glimmer og gulddust for det er trods alt dét der er sjovest!

God efterårsferie og håber ikke I er lige så snotramte som vi er.




søndag den 25. september 2011

Williams 1 års fødselsdags-cupcake


Min venindes dreng fyldte 1 år og skulle have en dejlig fest med cupcakes. Jeg fik lov at lave dem og her er prøvebatchen til Eva som godkendte smag og design. De vakte stor glæde ved festen, selvom solen pludselig besluttede sig for at skinne og gøre det lidt mere varmt end godt er for cupcakes. 


Første forsøg med hjemmelavede fondant-blomster. De er mægtig skægge at lave. Anvisninger følger i senere opskrift. Frostingen er den almindelige frosting med blå farve (3 nuancer). Der er brugt adskillige forskellige tyller. 


Også hjemmelavet fondant-pynt udstukket med småkage-udstikkere og dustet med lidt blå glimmer. 


søndag den 11. september 2011

Sommer Cupcake

Så blev det sommer midt i påsken og det skulle vise sig stort set at blive det eneste sommer vi fik i år :-(
Så skulle sommerblomsterne plantes i haven og jeg var på planteskolen og blev pludselig inspireret af de mange hortensiaer der var over det hele.


Farven blev ikke helt rigtig, men jeg synes de blev smukke og naboen synes de smagte dejligt. 

Der er brugt en stjernetyl og så den blå og lilla farve (som nok skulle have været mere gul/hvid) i sprøjteposen. Det er den almindelige chokolade-cupcake og den almindelige frosting kun med farve, ikke med smag.

tirsdag den 6. september 2011

Chokolade cupcakes, opskrift

Her er den grundopskrift jeg altid bruger. Jeg kommer som regel altid nogle hele chokoladestykker i, det kan jeg selv godt lide. Jeg bruger en 55% chokolade, da det ikke må blive for bittert i det, især hvis det er børn der skal spise dem. Hvis det kun er voksne, kan jeg godt gå op til 70% chokolade. 


50 g kakaopulver
240 ml kogende vand
175 g mel
2 tsk bagepulver
½ tsk salt
113 g usaltet smør
200 g sukker
2 store æg 
2 tsk vanille (-essens, men hvis du ikke har så kan vanillesukker bruges. Jeg bruger tit korn af 1 stang god vanille) 


Alt skal være stuetemperatur inden man begynder at samle dejen. 


1. Kogende vand og kakaopulver røres godt og sættes til afkøling.
2. Mel, bagepulver og salt blandes i en skål for sig.
3. Smør og sukker piskes til det ligner sand i en anden skål. Æggene piskes i ét af gangen. Tilsæt vanille. Tilsæt mel blanding, pisk kun blandingen til det lige er blandet. Tilsæt kakao blandingen og rør indtil blandingen er glat. Kom evt. hakket chokolade i. Fyld i formene. 


Bages ved 190 grader (ikke varmluft) i 16-20 min, du kan teste med en tandstik undervejs hvis du er i tvivl. Jeg fyldte mine forme op lidt over halvvejs, og fik 16 cupcakes ud af det.



Chokolade med chokolade på

Den her gik hen og blev en klassiker lige med det samme. Dem der har smagt dem kommer altid og spørger om ikke jeg skal lave dem igen. Jeg har lavet dem til fødselsdage, venner, Røde Kors arrangementer og familiekomsammen og det er altid det samme (heldigvis).


Det her er de første af slagsen og jeg har ikke helt styr på hvadfor noget pynt jeg vil bruge på dem. Siden hen har jeg kaldt den for Trippel-chokolade-drøm og så er pyntet på toppen hvid chokolade.

Frostingen er en almindelig frosting med chokolade.